Et Home Theater i topklasse bringer de store biografoplevelser helt hjem i stuerne. Bülow Steensen satser på de magiske oplevelser med film og lyd og har etableret eget show room med nok Nordeuropas mest moderne hjemmebiograf.
Tekst: Rune H. Jensen Fotos: Bülow Steensen
Det ligner forestillingen om en dansk sommerdag med gul raps, kornmarker og vindmøller i horisonten, mens solen sender skarpe stråler ned over den lille by nord for Aarhus. Den gør ikke umiddelbart meget væsen af sig, Hørup. Men den gemmer på en hemmelighed. Et sving op ad alléen og ind på gårdspladsen i eksklusive omgivelser, så rammer man en anden verden. Og den verden handler om lyd- og billedoplevelser i absolut højeste ende af kvalitetsskalaen.
Nordeuropas mest moderne hjemmebiograf
Her holder Bülow Steensen til og har i den ene længe etableret intet mindre end et af Skandinaviens mest eksklusive showrooms med hjemmebiograf af den kaliber. Virksomheden sælger og distribuerer udelukkende markedsledende audio brands, og lad os med det samme sige det, som det er: Hjemmebiografen har en vis værdi, fordi high-end, ekstraordinære billed- og lydoplevelser og kvalitet har en pris:
– Hjemmebiografen her koster 1.5 mio. kr., som er et lidt magisk punkt i forhold til kvalitetsniveau. Den er vores showroom for hele Skandinavien med et design inspireret af den enkle, skandinaviske tradition. Den kan vise i 4K, dvs. højeste opløsning. Skærmen går fra væg til væg som i biograferne og er i det brede cinemascope-format på 3.86 meter. Faktisk kan vi her præstere en bedre billedkvalitet og lydgengivelse end selv den bedste kommercielle biografsal kan, siger Claus Bülow, der sammen med Thomas Rasmussen står bag den nye hovedsatsning.
Scarlett Johansson og Freddie Mercury i Hørup
Vi befinder os i Bülow Steensens hjemmebiograf, hvor Scarlett Johansson, Eric Clapton og Freddie Mercury toner frem på skærmen i exceptionel præcis og skarp billed- og lydgengivelse. Den er ca. 25-30 m² stor med syv professionelle, behagelige og justerbare biografstole i to rækker og skrå stadium seating. Det er eksklusivt og stilrent design fra gulv til loft, der simulerer en ”rigtig” biografs udseende, og al elektronik og teknik er gemt helt af vejen, så kun den rene rumoplevelse står tilbage.
Der er måske nok over 10.000 W, og der er bl.a. 15 højttalere og fire subwoofere skjult bag panelerne, men alt bliver styret helt enkelt og intuitivt fra en custom made brugerflade på en iPad inkl. lyd, lys, billeder og effekter. Det er ikke teknikken, der er bragt i fokus her. Den er en forudsætning og midlet til at opnå målet. Det handler i stedet om hele den magiske oplevelse af lyd, billeder og luksus i sit eget, private Home Theater. Om at komme ind i filmens, i musikkens eller gamingens fiktive univers, så den illuderer den rigtige verden til perfektion – og lidt til.


Et Home Theater for hele familien
– Filmene streames ikke bare, men er tilknyttet en server, så man nemt og tilgængeligt downloader dem – og i mange tilfælde stort set lige så hurtigt som de får premiere i biograferne. Det er Kaleidescape, som er det eneste godkendte filmserversystem, og der er bl.a. også Apple TV, TV-boks, Netflix og PlayStation tilsluttet. Så den bruges ofte som meget mere end en hjemmebiograf, men også som et familierum, et entertainment room for hele familien og vennerne, hvor man kan game, se fodboldkampe, en koncert eller en god film, fortæller Thomas Rasmussen.
– De rigeste familier har allerede én, og den er absolut også et emne for private, der har lidt ekstra overskud og plads. Den kan selvfølgelig også både gøres billigere eller dyrere, hvis der f.eks. skal sættes ekstra individuelt præg på den, når design og indretning er noget, man er entusiastisk omkring, siger Claus Bülow.
Lysten driver værket
Lyd har været hans passion fra barnsben. Som 12-årig i starten af 1970’erne købte han sit første stereoanlæg på et tidspunkt, hvor den slags var et særsyn. Og selv om han har været inde over andre arbejdsområder, så er han altid vendt tilbage til stereo, lyd og billede. Da Thomas Rasmussen har en tilsvarende stærk passion for hjemmebiografer, og da de to er stødt på hinanden utallige gange i branchen gennem årene, var det oplagt at slå tingene sammen under én paraply.
