Af G.B. Kristensen · Foto Anders Sune Berg Courtesy Galerie Asbæk
Peter Bonde er en kunstner, der rager op i dansk kunst. Han har aldrig forladt maleriet, men konstant udfordret dets potentiale i værker, der til tider er provokerende og overskrider almindelige forestillinger om kunst.


· Peter Bonde er født i København 1958.
· Han bor og arbejder i Præstø på Sydsjælland.
· Blev som 17-årig optaget på Det Kgl. Danske Kunstakademi (1976-82).
· Professor samme sted 1996-2005, hvor han har inspireret en hel generation af unge danske malere.
· Bonde repræsenterede Danmark på Venedig Biennalen 1999 med projektet The Snowball lavet i samarbejde med den amerikanske kunstner Jason Rhoades.
· Skabte i 2002 en højest utraditionel udsmykning til Vestre Fængsels Kirke hvor døbefonten er sat på hjul, og en plasmaskærm gør det ud for altertavle.
På en gård lidt udenfor Præstø bor Peter Bonde. Her har han indrettet sig med et stort atelier, hvor der er plads til at arbejde med de monumentale formater, han senest skabte til soloudstillingen HI BOB på ARKEN – Museum for Moderne Kunst.
I museets vældige kunstakse kunne publikum opleve malerier så store som almindelige 2-værelses københavnerlejligheder placeret på de rå betonmure. Ligesom der var ganske små lær- reder i formater svarende til en A4-side.
Peter Bonde er ikke en kunstner, der holder sig indenfor bestemte fastlagte rammer. Tværtimod. I sine upolerede men æstetisk bevidste værker udforsker han grænserne for maleriet og kunsten i al almindelighed.
Det har han gjort gennem de seneste tre årtier. Som ganske ung kunstner deltog Bonde på den skelsættende udstilling “Kniven på hovedet” – samme år som han tog afgang fra på Det Kgl. Danske Kunstakademi (1982), hvor han blev optaget som 17-årig. Udstillingen fungerede som startskud for flere af de kunstnere, som senere kom til at gå under betegnelsen “De unge vilde”.
De arbejdede med en type punk-inspireret maleri, som på det tidspunkt også blev dyrket i Tyskland af blandt andre brødrene Markus og Albert Oehlen og Martin Kippenberger. Utraditionelle materialer som ståltråd og tape blev påhæftet maleriet, der opnåede en særegen status af objekt i en blanding af høj og lav stil.
På Kunstmuseet AROS har de et rum, som er dedikeret Peter Bondes værker fra denne periode. Store mørke lærreder med halvvejs abstrakte landskaber, der har fået påmonteret diverse objekter og tegninger, som synes at svæve frit i luften.




Men det er længe siden Bonde forlod de konstruerede natur-scenerier med diverse genstande appliceret. Derfor har de landskabelige omgivelser i Sydsjælland, hvor han i dag bor og arbejder, da heller ikke forplantet sig til hans malerier. De afspejler snarere et modeme storbyliv med sex, drugs and rock’n roll, hvor en titel som “Escape from Eternity/Metal Up Your Ass” er typisk.
Peter Bonde har udstillet over det meste af verden. Hans malerier hænger på alle større danske museer såvel som i flere internationale samlinger f.eks. på et splinternyt museum for samtidskunst i Istanbul.
Hans palet er let genkendelig. Intens orange og pink og forskellige nuancer af grønt går igen. løjnefaldende ord og sætninger er også gennemgående elementer hos Bonde. Han har således lavet en lang række monokrome værker, hvor han med fingeren har skrevet navne på personer eller statements, der ofte har et bevidst overfladisk indhold. Hans stil er umiddelbart minimalistisk, men han blander forskellige strategier og inspirationer fra Robert Rauschenberg, Paul McCarthy m.fl. På den måde er hans værker også en slags albums over de kunstnere, han føler et slægtskab med.
De senere år har Bonde især arbejdet med, hvad han kalder “modificerede billeder”, der består af fotografiske prints på lærred, som han maler videre på med oliemaling – hvis han da ikke vælger helt at fjerne det oprindelige motiv bag et tykt lag maling.
Personlige historier og private fotos “samples” med visuelt materiale fra populærkulturen. Billedfragmenterne stammer hovedsalig fra snapshots af venner og kollegaer – som den nu afdøde amerikanske kunstner Jason Rhoades. De to lavede sammen projektet The Snowball, der blev vist på Venedig Biennalen i 1999 og senere hen på Statens Museum for Kunst.





The Snowball var en drengerøvsagtig installation, hvor hvide racerbiler med californiske surfer-motiver og farvede bildæk indgik sammen med malerier, der uanset hvad Peter Bonde gør ved dem, har det med at opnå en mærkelig skønhed.
Bonde anstrenger sig helt tydeligt ikke i den retning – snarere tvært imod, og det er måske dét, der gør det. Man får som beskuer fornemmelsen af, at æstetikken opstår i en slags trodsig undvigemanøvre, hvor maleriet mirakuløst unddrager sig malerens hærgende attitude. At der er foregået, noget, der ligner en kamp, hvor energien og vildskaben sidder tilbage som spor på Bondes lærreder.
Koblingen mellem maleri og installation har Peter Bonde arbejdet med i en lang række udstillinger – bl.a. Wake up the sun is in your face, der blev vist i Galerie Asbæk 2004 og præmieret af Statens Kunstfond, og The Table, 2002, Institute of Visual Arts i Milwaukee, USA og Galerie Asbæk.
Førstnævnte var en arkitektonisk konstruktion af malerier, mens sidstnævnte bestod af en mængde forskellige malerier sat sammen til ét stort mægtigt bord – eller vandret maleri. Ved at afsøge de æstetiske muligheder, der ligger i overskridelsen og negationen, har Bonde konstant udvidet forestillingen om, hvad maleriet er, og hvordan det kan virke i rum. D. 13. april er han aktuel med en soloudstilling i Galerie Asbæk, der igen vil rokke ved vores vante begreber om maleri.
Peter Bonde er repræsenteret af:
GALERIE ASBÆK BREDGADE 20
1260 KØBENHAVN K TEL. +45 33 15 40 04
FAX. +45 33 13 16 10
Email: galerie@asbaek.dk
Web: www.asbaek.dk