Kærlighed til træ

1. april 2011

Af Morten Buckhøj Foto: Katja Kejser/PP Møbler

Kærligheden til træet, til det unikke design og til bevarelsen af det gamle, fine snedkerhåndværk er grundpillerne i Danmarks fineste møbelsnedkeri, PP Møbler i Allerød nord for København.

Siden begyndelsen af 1950’erne har PP Møblers lille værksted – som dog siden har vokset sig ganske stort – haft ry for at producere det bedste håndværk, og selvom teknologien for længst har gjort sit indtog på værkstedet så bliver det aldrig på bekostning af den ædleste snedkerkunst. PP Møbler blev startet af brødrene Ejnar og Lars Peder Pedersen tilbage i 1953. Siden trådte Ejnars søn, Søren Holst Pedersen ind i familiefirmaet og i dag er også tredje generation, Kasper Holst Pedersen, i ledelsen. Det bliver hans opgave, at føre PP Møbler ind i den næste tidsalder, og som sin far og bedstefar, sværger han til PP’s gamle adelsmærke: Det gode håndværk.

PP Møbler og dansk møbelkunsts måske allerstørste formgiver, Hans J. Wegner, er uløseligt forbundet og har været det siden midten af halvtresserne, hvor PP fik til opgave at producere stellet til Wegners siden så berømte lænestol med tilnavnet Bamsestolen eller The Teddy Bear Chair. Det er en fuldpolstret stol, hvor det eneste synlige træværk er ben og poter. Alligevel gik Ejnar Pedersen og hans svende ikke på kompromis med stellet, som blev skabt af nøje udvalgt træ og hvor hver eneste detalje blev raffineret til perfektion. Da Ejnar Pedersen blev spurgt hvorfor man dog arbejdede så detaljeret med et stel, som dog skulle skjules bag polstring, svarede han, at arbejdet også skulle være sjovt for svendene. Og det begejstrede Wegner i en sådan grad, at han siden knyttede tættere og tættere bånd til værkstedet i Allerød, hvor man måske bedre end noget andet sted forstod og værdsatte hans intentioner og faglige ambitioner.

Bamsestolen har fået sit navn fordi armlænene ligner bamsepoter. Stolen blev startskuddet til det nære samarbejde mellem PP Møbler og Hans J. Wegner. I dag laves hele stolen på PP’s værksted, hvor man har sit eget sy- og polsterværksted. Det tager en hel arbejdsuge at udføre polsterarbejdet. Hvert år produceres 60-70 stk.
Tre generationer samlet: Ejnar Pedersen, som stiftede PP Møbler i 1953 sammen med sin storebror, hans søn, Søren Holst Pedersen, som er administrerende direktør i firmaet i dag og barnebarnet Kasper Holst Pedersen, som leder værkstedet og med sin uddannelse som økonom også skal føre PP Møbler ind i en ny æra.

99 % Wegner

”Samarbejdet med Hans J. Wegner blev afgørende for PP Møbler, og jeg overdriver ikke, når jeg siger, at 99 % af vores produktion den dag i dag er af Wegners designs,” siger Søren Holst Pedersen, mens sønnen Kasper supplerer: ”En lang række af Wegners designs er blevet til i samarbejde med PP og vore svende. Wegner var selv en meget dygtig snedker og han holdt af den faglige dialog med svendene på værkstedet. Gennem årene er mange af hans designs også blevet yderligere forædlet gennem vores produktion, fordi vi har udviklet metoder og sågar maskiner, som har gjort kvaliteten endnu højere end oprindeligt.”

Det bedste eksempel på hvordan samarbejdet mellem den verdensberømte møbelarkitekt Hans J. Wegner og PP Møbler resulterede i et endnu bedre resultat end det oprindeligt tænkte, er den markante Cirkelstol, der også kendes som pp130 og er fra 1986. Stolen havde Wegner oprindeligt designet i rustfrit stål, da han ganske enkelt ikke mente, at det var muligt at skabe cirklen i træ. Men hos PP mente vi, at forsøget skulle gøres og resultatet blev, at vi konstruerede en maskine, hvori vi med millimeter præcision kan samle og sammenlime cirklen af 11 lameller af tre en halv meters længde. Det var PP’s legendariske svend, Henry Fisker, som i løbet af to uger udtænkte planen. Under de første forsøg samlede vi lamellerne med skruetvinger, og da det viste sig muligt at samle stykkerne, men meget vanskeligt at håndtere dem, konstruerede min far en spændskabelon, hvor vi maskinelt lægger tryk på 11 punkter, mens cirklen samles og limes. Maskinen er fortsat i brug og er et af vores vigtigste redskaber i produktionen af denne unikke og meget smukke stol,” fortæller Kasper Holst Pedersen.

Gennem årene har flere og flere maskiner gjort deres indtog på det gamle værksted, men aldrig på bekostning af det oprindelige håndværk.

