Ifølge medejer af OpenLedger, Ronny Boesing, vil fremtiden byde på uanede muligheder med Blockchain-teknologien. Potentialet er enormt, og vi er som dansk firma helt fremme i udviklingen af løsninger, der kan bruges i mange brancher.
Tekst: Torben Svane Christensen Foto: OpenLedger
Blockchain er nok mest kendt som teknologien, som bitcoin og andre kryptovalutaer er baseret på. Teknologien gør det muligt at overføre informationer direkte mellem personer på en meget sikker måde. Det er også her, at de fremtidige muligheder for teknologien skal findes, fastslår Ronny Boesing, grundlægger af OpenLedger, der startede op som en decentral børs for kryptovalutaer som bitcoin.
– Da jeg grundlagde OpenLedger, var det med den vision at bygge noget bæredygtigt, som mennesker i hele verden kunne bruge. At kunne nå ud til de folk, som bankerne ikke når, så de mennesker kan få mulighed for at skabe sig en økonomisk sikkerhed. Det er muligt med blockchain, der blandt andet kan bruges i forbindelse med crowdfunding til små og store projekter, siger Ronny Boesing, og fortsætter:
– Man skal huske på, at blockchain og bitcoin blev udviklet som et modsvar til det, der skete i 2008, hvor bankerne gik ind og løj for kunderne, så der opstod en boble, der bristede og gav os finanskrisen. Størstedelen af dem, der angriber den her teknologi og kryptovalutaer nu, de kommer fra bankverdenen, som var dem, der var skyld i finanskrisen, understreger Ronny Boesing.
Designet til ekstrem sikkerhed
Blockchain har en indbygget design-sikkerhed. Det giver mulighed for registrering af hændelser, medicinske journaler og andre journaliseringsopgaver samt sikker håndtering af identiteter, transaktioner og dokumentation.
– Vi vil lave skalerbare løsninger baseret på blockchain-teknologien, som kan være til gavn for alle, om du er privatperson, et firma, en regering eller en NGO, siger han. Man kan putte alle former for data ind i blockchain. Skøder eller andre dokumenter, som der ikke skulle kunne ændres på. Blockchain kan bruges i forhold til kontrakter mellem to parter, hvor midler først frigives, når kontrakten er opfyldt og overholdt.
– OpenLedger tilbyder BaaS – blockchain as a service, og det kan bruges i mange brancher på for eksempel sundhedsområdet i forhold til patientsikkerhed, eller når man skal stemme til et valg, for blockchain kan man ikke manipulere med, siger han.
Gennemsigtig forretning
I mange år var Ronny Boesing i musikbranchen, hvor han solgte og distribuerede musik til det meste af verden. Men for fem år siden, tog hans liv en helt anden drejning, da han blev kontaktet af en tidligere samarbejdspartner fra Minsk.
– Han havde fået en ide til en handelsplatform for bitcoin og andre kryptovalutaer, og han ville gerne have mig med i projektet. En decentral børs er transparent for alle, og det er også sådan, jeg ser mig selv. Jeg vil gerne være med til at udvikle projekter, der peger fremad med et større sigte, fortæller Ronny Boesing, der på det tidspunkt var i gang med en bachelor i Export & Technology Management på UCN, Professionshøjskolen University College Nordjylland. Samarbejdet blev til platformen Crypto Coins Exchange Denmark, CCEDK, og senere OpenLedger, der kan oversættes til “åbent regnskab”.
Kreditkort klippet i en million stykker
OpenLedger tilbyder blandt andet, at opbevare brugernes virtuelle valuta forsvarligt.
