Svenske Ellos er Nordens største online-varehus inden for mode, skønhed og interiør i resten af Norden – og nu er Danmark godt på vej. Den danske opgave er at skabe en særlig ellos.dk-identitet, og dén er lagt i hænderne på Trine Rønsbøl med stor opbakning fra det svenske bagland.
Tekst: Rune H. Jensen Foto: Carsten Ingemann og Ellos
Ordene falder tæt, når man taler med Trine Rønsbøl. Det er klar, blå himmel, det er forår og lørdag eftermiddag, men Ellos og arbejdet er på ingen måde lagt på hylden weekenden over. Det ligger tydeligvis langt fremme i bevidstheden, og der er en stolthed og ærlighed omkring det. I et års tid har Trine Rønsbøl stået i spidsen for den danske afdeling af Ellos, onlinestormagasinet, der i moderlandet Sverige har en kendskabsgrad på over 90%.
Den perfekte driver
Trine Rønsbøls grad af tilstedeværelse i Ellos virker også noget nær 100%, hvilket Ellos’ svenske marketing- og e-handeldirektør Mathias Ekström kan nikke genkendende til:
– Det jeg elsker ved Trine er, at hun elsker Ellos! Hun har en ægte interesse for mode, skønhed, interiør og samtidig mange års erfaring fra branchen. Det gør hende til en perfekt ”driver” for Ellos-brandet i Danmark, og jeg er sikker på, at hun får succes med at fortælle Ellos-historien til danskerne. Siden hun trådte til, har der været stigning på ellos.dk, sitet har nu i gennemsnit 23.000 besøgende om dagen og en omsætning på mellem en halv til en hel million kroner dagligt. Og Trine Rønsbøl går all in og tror på sagen, som hun har gjort det hele vejen gennem karrieren med udvikling og dedikation som primære drivkræfter:
– Det interessante er transformationen. Hvordan kan man få folk til at holde af brandet? Jeg vil vove den påstand, at man skal elske sit arbejde, ikke produktet, for det følger så med. Man kommer jo til at identificere sig med det brand, man arbejder med. Så man skal elske arbejdet med brandet, altså opgaverne mere end selve brandet – og tro på, at det kan flytte kunderne, og at man kan lave et turnaround, siger Trine Rønsbøl.
Skift kurs og vær forandringsvillig
Den 44-årige aarhusianer har oplevet skiftende tider i sin karriere i erhvervslivet, men hun ser fortsat vedholdenhed som et afgørende parameter bag sin succes. I forhold til for år tilbage er det dog en anden slags vedholdenhed, der tæller i 2016:
– Tiderne har ændret sig meget. Jeg tror ikke på, at man bare skal holde fast i noget og tro på det, for at det skal lykkes. Jeg mener derimod, at man skal turde ændre kurs. Hele tiden. Være forandringsvillig og se kursskifte som en positiv værdi, et mindset. Der er langt lettere adgang til tingene i dag og hård konkurrence, så man skal være ekstremt hurtig til at se, hvad der virker. Derfor har vi fx også hyppige udskiftninger og 150 nye produkter dagligt på ellos.dk.



forårskampagne med
Sex & The City skuespilleren Sarah Jessica Parker
Det særlige ved Ellos og DK
Svenske Ellos har masser af tiltro til det danske marked. Danmark er i dag det næststørste e-handelsmarked efter UK, og virksomheden ser et stort potentiale i Danmark og har lagt en aggressiv vækststrategi, der skal transformere den 70 år gamle katalogvirksomhed til det førende online-stormagasin herhjemme. Hvordan gør man dét?
– Først og fremmest skal jeg ud at fortælle, hvad og hvem vi er. Kvalificere kendskabet. Udbrede viden om bredden i vores sortiment, som omfatter alt fra tøj til segways, rejser og køkkenredskaber. Men man kan ikke bare overføre direkte og gøre præcis som i fx Sverige. Der skal noget andet og særligt dansk til for at lykkes. Tid er et centralt parameter for danske forbrugere. Online kan eller skal vi ikke konkurrere med den fysiske kontakt, så vi gør virkelig meget ud af servicen, fortæller Trine Rønsbøl og følger op:
– Det betyder bl.a., at vi nu leverer seks dage om ugen fra dag til dag inkl. lørdag på en lang række produkter. Og så kan man så at sige tage prøverummet med sig hjem og nå at returnere produkterne, inden der trækkes noget på Dankortet. Vi har vores egen bank tilknyttet, så det financielle kan klares med afdrag eller kredit. Vi har åbnet eget stort show room i København, og vi gør i det hele taget meget ud af at skabe en særlig DK-identitet.
