Mr. FEINHAUS

1. juli 2020

FEINHAUS er eksklusive køkkenløsninger, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Mød manden bag til en samtale om kompromisløse, unikke og skandinaviske køkkener af den højeste kvalitet. Køkkener, der gør en forskel. F for FEINHAUS og FEINHAUS for feinschmeckere.

Tekst: Rune H. Jensen 

I sjældent høj grad personificerer ét menneske sin virksomhed og dens værdier, som det er tilfældet hos FEINHAUS. Når firmaet skaber sine eksklusive løsninger til både ind- og udland er det baseret på rig erfaring og faglig viden, kreativ tænkning, de helt rigtige kombinationer og samvittighedsfuld service. Og det har alt sammen rødder i manden bag. Mød Mr. FEINHAUS, Per Larsen:

– Mit drive er at lave de fede løsninger. Dialogen og samarbejdet med kunderne. Derfor er vi også meget ærlige, og det er da sket, at jeg har sagt fra til en opgave. Jeg skal kunne stå inde for løsningen. Vi ekspederer ikke, vi rådgiver, så vi kan finde frem til den helt unikke løsning og skabe den rigtige helhedsoplevelse. Vi brænder for det unikke, og jeg ønsker at lave køkkener, der gøre en forskel, siger Per Larsen. 

Et køkken er et leverum med overskud 

Vi møder drivkraften og ildsjælen bag FEINHAUS samt hustru Trine Larsen en varm formiddag i kølvandet på den første del af coronakrisen i virksomhedens domicil og showroom i Horsens. Der er dog ingen tegn på krise her. FEINHAUS er tværtimod i rivende udvikling og udvider fortsat territoriet i både hele Danmark og til lande og markeder som Italien, Spanien, England og USA, hvor efterspørgslen på den særligt nordiske, stilrene tradition er i særdeles høj kurs. 

Per Larsen er indehaver af FEINHAUS og har som rådgiver, indretningskonsulent og vaskeægte køkkennørd arbejdet i branchen i snart et kvart århundrede. Han har i dag oparbejdet et særligt ry for en fortrinlig evne til at kunne realisere kundens drømme ned i mindste detalje og møde folk i øjenhøjde menneske til menneske. 

For et køkken er ikke bare et køkken. Det er en del af helheden, et leverum med designmæssigt overskud, der afspejler ens personlighed, og et sted, hvor man udfolder kvalitetstid. Derfor kræver der også en stærk passion for køkkener at kunne forløse drømmen om det ultimative leverum, og dén passion har Per Larsen. 

Referencer og julelys i øjnene 

Og her kommer integritet, netværk og den ekstra gode service ind i billedet. Per Larsen har solgt køkkener siden 1996, været selvstændig siden 2003, og de mange års erfaring, den kompromisløse tilgang og resultaterne har for alvor givet gevinst. I dag sælger ejeren af FEINHAUS således udelukkende på netværk og referencer, og uden at sætte tal på kan vi godt markere, at Per Larsen alene står for et salgstal tre-fire gange så højt som en god køkkensælger: 

– 90 % af vores køkkener er referencekøkkener, så på den måde er vi ofte to skridt foran. Pers navn og ry har bredt sig som ringe i vandet, men det bygger så også oven på 15 års arbejde som selvstændig i branchen, og han kan stadig få julelys i øjnene over et fedt projekt, fortæller Trine Larsen. 

Detaljen, helheden – og støvsugningen 

Hun fremhæver, at når så mange kunder kommer igen fra hele landet og fra udlandet, så skyldes det også Per Larsens og virksomhedens bevidste indsats for at efterlade et perfekt, pletfrit og afstemt resultat, når processen er ført helt til ende. FEINHAUS har sågar papir på, at der er tale om butikken med den største kundetilfredshed i landet: 

– Vi har mange kunder, der kommer langvejs fra for at købe køkken, bad eller garderobe specifikt af Per, og ofte har de igennem tiden købt både tre, fire eller fem køkkener af ham. Det betyder noget selv at møde op, få et indtryk og mærke tingenes materialitet, siger Trine Larsen. Per Larsen supplerer: 

– Det, det gør forskellen hos os, er detaljen. Vi tager altid hånd om selv de mindste detaljer, så vi kan skabe den unikke helhedsoplevelse. Og vi følger opgaven helt til dørs. Der er støvsuget efter os, når vi går. Selv den mindste fuge er i orden, og køkkenet står helt færdigt og klar til brug. Det betyder meget at efterlade et godt indtryk og en samlet positiv oplevelse af rummet, huset eller lejligheden.

