Drømmen om en bolig i Spanien

1. juli 2023

Mange danskere drømmer om at eje en bolig i Spanien, under sydens sol, hvor de, når tiden kommer,
kan nyde deres otium. For stadigt flere går drømmen i opfyldelse. Det spanske boligmarked er inde i en god gænge. Priserne er attraktive i forhold til det øvrige Europa, der er stadig gang i byggeriet og kvaliteten er høj.

Tekst: Morten Buckhøj Fotos: Spanish Homes / Anne Kring

Bo Vilsgaard er advokat og indehaver af ejendomsmæglerfirmaet Spanish Homes, som har specialiseret sig i formidling af ejendomme på især Solkysten; det meget populære område, der strækker fra Malaga og vestpå mod Estepona.

Få kender som ham det spanske boligmarked, og de særlige regler, der gælder når man som dansker ønsker at investere i en bolig i Spanien. Med sin baggrund som advokat og sit mæglerkendskab i Spanien, hvor han har familie og selv har hus og bor en stor del af året, er han i stand til at guide køberne
trygt og sikkert gennem hele processen omkring boligkøbet.

– Boligmarkedet i Spanien er et super konkurrencepræget marked, for den væsentligste forskel på markedet dernede og herhjemme er, at alle mæglere må sælge alle boliger. I modsætning til i Danmark, hvor man sætter sin bolig til salg hos én mægler, så vælger sælger i Spanien en mægler, som lægger ejendommen ud på markedet. Herfra kan alle mæglere så sælge boligen. I forbindelse med en handel, skal sælgers mægler dele noget af sit salær med købers mægler. Det betyder at min indsats som mægler i en handel er gratis for
køber, for det er sælgers mægler, der betaler mig. Det betyder også, at det er vigtigt at have en mægler, som til bunds kender både markedet og de spanske regler, som er noget forskellige i forhold til herhjemme, siger Bo Vilsgaard.

Anderledes regler

Der er mange udbydere af spanske boliger, også på det danske marked, og Bo Vilsgaard peger på, at hans profil skiller sig markant ud i forhold til mange af konkurrenterne.

– Der er for eksempel ikke de samme forbrugerbeskyttelsesregler i Spanien, som i Danmark, så her kommer min baggrund som advokat til gavn. Man skal ikke kun kende de spanske regler, men også have kendskab til danske forhold – blandt andet arvereglerne, som er forskellige i Spanien og Danmark – og det har de spanske mæglere typisk ikke, siger Bo Vilsgaard.

I forbindelse med en gensalgshandel gælder i Spanien, at what you see is what you get, der laves ikke tilstandsrapporter og der er ikke regler om fortrydelsesret. Derfor sørger vi altid for, at køber på anden vis kan få en byggeteknisk vurdering af en ejendom inden et køb, hvis køber ønsker det, fortæller han.

Byggeprojekter, finansiering og investering

Når Bo Vilsgaard i dag oplever en stigende efterspørgsel efter en bolig i Spanien, skyldes det ifølge ham, at publikummet ganske enkelt er blevet større. Der er gennem de senere år kommet en meget stor, velpolstret middelklasse, ikke bare i Danmark, men generelt i Europa, som er interesseret i at investere i fast ejendom i Spanien. Både for at have et sted at tage hen og holde fri, og som investering. I dag, siger han, er der næsten for få varer på hylderne.

Solkysten er logistisk set en fantastisk destination, for der er masser af flyafgange til Malaga fra både Billund, Aarhus, Aalborg, Hamburg og Københavns lufthavne, og i perioder med endog meget billige flybilletter.

Markedet består af både gensalgsejendomme, og af byggeprojekter, og især det sidste er populært.

– Vi har klart flest henvendelser i Danmark på projekter, fortæller han. – Det er utroligt sikkert at investere i, og attraktivt hvis man kan vente 12-24 måneder med at flytte ind. Projekterne i Spanien i dag er af meget god kvalitet, moderne og nutidige boliger, energivenlige og ofte med et stort hensyn til bæredygtighed. Finansielt er det også en sikker investering, for man er sikret af en bankgaranti mens byggeriet står på. Skulle det
ske, at projektet ikke gennemføres, dækker bankgarantien. Typisk betaler man 30 procent af købsprisen fra indgåelse af købsaftalen og til byggeriet står færdigt – penge, som altså er sikret af den nævnte bankgaranti. Og lige så typisk så er købsprisen mellem 10-20 procent billigere end ejendommens værdi, når den står færdig. Det er altså en rigtig god og sikker investering. Og vi ved, hvor de gode projekter ligger, siger han.

Der er mange forskellige finansieringsformer. Dels gennem et dansk pengeinstitut, her nævner Bo Vilsgaard Nykredit som meget dygtige, dels gennem finansiering i spanske banker. Nogle købere har allerede pengene, og ønsker blot at investere dem, mens andre søger finansiering. Begge dele er Bo Vilsgaard parat til at rådgive om.

Typiske købere

Den typiske køber er i dag et par i 50’erne eller lidt ældre. De har gode jobs, muligvis som ejer- eller medejer af en virksomhed, eller i lederstillinger. Det er mennesker, der kommer med en del af pengene selv, eller dem alle.

– Det er ikke alle, der vil vente til et byggeprojekt, står færdigt. Nogle vil gerne kunne flytte ind med det samme. Spanish Homes har både kunder, der køber en ejendom i investeringsøjemed, og andre, der køber til privat brug. Der er meget gode muligheder for at udleje boligen og få dækket driftsomkostningerne og en del af renter og afdrag. Udlejningssæsonen på Solkysten er stort set året rundt, og der er mange muligheder for at leje ud. Man kan enten udleje gennem AirBnb eller gennem et bureau, som typisk tager 20-25 pr ocent i provision. Vi oplever en del, der udlejer ejendommen i de perioder de ikke selv benytter den, indtil de har tid og lyst til at bruge den 100 procent. Så skifter de møblerne ud, og maler, og så står ejendommen som ny, når
de selv flytter ind.

Hvad koster det?

Man kan få ejendomme i alle prislejer i Spanien, men Spanish Homes formidler typisk lejligheder i nye byggeprojekter fra ca. 500.000 euro og opefter til to-tre millioner euro for villaer. Ét af de mest populære områder lige nu for projektboliger, oplyser Bo Vilsgaard, er strækningen fra Benalmádena til La Cala Mijas.

En nybygget lejlighed i prisklassen omkring 500.000 euro i et moderne projekt med en god beliggenhed vil for eksempel bestå af to-tre soveværelser, et stort køkken-alrum, to badeværelser, stor terrasse med en flot udsigt, adgang og brugsret til fitness faciliteter og pool, samt typisk en til to parkeringspladser.

Læs mere om Spanish Homes og se aktuelle boliger på www.spanishhomes.dk

Del artiklen:

Relaterede indlæg

High-end elcykler ruller ind i Aarhus

Tablelab – et nyt kapitel i dansk møbelkunst

CONNECT NATURE: Fremtidens Tiny Houses i Danmark

Fra havedrøm til drømmehave

CANVAS – lyden af succes

Diamonds are forever

Født som entreprenør

Arkitekttegnede huse i ren zen

Østlig filosofi forenet med nordisk håndværk

Designkayaks et eventyr skabt af passion og vedholdenhed

Søg