Det er lysten, der driver værket, som Thomas Rasmussen udtrykker det. Og i dag repræsenterer de to navnet Bülow Steensen, der har rødder helt tilbage til 1935, og værner fortsat om klassiske dyder som kompromisløs kvalitet og kompetent rådgivning. Resultatet af den lange historie og de klare værdier er, at Bülow Steensen i dag er en af Skandinaviens førende leverandører af high-end hi-fi og surroundsystemer.
Bring biograflyden helt hjem i stuen
Bülow Steensen sælger fortsat lyd af allerhøjeste kvalitet. Brands og produkter tæller bl.a. Mark Levinson-forstærkere, Revel-højttalere og virksomhedens egen Bülow Stand, en serie populære tv-standere, der bliver produceret herhjemme og designet i en minimalistisk, nordisk designtradition.
Og så er der ikke mindst JBL stereo og hi-fi i high-end. Netop JBL’s Synthesis er en vigtig del af hjemmebiografens centralnervesystem. Det er compression driver-højttalere og de hurtigste enheder, der findes på markedet. JBL dominerer i det hele taget biografmarkedet – også de traditionelle, kommercielle biografer, hvor mange danske og 75 % af de internationale i dag har lydanlæg fra JBL – og med JBL Synthesis by Harman kommer den rigtige biograflyd helt ind i hjemmet.
JBL Synthesis er en samlet pakke af optimeret elektronik og højttalere, så man oplever optimal surround i ethvert rum uanset størrelse. Højttalerne er skabt i mindre størrelser, med bedre lyd og i højere byggekvalitet end dem, der finder kommerciel anvendelse. De er kort sagt speciallavede hjemmebiografsystemer, der passer optimalt til netop det specifikke rum i hjemmet, og det er da også dem, der lægger surroundlyd til audiouniverset i showroomet hos Bülow Steensen.
Her er alle højttalere skjult bag specialdesignede listelofter og akustisk transparent, specialvævet stof fra gulv til loft, mens et integreret LED-lysdesign dæmper, fremhæver eller skifter lysets farve alt efter behov og ønsket stemning.




Magien i mørket
– Hvis man virkelig skal forstå det, så skal man se og høre det. Opleve rummet. Derfor kan man også booke en demo i vores hjemmebiograf her i Hørup lidt nord for Aarhus – der samtidig ligger i fornuftig afstand fra Tirstrup Lufthavn, hvor vi bringer skandinaviske kunder ind til en hjemmebiografoplevelse ud over det sædvanlige, siger Claus Bülow.
Virksomhedens kunder kommer fortrinsvis via forhandlerne, men samtidig forventer de to billed- og lydelskere, at hovedparten fremover vil komme via arkitekter og indretningsfolk, når der bygges nyt eller renoveres.
– Hjemmebiograferne er selvfølgelig en nicheproduktion, men vi ser et stort potentiale i dem, og vi forventer at levere 10-15 stk. om året fremadrettet. Vi har fundet nogle ordentlige omgivelser her, hvor man kan komme på besøg lidt diskret og få en fantastisk oplevelse i showroomet. Vi er ikke bange for høj cigarføring, og mulighederne er i princippet ubegrænsede, så man f.eks. kan designe hjemmebiografen lounge-agtig, i retro-stil, inde i stuen eller helt uden biografstole.
Kun fantasien sætter grænser
– Samtidig taler vi primært til det private og lidt velhavende segment med arkitekter og indretningsspecialister tilknyttet, og derfor kan vi sagtens håndtere det kapacitetsmæssigt. Der er relativt god tid og ikke noget panik, siger Thomas Rasmussen, mens Claus Bülow supplerer:
– Hvis der f.eks. skal bygges nyt hus, og hjemmebiografen er en del af det arkitektoniske projekt, så er der jo tid, og man kan planlægge sig ud af det. Vi indgår i processen hele vejen og involverer kunden, arkitekt, lyddesigner, teknikere og endda håndværkere, hvis der er brug for det, fortæller Claus Bülow og pointerer:
– Det er egentlig kun fantasien, der sætter grænser, når man designer sin hjemmebiograf. Mulighederne er der i hvert fald – for både overlegen billedkvalitet, uovertruffen lyd, ekstra komfort og gennemført design.
Se mere på www.bulowsteensen.dk