– Du har mulighed for at lave en konto,der er så sikker og anonym, at det kun er dig, der har kontrol over den. Det vil være som at have et kreditkort, som du klipper i en million stykker og spreder ud over hele verden, og den der skulle have adgang til din konto, skulle så først samle alle stykkerne igen, fortæller Ronny Boesing. Tre måneder efter starten havde OpenLedger mellem 35.000 og 40.000 brugere, og indtjeningen kommer blandt andet fra en lille procentdel ved hver handel på børsen. OpenLedger har kontor i Minsk i Hviderusland, hvor 65 ansatte, programmører, teknikere og marketingsfolk, sørger for at portalen kører og udvikler nye forretningsområder. Blandt andet indenfor crowdfunding, hvor OpenLedger tilbyder at være mellemleddet mellem projektet, der søger støtte, og dem, der vil støtte projektet, samt tjenester målrettet spilbranchen. Lige nu føler vi os dejligt udfordrede med at kunne bygge og udvikle, og samtidig få vores omkostninger dækket ind. Vi har naturligvis som delmål at få opbygget noget, hvor vi kan trække os lidt tilbage og lade andre køre den globale virksomhed, siger Ronny Boesing.
Verdenskendt
Han håber, at OpenLedger om fem år er kendt i hele verden, og synliggørelsen er en del af hans arbejde. Det anerkendte tidsskrift Forbes og Børsen har bragt flere artikler om firmaet.
– Min partner i Minsk tager sig af det administrative, og jeg rejser rundt i verden til konferencer og møder for at udbrede kendskabet til OpenLedger, fortæller han. Han tror på, at den åbenhed, der er omkring firmaet, er med til at skabe tillid hos kunderne. Han understreger også, at han nøje følger med i de regler, der bliver fastsat for handel med virtuel valuta.
– Man kan sige, at vi er ved at opbygge et decentralt konglomerat, hvor vi udvikler på mange projekter, der alle er baseret på blockchain. Verdens folk er tænkt som de potientielle brugere, hvor alle er forbundet i en synergi af fremdrift, siger Ronny Boesing, deraf vort slogan blockchain powered, people driven.
Få mere information her: www.openledger.info
Hvad kan blockchain bruges til i fremtiden?
Finans: Tidligere Google-ansatte stiftede sidste år firmaet ThoughtMachine, der skal udvikle blockchain-løsninger til at fremtidssikre den finansiellesektor.
Kontrakter: Den mest populære kontraktplatform er Ethereum skabt af den russisk-canadiske programmør Vitalik Buterin i 2013. Ethereum er et netværk af computere, der driver en Ethereum-blockchain. Med Ethereum er det muligt at lave peer-to-peer kontrakter, som benytter systemets egen virtuelle valuta Ether.
Shipping: I shipping bruger man et konnossement, der er et “negotiabelt dokument”, hvilket betyder, at en part kan overdrage dokumentet til en anden, som så får retten til lasten. Til kontrol er det nødvendigt med en masse mellemled. Den israelske startup Wave vil eliminere de mellemled ved at lave en aftale baseret på blockchains.
Musik: Blockchains til registrering af royalties og copyright samt deling af musik, så musikerne kan undgå fordyrende distributionskanaler som Spotify.
Energi: Blockchains kan hjælpe med at holde styr på salg og køb af strøm i systemet.
Sundhed: Sikre data- og patientsikkerhed.
Ulandsbistand: AID:Tech arbejder med en løsning, der skal skabe gennemsigtighed og mulighed for at følge den givne bistand. En fordel med blockchain er også, at der ikke kan finde dobbelt-transaktioner sted, og det vil minimere risikoen for svindel med bistanden.
Blockchain er teknologien bag bitcoins. Det er en kontinuerligt voksende liste af blokke, som er forbundet med kryptografi. Hver blok indeholder typisk en kryptografisk henvisning til den foregående blok, et tidsstempel samt et antal transaktioner. Blockchains er designet til at gøre det meget vanskeligt at ændre tidligere transaktioner.
Det første distribuerede blockchain-koncept blev formuleret af Satoshi Nakamoto i 2008 og implementeret det efterfølgende år som et kerneelement i den digitale valuta bitcoin.