Der er plads til både karriere og slow living i Toscana for 1980’ernes Melodi Grand Prixlegende Søren Bundgaard og kæresten Helle Dalgaard. Sammen har de indfriet drømmen om et nyt liv under varmere himmelstrøg – og en ny karriere, der kombinerer musik med formidling af toscanske ejendomme.
Tekst: Helle Dalgaard Foto: Toscanaproperty.dk og Henrik Sørensen
En lun forårsmorgen sidder Melodi Grand Prix-vinder, komponist og musikproducer Søren Bundgaard og kæresten Helle Dalgaard med morgenkaffen på den ene terrasse. De har udsigt over den frodige dal og de omkringliggende bjerge, som ligger for fødderne af deres stenhus uden for Molazzana, Toscana. Huset købte parret i sommeren 2012, hvor de tog skridtet til at blive udlandsdanskere og lægge karriereræset bag sig til fordel for et liv med mindre stress, mere livskvalitet og mere tid til hinanden.
Søren Bundgaard har siden 1980’ernes Melodi Grand Prix-sejre med Kirsten Siggaard og Birthe Kjær haft en travl karriere som musikproducer. I mange perioder med arbejdsdage fra tidlig morgen til sen aften. De seneste mange år har Søren arbejdet som selvstændig med sit eget musikstudio, og derfor foregik arbejdsdagene primært alene i pladestudiet på parrets tidligere landsted udenfor Vadum i Nordjylland.
Fra Nordjylland til Toscana
Efter tre vintre i træk med bidende frost og store mængder af sne tog Søren og Helle i 2010 beslutningen om at rykke tilværelsen til et land med varmere temperaturer og mere solskin: – Efter vi havde været sneet inde flere gange, tænkte jeg, at når jeg alligevel sidder alene og arbejder, kunne jeg lige så godt gøre det et sjovere og varmere sted. Helle og jeg havde travlt med hver vores karrierer i Danmark. Det betød, at der i hverdagene var meget lidt tid til hinanden og meget lidt energi til familieliv. Vi snakkede tit om, at vi ønskede at komme ned i gear og få mere tid til hinanden, fortæller Søren Bundgaard.
Efter det første besøg i Toscana var Søren og Helle sikre på, at det var her, de skulle finde det hus, som kunne danne rammen om et mere afslappet liv. Efter at have set rigtig mange huse i Toscana faldt valget på et 250 år gammelt rustikt stenhus med en enestående beliggenhed.
– Vi ville bo i Garfagnana-dalen, fordi det er et af de smukkeste steder, vi har besøgt i Toscana. Om dagen har vi udsigt til frodig natur og bjergtoppe, og om aftenen kan vi skimte lyset fra de små byer rundt omkring i dalen, siger Helle Dalgaard. Søren Bundgaard supplerer: – For os er Toscana som et skatkammer fyldt med oplevelser, vandreture, god mad og vin. Oveni har vi tre gange så mange solskinstimer som i Danmark og et mildere klima, og det smitter af på energiniveauet og humøret.



Slow living går hånd i hånd med arbejdslivet i Toscana
Søren Bundgaard har rykket sin musikproduktion og sin virksomhed med til Toscana. Han har ombygget og indrettet husets gamle kostald til pladestudie. Derfra producerer han stadig musik for en række danske kunstnere, hvoraf nogle af dem også rejser ned til studiet i Toscana for at lave musik.
For Helle Dalgaard har tilværelsen som udlandsdansker i Toscana betydet et farvel til tilværelsen som bogholder i en nordjysk virksomhed og goddag til et mere frit liv som formidler af ejendomme til salg og udlejning i Toscana. Med kontor hjemme i Molazzana bistår Helle danskere med at købe og leje ferie- og helårsboliger i Toscana – af og til med hjælp fra Søren Bundgaard.
– Flere danskere er interesserede i det italienske boligmarked, fordi priserne er meget lave efter finanskrisen. Vi kender Toscana, de særlige italienske købsprocesser, og vi kan sproget, så det var en naturlig og spændende vej at gå, forklarer Helle Dalgaard.