Bedre kvalitet

”Vi plejer at sige, at den teknologiske udvikling har gjort os i stand til at skabe møblerne i en endnu bedre kvalitet end tidligere. Og vores ambition er, at møblerne kan holde lige så længe som det træ de er lavet af har været om at gro,” siger han.

Den teknologiske udvikling på værkstedet har den fordel, at alle samlinger i dag er endnu mere perfekte end tidligere og at de enkelte elementer i hvert møbel har større ensartethed, men det er stadig den enkelte snedkersvends faglige dygtighed, der kommer til udtryk i det færdige møbel. Den teknologiske udvikling har også andre fordele. Sikkerheden for medarbejderne er langt større, og det har betydet, at nogle af Hans J. Wegners stole, som egentlig var taget ud af produktion fordi de var for farlige at lave, i dag er vendt tilbage. Det gælder fx. pp502, Kontordrejestolen, fra 1955, som takket være PP’s avancerede CNS robot igen er blevet forsvarlig at lave.

Bedstefar i familieforetagendet, Ejnar Pedersen, har stadig sin jævnlige gang på værkstedet og selvom han har lagt tøjlerne over i sønnens og barnebarnets hænder, har han stadig en mening om hvordan tingene foregår på værkstedet, og når de tre generationer er samlet på det hyggelige 1. sals kontor er omgangstonen både hård, drillende og meget hjertelig.

Som altid, når familievirksomheder går i arv og udvikles, opstår et gab imellem de gode gamle dyder og den moderne verdens muligheder og krav. Ejnar Pedersen fortæller om PP’s første år og samspillet mellem arkitekter og svende med stor entusiasme. ”Både min storebror og jeg var udlærte snedkere. Og mens han havde sparet op og havde 7.000 kr. på kontoen, så havde jeg brugt hvad jeg tjente – og lidt til – og skyldte 7.000 kr. væk. Så han var ikke meget for det, da jeg sagde, at nu skulle vi starte vores eget værksted. Men jeg overtalte ham, og kom ikke og sig, at jeg ikke havde forstand på økonomi. Med min gæld og hans overskud var vi jo ’i balance’ lige fra starten,” siger han.

Den berømte Cirkelstol, som Hans J. Wegner tegnede i 1986 og hvor træcirklen er specielt udviklet af PP Møblers snedkersvende. Der produceres ca. 70 eksemplarer årligt. Egeversionen afbilledet her, er en nyhed.
Wegners Flaglinestol fra 1950 er unik ved at det er den eneste ikke-træstol, som produceres hos PP. Stålstellet udføres af en nøje udvalgt smedemester, flaglinen, der danner siddestykket, er specielt fremstillet og hynden er syet på egen systue. PP importerer selv det fineste fåreskind. Der produceres 50-60 stk. årligt.

Økonomisk Balance

”Siden tjente vi penge nok til, at kreditorerne var tilfredse – og nogle gange også banken,” siger Ejnar Pedersen med et smil. ”Vores grundlæggende forretningsidé var at have respekt for holdninger, og at det ikke er penge, der gør os rige, men derimod kærligheden til træet, glæden ved det gode håndværk og at behandle vores medarbejdere ordentligt. Den filosofi har faktisk ikke ændret sig, selvom der i dag stilles større krav til effektivitet og rentabilitet.”

”Kunsten for mig i fremtiden,” supplerer Kasper Holst Pedersen ”bliver at skabe en økonomisk balance i familieforetagendet uden at gå på kompromis med de grundholdninger, som PP er skabt på og bygget op omkring. Og her hjælper det mig forhåbentlig, at jeg både er uddannet snedker og økonom.”

”At Kasper også er økonom er blot et udtryk for udviklingen,” siger Søren Holst Pedersen. ”Min far var snedkermester, mens jeg blev snedkermester og fik en teknisk uddannelse, som har bidraget til at bringe PP helt frem i forreste række når det kommer til at implementere teknologien med det gamle håndværk. Og så kommer økonomien og de moderne markedsføringsmekanismer som Kasper står for, som næste trin på stigen. Men det er vigtigt at forholde sig til, at tænker man kun på profit, så bliver produktet kun dårligere og dårligere. Min far fortalte mig, at for at holde det høje kvalitetsniveau, skal vi hele tiden gøre det bedre næste gang. Og det er PP’s daglige ambition,” siger Søren Holst Pedersen.

”Og det lykkes,” siger Ejnar Pedersen. ”For nylig havde vi besøg af Hr. Nagay fra Japan. Han samler på stole og har en meget omfattende samling af dansk møbelkunst. Da han så de stole vi laver i dag, udbrød han: De laver en bedre kvalitet i dag! Den udtalelse lever Søren højt på, for det har jo altid været hans argument for, at vi skulle investere i maskiner og robotter,” siger Ejnar Pedersen.

