Simon Schiølin er kendt som Mr. hummel, hvor han som salgsdirektør i en årrække har været med til at cementere firmaets brand herhjemme og i Skandinavien. Nu har han startet sit eget rådgivningsfirma, Schiølin – til stregen, hvor han blandt andet vil hjælpe firmaer med ”go to market” strategier samt udvikling ved at gå til stregen
Tekst: Torben Svane Christensen Foto: Otto Motzfeldt / Steven Biccard / Jesper Yde
Som salgsdirektør for hummel har Simon Schiølin stået i spidsen for væksten af det danske modebrand rent salgsmæssigt igennem et årti på bla. hjemmemarkedet. Han har trykket hænder med Maradona som stifter af Danmarks mest velgørende fodboldhold og været med til at indsamle millioner af kroner til velgørende organisationer. Det har altid handlet om at flytte grænserne for, hvad der kan lade sig gøre.
I dag sidder Simon Schiølin i et større antal bestyrelser og advisory boards, holder foredrag og rådgiver danske virksomheder om, hvordan man skaber resultater ved at gå ”til stregen”. ”Tænk ud af boksen”. Den sætning burde forbydes. Problemet er, at din jordforbindelse bliver kappet, når hverdagens vanetænkning afløses af drømme,” siger han og fortsætter: ”Det er fint at have store visioner. Om ikke andet for at få forstyrret sit verdensbillede for en stund. Men visioner og drømme skal styres og bygges oven på kernen i forretning. Hvis du vil flytte noget – hvad enten det er medarbejdere, holdninger eller bundlinje – så handler det om at tænke på kanten af boksen og at gå lige til stregen af din formåen med lige dele realisme og ambition.”
Sølv er tabt guld
Ét af flere Schiølin kendte mottoer er ”Never seen before”. ”Det går ud på at søge, udvikle og ikke mindst implementere koncepter, der er helt unikke og skaber resultater. Det handler om udfordre ens kreative grænserum, og derigennem skabe koncepter, der ikke er set før for at komme til tops. Jeg er selv en dårlig taber, for mig er sølv tabt guld,” understreger Simon Schiølin, der kan bryste sig med titlen som Årets Unge Erhvervsleder i Danmark 2010/11.
Den første handel han gjorde i sit liv, gjorde ham ikke populær hos ”leverandøren”. Moderen Vivian Maria Schiølin, er keramiker og kunstner og som helt lille sad han i sin lift ved drejeskiven på kunstakademiet. ”Da jeg var fem år, havde jeg set, hvordan de andre børn solgte legetøj ved vejen fra deres bobslæder. Så jeg tog nogle af de største og pæneste keramikkrukker, og trak afsted med min trækælk, jeg skulle jo skille mig ud fra de andre drenge, både hvad angik eksponeringsform og vareudvalg,” griner Simon. De kostbare keramikkrukker blev hurtigt solgt for nogle få kroner og den unge forretningsmand kunne melde om alt udsolgt. ”Her lærte jeg i en meget tidlig alder noget om kalkulation og avance og det faktum, at toplinien ikke gør det alene” fortæller han.
Stuearrest
Debuten som købmand blev belønnet med en stuearrest, men det fik ham ikke til at opgive drømmen om at blive selvstændig. Sammen med en kammerat startede han som blot 13-årig firmaet JS Sport, der opstrengede og solgte ketsjere samt sportstøj, sleb og voksede ski samt importerede ure fra østen og slips fra Italien. »Jeg har kreativiteten fra min mor. Men hvor hun er kunstner og kan lave alt med sine hænder, så er min styrke en kreativitet, der hele tiden genererer ideer, der kan sælge varer, budskaber og koncepter,« siger Simon Schiølin.
I parfumeafdelingen
Som 18-årig fik Simon en elevplads hos Dansk Supermarked, og han blev senere udvalgt af koncernen til at gennemføre en lederuddannelse som akademiøkonom med speciale i detailhandel. I Salling i Aarhus avancerede han på rekordtid til afdelingschef i sportsafdelingen via en souschefstilling i parfumeafdelingen med hele 31 kvinder ansat. ”Her lærte jeg, at man skal møde folk i øjenhøjde og tale kundens sprog. Sætte sig ind i deres verden og analysere samt definere deres behov. Jeg var blot 21 år, det var ”learning by doing”, en periode, hvor jeg udviklede mig meget som leder ikke mindst på det menneskelige plan. Jeg mødte og hilste ved flere lejligheder på min store inspirator Hermann Salling og har aldrig glemt ét af flere mantraer. ”Kig på varen, og vurder hvad den er værd og kan sælges for.”