– Vores hverdag er helt anderledes end i Danmark. Vi arbejder stadig meget og er også sammen om toscanaproperty.dk, men vi har taget italienernes slow living til os og er kommet ned i gear og nyder alt, hvad Toscana har at byde på, siger Søren Bundgaard, og fortsætter efter en lille pause: – Nogle gange kniber vi os selv i armen, når vi står på terrassen og kigger ud over dalen. Kan det virkelig passe, at vi bor sådan et dejligt sted?
På markerne omkring det gamle stenhus har Søren Bundgaard og Helle Dalgaard deres egen vinranker. Sidste år blev der plantet nye vinstokke, der bliver passet efter grundig vejledning af en lokal vinbonde. Når de nye vinstokke er klar om nogle år, så skal de til at lave vin selv. Drømmen er også, at parret med tiden kan høste oliven på ejendommens oliventræer og lave egen økologisk olivenolie.
– Udover toscanaproperty.dk er vores fællesprojekter markerne og haven. Lige nu har Toscana alt hvad vi har ønsket os, men vi vil også gerne opdage mere af Italien. Men det er uden tvivl det her hus og det her område, vi bliver boende i, så længe vores helbred tillader det, siger Helle Dalgaard.


En indretning med respekt for Toscana
Gennem mere end et år har parret selv og med hjælp fra lokale håndværkere renoveret det 250 år gamle stenhus på 150 m², som ifølge Helle Dalgaard er et typisk Toscana-hus. Huset havde været ubeboet i 25 år, men det skræmte ikke parret fra at købe: – Vi ønskede et ægte toscansk stenhus med plads nok til, at vi begge kunne arbejde hjemme og have gæster fra Danmark. Det kunne vi få i det her hus sammen med en fantastisk udsigt, forklarer Helle Dalgaard.
Boligen har to etager ud over husets kælder, hvor der stod store, gamle vintønder. Vintønderne fulgte med i købet, eftersom de er blevet bygget i kælderen og ikke kunne bæres ud.
Under hele renoveringen har Søren Bundgaard og Helle Dalgaard været tro mod den klassiske, toscanske byggestil. Vægge og mure er den såkaldte Faccia Vista-stil, hvor man udvendigt og indvendigt kan se de kampesten, som væggene er bygget af. Alle lofter, bjælker og søjler er lavet af kastanjetræ, som er et af de mest anvendte byggematerialer i Toscana.
– Vores hus har et grotteagtigt udtryk med de rå og store sten, og det passer godt med den natur, som vi omgives af. Men vi har også tilført huset moderne elementer såsom et walk-in-closet, vores møbler fra Danmark, opvaskemaskine og gulvvarme under det klassiske klinkegulv, siger Søren Bundgaard.
Uden for huset har Søren Bundgaard selv anlagt flere terrasser, hvor han og Helle Dalgaard hele året kan sidde og nyde morgenkaffen i solen med udsigt over dalen og bjergene. Ved siden af en af terrasserne har han ombygget husets originale vaskeplads til et lille svømmebassin, hvor vand fra kilder i bjergene løber ned. Her kan man blive afkølet på de varme og solrige sommerdage, som Toscana byder på.
Helle & Søren
Søren Bundgaard har vundet Melodi Grand Prix sammen med Kirsten Siggaard i 1984, 1985 og 1988 med sangene ”Det’ lige det”, ”Sku’ du spørg’ fra no’en?” og ”Ka’ du se, hva’ jeg sa’?” og med Birthe Kjær vandt han i 1989 med sangen “Vi maler byen rød”. Siden da har Søren Bundgaard arbejdet som musikproducer og er indehaver af musikstudiet SB Studio. Han producerer musik for en lang række danske kunstnere såsom Birthe Kjær, Brdr. Olsen, Kandis, Sweethearts, Dario Campeotto, Lene Siel og Kirsten Siggaard m.fl.
I Toscana arbejder Helle Dalgaard med salg og udlejning af ejendomme til danskere – et arbejde som Søren også er involveret i. De bistår danskere med den specielle italienske salgsproces fra start til slut. Det italienske ejendomsmarked lider stadig under finanskrisen, og derfor er ejendomspriserne lave. Danskerne har i den grad kastet deres kærlighed over Italien og i særdeleshed Toscana. Det er både vejret og naturen, der lokker folk herned, men også slow living og alle de skønne vine og madvarer trækker danskerne til Toscana.
Se mere om formidlingen af ejendommene på www.toscanaproperty.dk