Marie Bancks havde sin første soloudstilling Erindringer i april hos galleriet ADCO:VENUE, hvor hun fik megen god respons. Efter succesen nyder hun nu et pusterum, hvor der er plads til at få nye ideer. Til november skal hun udstille hos samme galleri igen. Jeg mødte hende i maj måned i atelieret på Nørrebro til en snak om maleriet, arbejdsprocessen samt valget om at slå sig ned i København.
Af Luise Sejersen · Foto: Johanna Hedborg/Alen Aligrudic
Fotografi og erindring
Marie Bancks tog i de fleste malerier til udstillingen afsæt i fotografier fra sin mors fotoalbum, sammen med billeder taget af Marie Bancks selv med hendes første kamera i de tidlige teenageår. Farverne og lyset i malerierne skaber intense stemninger omkring motiver, der peger på fortid, barndom og nostalgi.
Forholdet mellem erindring og den faktiske historie er interessant for Marie Bancks. Hun mener, at minder bliver til efterkonstruktioner, når man ser tilbage. Det kan være svært at adskille fotografier og egne minder:
”Når vi ser fotografier i vores fotoalbum, så tror vi, at vi kan huske det, fordi fotografiet har været med til at konstruere mindet. På trods af, at meget af det vi oplever går i glemmebogen, så er der mange ting, som jeg mindes følelsen af, som for eksempel hvordan det føles, når en anden børster mine tænder eller binder mine sko for stramt.”
Hun har valgt flere fotografier fra stunder, hun ikke kan komme i tanke om, for at fange stemninger fra barndommen og teenageårene mere bredt.
Det åbne maleri
Den personlige tilknytning til forlægget er relevant, når man taler om maleprocessen, men mindre i forhold til det færdige maleri. Fotografierne bliver omsat til maleri og ofte sampler hun dele fra forskellige billeder. Det kan også være upersonlige billeder fra for eksempel aviser og reklamer. Det sker, at mennesker, der aldrig har mødt hinanden, bliver sat sammen. De bliver til tegn i maleriets rum.
”Mange af gæsterne på udstillingen spurgte mig, om det var en pige eller en dreng, de så på billedet. Jeg svarede så, at det er et menneske. Jeg foretrækker ikke at fortælle den personlige historie bag et billede, da den blot er et udgangspunkt. Jeg ønsker, at mine malerier skal vække associationer og spørgsmål, som bevæger sig ud over mig selv som kunstner og individ.”
For Marie Bancks er der også noget universelt ved barnet som motiv: ”Børn er uspolerede mennesker. De går mere direkte til verden, før normerne sætter ind. De kan være meget uforudsigelige og følger ikke et skema. Det er et sted vi alle har været, og på en måde minder vi mere om hinanden i barndommen.”
Forbilleder og samtidskunst
Man kan sige, at Marie Bancks’ malestil har lige så mange referencer til postimpressionisterne Toulouse-Lautrec og Pierre Bonnard som til nutidigt maleri. Det tager hun som en kompliment, da hun synes, at flere af deres værker formår at række ud over tidens formelle eksperimenter og dermed virke tidløse.
Af samtidige forbilleder i maleriet har hun specielt Jenny Saville og Peter Doig. Det skyldes især deres måde at undersøge sig frem. Peter Doigs berømte, gentagne motiv med en kvinde i en kano på en sø er et eksempel på, at han afprøver det samme udgangspunkt igen og igen. Forlægget er som regel lånte billeder eller film stills, og også her bliver betydningen af udgangspunktet undermineret i den direkte proces mellem kunstneren, maling og lærred. Hans værker trækker på mange af kunsthistoriens store malere.
”I Peter Doigs maleri danser samtidskunsten og kunsthistorien tango sammen! Værkerne bekræfter for mig, at det stadig giver mening at lave maleri i dag, for undersøgelserne handler ikke kun om at skabe ny form. Billederne handler også om, hvad det indebærer at være menneske i dag.”
Nye ideer og Nørrebro
Inspirationen kan komme fra mange steder i hverdagen.
”At købe falaffel på Nørrebrogade kan give en ide til et nyt billede. Pletterne på falaffelmandens T-shirt, graffiti på murene eller bare malingen på gulvet i atelieret.” Hun bruger lang tid på at blande sin palet og finde frem til den rette skævhed i den enkelte farve.
”Det multikulturelle Nørrebro er inspirerende. Der er så stor spændvidde i forhold til, hvordan mennesker ser ud. Man kan opdage de mest vilde og skæve farvekombinationer.”
Marie Bancks flyttede til Danmark for at arbejde som assistent hos Michael Kvium i et år i 2005.
Da hun herefter besluttede sig for blive i landet, hang det sammen med den store interesse for samtidskunst i København, men også at hun oplevede en generel åbenhed. Hun var desuden tiltrukket af storbyens puls, der stod i kontrast til den lille landsby Fröskog i Sverige, hvor hun er vokset op.
Marie Bancks er repræsenteret af galleri adco:venue