Gode vibes til en ny tid
Det gælder også markedsføringen med en mere dansk kommunikation. Ellos.dk laver således desuden sidekampagner på medieplatforme som Facebook og Instagram med deltagelse af kendte danskere som Christiane Schaumburg-Müller, Uffe Buchard og Trine Kjær for at booste ellos.dk som danskernes stormagasin på nettet. Derudover har Ellos flere andre medieplatforme, herunder website, nyhedsmails og ikke mindst det fysiske magasin, der udkommer 12 gange om året.
– Det fantastiske er hele transformationen til en ny tid. Den lange historie bag og omkring Ellos giver en høj grad af troværdighed. Der er kun gode vibes omkring Ellos, og nu skal vi føre det hele ind i en ny æra til en ny og ung målgruppe, fortæller Trine Rønsbøll og uddyber styrkerne:
Ungt er en force
– Med al respekt for traditionen og historien er jeg også heldig at have en ung direktør i Mathias Ekström på 32 år. Det er en force at have en ung generation med fingeren på pulsen som ledere. Og det skal vi overføre til transformationen af det danske Ellos. Jeg har fået nøglerne, albuerum og frihed, og der er stor opbakning fra et stærkt bagland med de rette økonomiske muskler, der virkelig tror på det danske potentiale.
– Det er en tiltro til såvel Trine Rønsbøls lederegenskaber som det danske potentiale, som ”storebror” i Sverige kun kan bekræfte, omend Danmark endnu er lillesøster omsætningsmæssigt. Det er kort sagt en dansk historie, der nu skal fortælles:
– På nordisk niveau er Ellos online-markedsførende inden for mode og interiør til hjemmet. Det er velkendt i både Sverige, Norge og Finland – men endnu ikke i samme grad i Danmark. Hovedudfordringen er derfor at sørge for, at danskerne lærer Ellos anno 2016 at kende som et moderne livsstilsstormagasin med alt til hende og familien inden for mode, skønhed og interiør. Derfor fokuserer vi primært på at fortælle dén historie på alle de måder, vi kan, fordi vi ved fra historikken, at de danske forbrugere virkelig sætter stor pris på vores produkter, slutter Mathias Ekström.
Se mere på www.ellos.dk



5 skarpe – Til Trine Rønsbøl
Hvordan får kvinder succes i karrieren?
– Man skal gøre op med sig selv, om det er dét, man virkelig vil. Man skal tro på det som en livsstil og ikke fokusere på alt det, der ligger udenom. Det kræver selvtillid og en tro på, at ens måde at gøre tingene på er rigtig.
Hvor går det galt for kvinder i erhvervslivet?
– Alt for mange kvinder har et lidt barnagtigt eller idyllisk billede af det at være karrieremenneske. De har brug for selviscenesættelse og agerer ofte alt for følelsesladede, når de bliver presset, fordi de ad den vej har oplevet at opnå det, de ønsker i andre situationer i livet. Og så skal kvinder holde op med at tro, at de skal være ligesom mænd og i stedet gøre det på deres egen måde. Det er kvinder ikke altid gode til, og derfor er der fx også stadig problemer med ligeløn og antallet af kvinder i toppositioner i erhvervslivet.
Hvorfor er danskerne så vilde med e-handel?
– Det er egentlig ulogisk, når vi nu er et lille land og har så kort afstand til det meste, inkl. butikker. Men vi er også et internationalt minded folkefærd, tror jeg. Danskerne har fra starten virkelig taget e-handel til sig ud fra parametre som convenience, lethed og tidsbesparelser, og derfor er der i dag også så stort et potentiale for online-handel i Danmark.
Er der forskel på dansk og svensk virksomhedskultur?
– Helt klart. I Sverige beslutter man sammen, man skal være enige og mere fælles om det. Danmark kan være langt mere aggressivt, topstyret og ligepå. Men Ellos søgte via headhunting netop én, der kan og vil selv. Jeg har fået nøglerne og ansvaret og oplever stor opbakning. Det er jeg taknemmelig for, og det skaber stor motivation i hverdagen.
Får du overhovedet tid til at slappe af?
– Mit liv er mit arbejde! Min mand og jeg har ingen børn, jeg arbejder meget, og jeg elsker det. Det kan godt være lidt stressende altid at være på, som jeg er, og min familie og venner kan være irriterede over, at jeg altid er på telefonen. Det skal jeg arbejde med – men det er også sådan, jeg trives bedst. Jeg elsker mit arbejde.