Med udsolgte udstillinger og en konstant efterspørgsel efter sine billeder, har Jacob Brostrup (f. 1973) de sidste 10 år haft svært ved at følge med. Hans oliemalerier kendetegnet af kunstnerens unikke evne til at frembringe lys og flerdimensionelle motiver, synes at være universelle, hvor end i verden, han udstiller.
Tekst: Troels Laursen og Lene Kirk · Foto: Charlotte Schmidt Olsen
Motiverne i Brostrups univers er her sammensatte af elementer fra forskellige rum og verdener. Ofte inde og ude. Motiverne er sat oven på hinanden, ved siden af hinanden, indeni hinanden – altid med en ny vinkel. De er, sagt med et musisk udtryk, “samplet” som i en musikalsk komposition. Sammenstillede realiteter, der dybest set ikke har noget med hinanden at gøre, men stadig synes at påvirke hinanden.
Vi er da tilstede i flere verdener, flere rum, flere sfærer – samtidig. Disse sammenstillinger er vigtige og virkningsfulde elementer i Brostrups kunst, også skildret meget præcist i værket “Between places”. Her er vi – og motivet – mellem to steder. Vi er både ude og inde. På en og samme gang. De to virkeligheder, foldes ind og ud af hinanden. Vi er i skovens dybe stille ro og byens hektiske og dynamiske dagligdag samtidig. – Og derved sætter han spørgsmålstegn ved beskuerens opfattelse af, hvad der virkeligt. Han rykker rundt på den. Han undersøger både den såkaldte “virkelige virkelighed” og den konstruerede virkelighed, som sker i forestillingerne eller også i dagligdagen, hvor synsretningen og fokus hele tiden ændres i det billedflimmer, som menneskets omverden består af.

85 x 70 cm

85 x 70 cm
Det er spejlinger på flere niveauer i lyset og med lyset
Lysets kilde er altid fra flere steder. Indefra lærredet eller ovenfra ned i motivet eller fra siden. Lyset reflekteres i vandet, der siver ind fra motivet i baggrunden, og ud i forgrunden og forbinder derved både forskellige rum og ofte også tidsaldre.
Værkerne fra Leak-serien, eksempelvis “Leak V”, har dette vand, der ligesom lækker ud af motivet, og som skaber en forbindelse mellem natur og menneskenes bygninger eller skibe. Naturen rækker, via det flydende og ustoppelige vand, ind i menneskenes verden. Det horisontale brydes i lyset og med vandets refleksioner af lyset, så det bagvedliggende træder frem, og de transparente rum skabes og glider hen i og ind i hinanden, som vand, der løber og finder sin egen vej. Fra der til her – og fra det andet sted til dette sted. Også vist i værket “Leak II”, der fremstiller denne portal mellem nu og dengang. Der er noget, der lækker, som i at noget er utæt og det siver ind eller ud. Det presser sig på. Fra det ene sted til det andet. Fra den ene tid til den anden.
Fotografiet er både Brostrups værktøj og hans kunstneriske udgangspunkt. Og med fotografiet, som sampler, søger han efter indhold og vinkler, der kan skabe den vibrerende virkelighed mellem her og der. Trods hans konsekvente brug af det centrale perspektiv, så er der uro i beskuerens fokus.
“This must be the place”
Om udstillingen fortæller kunstneren: “This must be the Place” handler om det moderne menneskes forhold til naturen. I malerierne kryber træer og buske ind på overraskende steder og beder om at blive set og husket. Naturen er for mange mennesker efterhånden blevet et fatamorgana, som konstant er i vores sind, men som vi sjældent oplever på egen krop. Det moderne menneske har samtidig brug for balancen mellem natur og by. Hvilket bl.a. de mange byhaver, der dukker op alle vegne kan være et udtryk for. Vi forsøger at genskabe en naturkontakt. I den nye billedserie søger jeg at sammensmelte de to yderpunkter og lege med den utopiske drøm om at have fundet den rette balance.”
Se mere på www.gallerikirk.dk

115 x 100 cm

140 x 110 cm
Om Jacob Brostrup
Jacob Brostrup (f. 1973) bor i dag halvdelen af året i DK og halvdelen i Spanien. Er repræsenteret af Galleri KIRK, Aalborg. Udstillingsaktuel med ny soloudstilling i galleriet netop nu!