Danish Cubehouse laver annekser, hvor design, funktionalitet og minimalisme går op i en højere enhed. Resultatet er et anneks med uanede muligheder som samtidig pynter på grunden.
Tekst: Vibeke C. Larsen Fotos: AR-CO / Danish CubeHouse
Hjemmekontor, gæsteværelse, lysthus, legeværelse til ungerne eller opbevaring af cykler og surfbræt. Kun fantasien sætter grænsen for anvendelsesmulighederne af et anneks fra Danish Cubehouse.
”Der manglede et alternativ til de Bilka-hytter, man kan købe i byggemarkederne. Vi vil gerne lave et hus, der er anderledes. En minimalistisk cube i et stilrent, nordisk design,” siger bygmester Dennis Bruhn, der er grundlægger af Danish Cubehouse.
Ideen opstod, da Dennis Bruhn for fem år siden hjalp en ven med en renovering. Familien ønskede et hjemmekontor, men da pladsen ikke var til det, endte Dennis Bruhn med at bygge et anneks, som kunne bruges hele året.
”I hverdagene arbejdede han i annekset, og i weekenderne pakkede han sin computer sammen, og så brugte børnene huset som spillerum,” fortæller han.
Flere fattede interesse for det alternative hjemmekontor, og en ny forretningsidé var født.
”Vores cuber kan isoleres bedre end et almindeligt anneks, så du kan bruge det året rundt. Ligesom det er muligt at huset forberedt til toilet og køkken,” fortæller Dennis Bruhn.



Et stykke dansk design til grunden
Et standardhus fra Danish Cubehouse leveres med terrasse og et stort panoramavindue, så naturen udenfor rigtig kommer til sin ret.
”En af vores kunder bruger sin cube som et lysthus, så hun kan sidde og nyde udsigten, mens hun drikker sin morgenkaffe,” siger bygmesteren og tilføjer: ”Huset er også smukt at se på, når man sidder i sin stue og kigger ud. Det er et stykke stilrent dansk design til din grund, som du kan holde ud at kigge på i mange år.”
Kunden kan også sætte sit individuelle præg på huset eller ønske specielle mål.
”I takt med vi får nye forespørgsler, opstår der nye ideer. Vi samarbejder med en arkitekt, men fordi vi selv er håndværkere, kan vi nemt se, hvordan en idé kan realiseres. Vi har både lavet huse med ovnlysvinduer og flere vinduer,” siger Dennis Bruhn, der også er tømrermester og indehaver af Byggefirmaet Jens Hansens eftf. i Skodborg.



Skandinaviske træsorter
Det er også i Skodborg cubehusene bliver bygget fra bunden af skandinaviske træsorter.
”Mange synes ikke, at det er bæredygtigt at bruge træ, fordi man fælder træerne, men vi bruger træ fra skandinaviske skove, som er lavet til at producere byggetræ, og derfor kan man styre væksten ved at plante nyt, når man fælder gammelt,” forklarer Dennis Bruhn.
Danish Cubehouse leverer også huse fremstillet af såkaldt termowood, som er varmebehandlet træ.
”Alle levende organismer i træet er derfor døde, og der kan ikke gå råd i træet. Derfor er huse i termowood vedligeholdelsesfrie. De normale træhuse skal, som alt andet træværk males, men vedligeholder man sit hus, kan det holde i mange år,” siger Dennis Bruhn.
Danish Cubehouse er i øjeblikket ved at undersøge muligheden for at bruge et genbrugsprodukt fremstillet af gamle tøjrester til f.eks. terrassebrædder.



Flyt huset
Danish Cubehouse hjælper gerne kunderne med at søge eventuel byggetilladelse, da nogle typer annekser tæller med i ejendommens BBR.
”Det er ærgerligt at skulle fjerne et nyopført anneks, fordi det er ulovligt opført. Så snart du bygger et skur, der er så godt isoleret, at du kan bruge det som bolig, tæller det med, og vi vil gerne hjælpe med at ansøge for kunden. Den service får du ikke, hvis du køber et anneks i byggemarkedet,” påpeger bygmesteren.
Husene fra Danish Cubehouse leveres færdigbyggede på en blokvogn og er lavet på et såkaldt skruefundament, hvor huset skrues ned i jorden på store skruer, og kræver derfor ikke et støbt fundament.
”Hvis du efter fem år finder ud af, at du hellere vil bruge din cube i sommerhuset end på din grund, kan den flyttes på grund af skruefundamentet,” siger Dennis Bruhn.
Et cubehus på 10 kvadratmeter koster fra 79.900 kr. eksklusiv levering.
Læs mere om Danish Cubehouse på www.danishcubehouse.dk