Rekordomsætning på en dag
Han købte i 2002 Intersport på Ryesgade, hvor han med ”never seen before” køtilbud og egen udviklet samt kreativ fødselsdagsavis toppede sportsbranchen med en omsætningen på en enkelt dag med næsten 2 mio. kr. fordelt på 2-3 kasser. ”Mit personale og jeg udleverede telte, soveposer og liggeunderlag og gav pizzaer om natten og rundstykker om morgenen, hvor 800 stk. ikke rakte.” På tre år voksede antallet af medarbejdere fra 5 til over 50 og omsætningen fra 6 millioner til over 50 millioner. “Jeg var ekstrem stolt over at skabe så mange arbejdspladser og så flotte resultater sammen med mit ”dreamteam” af dygtige medarbejdere, hvoraf flere bestrider større, krævende stillinger i dag,” understreger han. Men et par alvorlige hofteoperationer samt en længere genoptræning, bevirkede en dom fra lægerne om at afvikle det fysisk krævende job. ”Dette gjorde desværre, at jeg så mig nødsaget til at afvikle mine butikker og frasælge min ejerandel efter små 4 års fantastisk vækst.”


Comeback brand
Eventyret som selvstændig var slut, men et nyt kunne tage sin begyndelse ved sportsfirmaet hummel, som han har været medvirkende til at udvikle markant på både top- og bundlinie siden 2005. Efter 3 års uafbrudt vækst som salgschef for Norden, blev han udnævnt som international salgsdirektør og indtrådte i direktionen. ”Min kreative lærermester og inspiration har været og er til stadighed firmaets ejer Christian Stadil, som jeg stadig har mange kreative stunder med. Jeg fortsætter også samarbejdet med ham og teamet omkring Mät, et nyt og spændende fødevarekoncept og brand og som tilknyttet konsulent for hummel, som jeg har været så nært knyttet til i et årti. CEO Søren Schriver lærte mig at tænke strategisk, taktisk og operationelt bla. ud fra Napoleons krigsteknikker, hvor ”slaget ved Waterloo” i 1815 eksempelvis har været brugt som case. Søren Schriver har derfor om nogen været manden, der har givet mig tro og vished om, at det kan lykkes at konkurrere med de helt store med list og business-snilde, også selv om man ikke nødvendigvis har de samme muskler og budgetter til markedsføring,” siger han.
Drømme skal udleves
Nu starter et nyt og spændende kapitel som selvstændig – en beslutning Simon Schiølin tog og siden meddelte hummel allerede i foråret 2015, så der var god tid til at planlægge overgangen og det nye set-up i ledelsen/direktionen. Fremover tager Simon Schiølin imod kunder og virksomheder midt på Vestergade i Aarhus, hvor firmaet Schiølin – til stregen, har til huse i et pakhus ”med arkitektonisk kant” fra 1895. For den erfarne erhvervsleder vil fremtiden nu blandt andet bestå af rådgivning som fordeler sig på bestyrelsesposter, advisory boards og konsulentopgaver. ”Drømme skal udleves – jeg lever min og glæder mig til at gøre en forskel både på og udenfor banen”.
Foredrag der rykker
Han har allerede signet en lang række spændende virksomheder, som for Simon udgør de velkendte områder som mode-, sports- og skobranchen samt nye brancher som, restauration/cafedrift, fødevare-, underholdnings- og fodboldbranchen. ”Samtidig vil jeg turnere landet rundt med foredrag, der ikke bare henrykker men også rykker grænser i forhold til at udvikle evnen til at tænke ”på kanten af boksen” i virksomheden og for det enkelte individ.” I den forbindelse har han besluttet at ”walk the talk” i forhold til sin store passion for velgørenhed og donerer derfor 1000 poliovacciner pr. afholdt foredrag til fordel for UNICEF igennem ”Danmarks mest velgørende fodboldhold”, som han stiftede i 2008. ”Velgørenhed giver mig et særligt kick, når vi lykkes. Det giver mig en sjælden stolthed at kunne levere et velgørende resultat, som har overgået mine forventninger, som ellers altid er sat højt på egne og holdets vegne.”
