Det handler om personlighed

10. juni 2013

Kodeordet er kommunikation

For 48-årige Jesper Therkildsen er hver eneste ny bygning en unik udviklingsproces. Man flytter kun sig selv og skaber et ægte, visionært hus gennem konstant dialog med netop de mennesker, der skal bo i det.

Arkitekt Jesper Therkildsen er mand for ord med kant. Og han sætter handling bag ordene med sine bygninger, som han skaber med udsigt over vandet, Fredericia og Lillebæltsbroen i en lys og rummelig villa, han også selv har tegnet.

Han har fx ikke meget til overs for tidens krukkeri omkring energibesparelser:

”Drop nu de løgne og usandheder, der opstår i kølvandet på den grønne bølge. Langt størstedelen af påstandene er bare salgssnak uden sammenhæng med virkeligheden og et forsøg på at sælge et produkt, der ikke fungerer optimalt – til overpris,” siger Jesper Therkildsen, der har omkring 200 projekter på CV’et.

For hans egen virksomhed, Therkildsen Arkitekter, handler det i stedet om design og funktion. Kardinalpunkterne er empati og evnen til at omsætte og kommunikere det ud, de ser og hører.

Alt kan lade sig gøre!

At skabe en bolig drejer sig om at tale med, fornemme og leve sig ind i mennesket. Om drømmene, landskabet, lyset og hele grunden, som opgaven drejer sig om. Det kræver empati. Og det tager tid.

”Det er i mødet med mennesker, jeg mærker min udvikling. Jeg bliver udfordret, og jeg får muligheden for at bruge min inspiration, erfaring og de forskellige materialer på en ny måde hver gang. Jeg tror ikke, alt kan lade sig gøre. Jeg er ret sikker på, at alt kan lade sig gøre,” siger Jesper Therkildsen.

Giv mig komplet arkitektur, tak

Der ligger således en helhedsopfattelse bag Jesper Therkildsens filosofi. For ham er det den komplette arkitektur, der skaber livskvalitet. Og livskvalitet er glæde, roden til sundhed, velstand og fremgang. Et liv med overskud og omtanke. Vis mig din bolig, og jeg skal sige dig, hvem du er, som han siger.

Det handler ikke bare om at sætte sig ned og tegne nogle streger, det handler om mennesket:

”Jeg lever af design – og for design. Jeg lever af at forme boliger for mennesker, der gerne vil vise, hvem de er, og som ikke bare vil være ligesom alle de andre. For mennesker, der vil have det optimale ud af deres liv og deres økonomi,” siger Jesper Therkildsen.

Når man finder ud af sig selv

Han er ikke i tvivl om, at de fleste mennesker faktisk godt ved, hvad de vil have – men skal have lidt hjælp til at komme dertil og opnå det. På den måde er arkitektur ikke en omkostning. Det er en investering i merværdi og livskvalitet.

Therkildsen Arkitekters individuelle løsninger ligger i designet, i menneskene og i den økonomi, der nu er til rådighed for menneskene bag byggeriet:

”At vælge en stil er at finde ud af sig selv. Stilen i boligen skal være et spejl af de mennesker, der lever på dét sted i dén bolig,” siger han.

We see things as we are

For Jesper Therkildsen er det centralt, at hans virksomhed aldrig bliver større, end at han stadig selv altid er med i detaljen. Fordi det er mennesket, samtalen og drømmen, det handler om.

Therkildsen Arkitekter arbejder også med førnævnte energirigtige løsninger, men altid på et ”almindeligt, sundt fornuftigt niveau”, som han udtrykker det. Således at myndighedernes krav overholdes, mens visionen og drømmene til enhver tid styrer resultatet.

”Vi arbejder på og med enkelhed. Vi vil gerne skabe klassiske og tidløse boliger med det mål, at bygningerne fremstår mindst lige så attraktive om 20 og 30 år. Og det er hver gang udkommet af en dialog, ikke et objektivt resultat. ‘We don’t see things as they are. We see things as we are’,” som han siger det med et citat, hvis oprindelse fortaber sig i det uvisse.

Therkildsen Arkitekter arbejder over hele landet, har internationale byggerier bag sig og tegnestuer i Fredericia og København. Uanset projektet er det det samme, der altid går igen: Indlevelse, mennesker, landskaber, drømme. Det handler om empati og ægte kommunikation.

Det handler om personlighed, personlighed og atter personlighed.

Se mere på therkildsenarkitekter.dk

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Fra familiearv til fremtidens varme

Fra dansk designs guldalder til en bæredygtig samtid – VOLA står distancen

På et særligt sted – bør man skabe et særligt sted

Vores kulturarv skal bygges på mursten

To hjul erstatter fire – med en motor og et batteri

Lad wellness være et fristed i hverdagen

Med REXCON får byggeriet nye rødder

Med skræddersyet snedkerarbejde er vejen fra idé til virkelighed ikke lang

Når vi bevarer vores møbler, forlænges de gode minder

Gaggenau – Mageløst tysk design

Søg