Han er en lykkelig udøver af den kunst han brænder for. Hans værker går som varmt brød, han har stadig begge sine ører, og han nægter konsekvent at afgå ved døden for at få sine malerier til at stige i værdi. Mød kunstmaleren Bjørn Agertved.
Tekst: Merete Sørensen
For 13 år siden læste Bjørn Agertved til cand. polit. Under den lange, seje proces med at skrive speciale søgte han ny energi og adspredelse i hans livslange passion: Kunsten. Og selv om studiet blev gennemført, vendte Bjørn aldrig tilbage til nationaløkonomien. I stedet har han opbygget en imponerende karriere som kunstner både herhjemme og i udlandet.
Men hvad er det så han kan ham Bjørn Agertved? Vi møder ham over en kop kaffe i hans atelier på Christianshavn. En lille 2-etagers oase tilbagetrukket i en skøn baggård. ”Jeg formår vel i bund og grund at lave nogle malerier der taler til folk og som folk føler er interessante. Jeg tænker særligt at det er mit lyse og minimalistiske univers men som med sin kant og energi tiltaler folk.” Mottoet ”Less is More” er fremherskende i Bjørns optik, da han mener at det er den hårdfine balance mellem at udtrykke noget eller overdynge et lærred der gør om man kan finde glæde ved et maleri i mange år. ”Kunst er i min optik en begrænsningens kunst. Min kunst skal være eksplosiv og energisk men det skal ikke føles som et spredehagl af stemningsudtryk imod alle verdenshjørner, det skal have en retning og et klart udtryk førend jeg kan sende det ud af min atelier-dør.”
Vil hellere være inspirator end provokatør
For Bjørn handler kunst ikke om smerte, selvdestruktion eller provokation for den sags skyld. ”Den slags kunst og kunstnere er der så rigeligt af” siger Bjørn. Hans mission går i højere grad på at inspirere og skabe lyse og positive associationer med sin kunst. ”Jeg bliver så glad når folk fortæller mig at de har haft et af mine malerier hængende i 10 år og stadig får optur over det. At det bliver ved med at give dem noget, en stemning, en association eller følelse som nok ikke er den samme 10 år derpå, men som ligesom dem selv har udviklet sig til noget andet.” Det er netop også derfor at den provokative tilgang til kunsten ikke vinder indpas hos Bjørn, den ville begrænse den tidsløshed der ellers ligger i hans værker.



Kontraster er magiske
”Det er i kontrasterne at dynamikken og energien opstår, og det er ikke kun i kunsten men i livet generelt.” I Bjørns malerier kommer det til udtryk ikke kun i farvevalg, men også komposition, rammevalg og strukturvalg. Skrift, print og tryk er gennemgående i hans værker og dertil et miks af såvel olie, akryl og diverse lakmetoder, som gør at malerierne tager sig meget forskelligt ud afhængig af lysets indfald. Sol eller elektrisk lys, morgen eller aften, set fra siden eller forfra, så tager malerierne sig altid forskelligt ud. ”Der er nærmest et lille forløb i maleriet i løbet af en dag. Det er i dette spil, denne foranderlighed at jeg mener det minimalistiske får sin berettigelse,” siger Bjørn.
For Bjørn er penslen et sjældent anvendt arbejdsværktøj. Træklodser, skeer, spartelmasse, svampe, sugerør sågar, ja listen er på det nærmeste uudtømmelig når vi spørger Bjørn ind til hvilke der er hans foretrukne arbejdsremedier. Som Bjørn siger: ”Det er nærmest kun når maleriet skal signeres at jeg bruger en pensel.”
Musikken er en evig inspirationskilde
En dag i atelieret går aldrig stille for sig. Udover Bjørns usædvanlige arbejdsredskaber og store armbevægelser, så bliver der altid spillet musik når han arbejder. Rock og særlig melankolsk rock er det fortrukne når der skal laves nye værker. ”Musik er for mig med til at sætte en stemning, en associationsrække som inspirerer mig såvel i ide-fasen som selve udøvelsen. Jeg tænker og arbejder helst og bedst i helheder og med alle mine sanser i spil, – det giver for mig en følelse af noget mere helstøbt.”




Lærredet i en bredere forstand
Bjørn laver sine egne rammer, som oftest er brede og dertil også malet på yderkanterne for at skabe mere dybde og tredimensionalitet i maleriet. I ønsket om hele tiden at nytænke lærredet som form har Bjørn den seneste tid eksperimenteret en del med forskellige metaller. Særligt messing og kobberplader med print og tryk har hans store interesse i tiden, hvilket kunderne også har vist stor interesse for. ”Jeg elsker hvordan både kobber og messing arbejder med og mod én og hvordan pladerne både kan fremstå rå og varme på samme tid.”
Den urbane puls
Udover musikkens univers er byens puls og liv til stor inspiration for Bjørn. ”Jeg elsker at rejse, ikke mindst for at opleve og mærke andre storbyer og deres særlige liv og stemning.” I tråd med den passion lavede Bjørn sidste år en ”Berlin revival” collage-serie, alle med originale plakater som han havde indsamlet i Berlins undergrund. ”Jeg synes det er super spændende med plakater der som i Berlins undergrund hænger lag på lag, næsten i en halv meters dybde. Al den historie om kulturelt virke der udfolder sig. Det vidner om tidernes skifte men også om en rød tråd som jeg synes er spændende, noget uforanderligt gældende om en bys særlige ånd.” Han har tidligere lavet en collage-serie med plakater fra Roms undergrund. ”Her var historien og udtrykket et helt andet end i Berlin-serien, og det er jo lige præcis det spændende ved det.”

OM BJØRN AGERTVED
Født i 1974 ved Køge. Opvokset i et musikalsk og kreativt hjem, med en passioneret jazz- og trompetspiller til far og en kongelig porcelænsmaler til mor. I dag bosat på Christianshavn med sin kæreste og søn på 3 år. Bjørn Agertveds kunst har en meget klar særegen signatur ud i det abstrakte, minimalistiske, grafiske og rå. Værkerne er moderne reflektioner over byens puls. Der arbejdes oftest med print, tryk og skrift og fyldige strukturer som skaber et på samme tid meget kraftfuldt og let udtryk. Bjørn har udover København udstillet i flere andre storbyer, som Berlin, Oslo, Hamborg, Geneve, Lausanne, Los Angeles og i efteråret 2014 i New York og Stockholm. Se mere til Bjørns værker på www.newgallery.dk