Mere kvalitetstid med datteren
Simon Schiølin har efter sin beslutning om at få fod under eget skrivebord mødt masser af positive tilkendegivelser fra omverdenen, og også mange kommentarer som: ”Det er godt nok modigt!” ”Jeg føler dog ikke selv den store dristighed og mod i forhold til min beslutning, som er yderst velovervejet og virker ganske naturlig for min udvikling af mit videre karriereforløb. Jeg har altid lært at stole og tro på egne evner, og tillid samt tro på én selv, flytter altså ”bjerge” for mig og udvikler min businessmæssige evner og formåen overfor mine kunder.” En vigtig faktor for Simon i hans nye regi, er noget der ikke har med top/bundlinie og virksomhedsstrategier at gøre. Det er hans seksårige datter, Filippa Maria, som halvdelen af tiden bor hos sin far og halvdelen hos sin mor på Trøjborg. ”Jeg vil gerne være den bedste udgave af mig selv som person og rådgiver i mit nye regi, men det starter ved at være den bedste udgave af mig selv som far, ved at følge min datter tæt i hendes opvækst,” siger Simon Schiølin.
Danmarks mest velgørende fodboldhold
… har siden 2009 haft en mission om at ændre verden gennem sport – nærmere bestemt bruge fodbold som løftestang til at forbedre levevilkårene og skabe glæde hos mange tusind børn og deres familier overalt i verden – fra Grønland til Afrika. “Danmarks, og måske verdens mest velgørende fodboldhold”, har de seneste otte år gjort en forskel for børn i verdens hårdest ramte regioner. Simon Schiølin er stifter og frivillig sportsdirektør for konceptet som består af 35 spillere/ildsjæle. Danmarks mest velgørende fodboldhold, har spillet på Grønlands indlandsis med syv lag tøj i tocifrede minusgrader, i Dubais ørken med kameler som hjørneflag, mod FC Barcelona og i Shanghai. De har spillet showkampe rundt i Europa og deltaget i velgørenhedsarrangementer, alt sammen med så mange velgørende sponsorer i ryggen, at man har doneret 15 millioner kroner i sportsudstyr til Røde Kors og i samarbejde med UNICEF har kunnet finansiere 25 millioner liter renset vand i Afrika, 250.000 doser poliovacciner samt sikret opførelse af 50 huse til nødhjælps- og udviklingsorganisationen Adra Dk’s arbejde i Burundi. “Der er venteliste til at komme på holdet, man skal være parat til at yde. Det er velgørende blod, sved og tårer,” pointerer Simon Schiølin. Selv om holdet rejser verden rundt, er der også tid til at spille i oldboysturneringen hver mandag i Hinnerup.
Se mere her: www.fodboldtilforskel.dk


5 frække spørgsmål
Hvor er du om 5 år?
Der har jeg videreudviklet mit firma til nye højder, defineret min rolle helt klart, holder flere inspirerende foredrag rundt i landet og rådgiver til stadighed en række spændende nøje udvalgte virksomheder for at gøre en forskel.
Hvordan stresser du af?
Det gør jeg ærligt og redeligt ved at arbejde med min store passion, velgørenhed. Selv om at det er tidskrævende, så giver det mig så meget at kunne hjælpe andre og gøre en forskel. Jeg slapper også af, når jeg er sammen med min 6-årige datter, som også er én af grundende til, at jeg er blevet selvstændig igen er, så jeg har mere kvalitetstid sammen med hende.
Hvad motiverer dig?
Når ting lykkes, og lidt til! Jeg vil gerne se resultater og gerne på kort sigt. Komme igennem med de koncepter virksomheden og jeg brænder for. Jeg tænker hele tiden i udvikling, hvordan man kan tviste koncepterne, så de bliver mere optimale og giver størst mulig værdi for de involverede. For nylig besøgte jeg som kunde tilfældigt en nyåbnet butik med et nyt og ikke afprøvet koncept. Jeg endte med at blive i to timer og kom med godt 20 forslag til, hvordan de kunne optimere forretningen og konceptet og skabe ekstra værdi. Det er en positiv arbejdsskade.
Dit største nederlag?
Da jeg blev skilt. Som vindertype er det aldrig sjovt at lide et nederlag, hvad enten det er på eller udenfor den private bane-halvdel. Man siger, at den lykkelige skilsmisse ikke findes, men den har vi til gengæld oplevet, men vi har også selv arbejdet hårdt og aktivt på det og gør det stadig. Så det har ført noget positivt med sig, og vi er i dag nogle af hinandens bedste venner.
Din største sejr?
Sejrene husker man sjovt nok bedst, som da min drengedrøm lykkes, og da jeg stod som ejer af mine første sportsbutikker og havde skabt mere end 50 arbejdspladser i en alder af 29-30 år. Men det var også en sejr, da det lykkedes os at gøre hummel til ét af de stærkeste sports- og kidsbrands i Danmark i stærk konkurrence med flere af de store globale spillere i eks. sportsbranchen.
Se mere på www.schiolin.dk