Da Ejnar Pedersen og hans storebror etablerede værkstedet i Allerød for 58 år siden, var området netop kendt for sine fine snedkerværksteder. Mindst fem af landets bedste møbelsnedkerier lå indenfor for få kilometers radius. I dag er der kun PP Møbler tilbage – og så Fritz Hansen, som imidlertid er gået over til fabriksfremstilling. Hos PP holder man så til gengæld også den faglige stolthed i hævd.

Påfuglestolen blev sat i produktion inden PP Møbler blev stiftet. Da PP overtog produktionen af den, ændrede de rygbøjlen. De gik over til at lave den i ét stykke dampbøjet træ, hvor den tidligere var lamineret. Det var sådan Wegner selv oprindeligt havde tegnet den, men det var en forbedring som tidligere ikke havde været mulig at udføre. Der produceres ca. 20 stk. årligt.
Jakkens Hvile er en meget speciel stol, som Wegner skabte i 1953, som den ideelle  soveværelsestol. Den er ofte udstillet som et unikt eksempel på kreativt dansk møbeldesign. Der produceres blot 20 stk. årligt.
Kontordrejestolen er verdens mest eksklusive kontormøbel og var i adskillige år ude af produktion, fordi den var farlig at lave. Med moderne robotteknologi er det igen muligt at producere stolen, hvor stålstellet udføres ’ude i byen’ hos en nøje udvalgt smedemester. Normalt produceres 16-20 stk. årligt, men der kommer en særproduktion på 20-30 stk. udført af træ fra et og samme 200 år gamle egetræ.

Fornemmelse for træ

Der bliver ikke gået på kompromis på noget tidspunkt i processen, når man producerer smukke møbler hos PP. Træet, der benyttes, er nøje udvalgt, fortrinsvis dansk og tysk træ og fortrinsvis eg, ask og kirsebær. Da fugtprocenten i træet er af yderste vigtighed for kvaliteten af det færdige produkt, fører man tæt kontrol med tørringsprocessen fra start til slut, hvad enten tørringen foregår i PP Møblers eget tørrerum eller ude hos de få udvalgte samarbejdspartnere. Træet til en af de mest kendte stole, Wegners ’The Chair’ eller Kennedystolen, som den også er kendt som, har en tykkelse, der kræver en særlig tørreproces, som tager mellem 9-12 måneder, hvilket forklarer, at der kan være en vis leveringstid på denne klassiske stol.

Bæredygtighed

Bæredygtighed har altid været afgørende for PP Møbler, også længe inden alle talte om det. ”Jeg har altid haft det svært med køb-og-smid-vækkulturen,” siger Søren Holst Pedersen. ”Vores møbler skal holde i generationer, men de skal også helst produceres af råmaterialer fra vores lokalområder, så vi undgår at ligge og transportere træet lange strækninger frem og tilbage.” Alt overskydende træ i produktionen ryger i PP’s spånfyr, der varmer hele værkstedet op, og PP var også de første til at gå over til at benytte vegetabilsk olie og vandlak, til trods for at arbejdet med vandlak er vanskeligere og mere tidskrævende.

Historien om et egetræ

For nyligt måtte et mere end 200 år gammel egetræ på Lolland lade livet, da det ellers fredede træ udgjorde en trussel for trafikken gennem skoven. Gennem sine kontakter fik PP Møbler mulighed for at købe træet, som er af en sådan fremragende beskaffenhed, at det kan benyttes til at producere 20-30 kontordrejestole pp502. Samtlige stole vil blive lavet af træ fra et og samme træ, og det er hensigten, at hele forarbejdningsprocessen, som inkluderer 9-12 måneders tørretid, vil kunne følges på PP Møblers website. Her vil det også blive muligt at forudbestille et nummeret eksemplar af denne helt unikke stol, som formentlig er det mest eksklusive kontormøbel i verden med en vejledende udslagspris på godt 64.000 kr.

Vidste du…

PP Møbler har en kopidrejebænk, som er i stand til at lave 100 % identiske enheder til brug i de eksklusive møbler. PP Møbler var hovedsponsor på COP15 i København i vinteren 2009, hvor Barack Obama blev den fjerde amerikanske præsident, der sad i The Chair eller Kennedy stolen. De tre første var John F. Kennedy (selvfølgelig), Richard Nixon og Bill Clinton.

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Det handler om at kunne være til stede – i nuet, i naturen og med dem, man holder af.

Tablelab – et nyt kapitel i dansk møbelkunst

CONNECT NATURE: Fremtidens Tiny Houses i Danmark

Gabriel Ash drivhuse

Noble Denmark: Hvor nordisk æstetik møder globalt håndværk

Fra havedrøm til drømmehave

Bygget til at holde – et kig ind hos Anders Heede Arkitekter

Havets Aston Martin: Cormate-både kombinerer kvalitet og luksus

Arkitektur med hjertet i hånden

CANVAS – lyden af succes

Søg