Fra Hollywood til Alicante og Mallorca

Et eksempel på den internationale rejse for brandet FEINHAUS og Per Larsens navn i særdeleshed er en villa i Los Angeles, der har løftet husets leverum kvalitativt med en unik løsning fra FEINHAUS og Per Larsen:

– Jeg fik en forespørgsel fra en gammel ven, der havde købt hus i Los Angeles på en fantastisk adresse med udsigt til Hollywood-skiltet. Så jeg tog over og kiggede på det, målte op, snakkede med entreprenører, undersøgte fragtpriser osv. I USA er det vildt dyrt at lave, så vi designede det fra bunden, fragtede det over og fik lavet en helt unik løsning til en langt bedre pris, end hvad der normalt er muligt i USA, siger Per Larsen, og fortsætter om de internationale opgaver:

– Vi har også indrettet flere huse på Mallorca, og vi har i Piemonte i Italien designet til en villa på 830 m2 med tre køkkener og bl.a. lavet et stort køkken, der kombinerer det bedste af dansk/nordisk tradition med den italienske stil. Tilsvarende arbejder vi på opgaver i Colorado i skandinavisk, minimalistisk stil og steder som Alicante i Spanien og i England. Altid som referencekøkkener, altid med et stærkt islæt af den nordiske designtradition og hver gang med den særlige FEINHAUS-signatur i helhedsoplevelsen.

Én stor familie

Per Larsens virksomhed er i dag gået fra at være en forretning med fire ansatte til nu 10 fastansatte medarbejdere – og én mere på vej. Tingene bliver gjort ordentligt hos FEINHAUS, og derfor har firmaet også egne, fastansatte og nøje udvalgte montører, hvilket er et særsyn i branchen.

Men FEINHAUS går helst det ekstra skridt for at nå helt i mål med et køkken, bad eller garderobe og anvender derfor kun erfarne montører, der arbejder efter de højeste standarder. Hvis resultatet skal være det bedste af det bedste, så skal også montørerne virkelig kunne deres kram og sætte en ære i det endelige køkken, bad eller garderobe. En anerkendt dansk arkitekt som Jesper Therkildsen kan således skrive under på, at Per Larsen og FEINHAUS netop altid holder niveauet fra A-Z og følger opgaverne helt til dørs:

– FEINHAUS har formået at omsætte min idéer fra papir til virkelighed på en rigtig god måde. Jeg anbefaler til stadighed FEINHAUS på grund af kvaliteten, løsningerne og måden, de følger op på projektet på, siger Jesper Therkildsen.

FEINHAUS tager hånd om kunden, også når det gælder de mere kendte købere, hvor diskretion er et reelt behov. Per Larsen åbner således jævnligt dørene for butikken eksklusivt for den pågældende kunde, også hvis det f.eks. er en søndag aften efter normal åbningstid. Og hos FEINHAUS er det ikke kun kundens tilfredshed, der er i centrum. Det gælder også internt, hvor man tager sig af hinanden og ser teamet som en stor familie:

– Vi har 10 medarbejdere, og det er alfa og omega for os, at alle har det godt. Alle er på fast løn, der er ingen provision. Det er et helt bevidst valg, vi arbejder udelukkende som et samlet team, og en kunde er altid vores allesammens kunde.

– Vores medarbejdere har en høj grad af frihed og tillid. Vi kender alle hinanden og vores familier rigtigt godt bl.a. fra vores sociale arrangementer hen over året, og vi tager os tid til at sørge for, at alle trives. Når vi bruger så meget tid på arbejdet, som vi gør, så er det også vigtigt, at vi har det godt, og at det er sjovt. Det er lige præcis dét, der gør hele forskellen.

Personlighed og ærlighed

Per Larsens hjerte banker for de skræddersyede, unikke og fede løsninger. Og for at skabe dem, kræver det et tillidsfuldt forhold til kunden, som igen bygger på et fundament af faglig viden, erfaring, personlighed og ærlighed. Et nyt og ofte dyrt køkken er en både økonomisk og følelsesmæssig markant investering for kunden og hans/hendes hjem, så hvordan griber man dét an, når man er Per Larsen?

– Jeg mærker efter, hvem det er, og hvad man ønsker, og måske kender jeg allerede kunden eller kundens omgangskreds i forvejen. Jeg spørger også ret hurtigt ind til budget. 

Til rammen, så vi ved, hvad vi har med at gøre. Jeg sætter mig ikke ned og laver nøjagtige udregninger, jeg er ikke en Excel-mand. Men jeg har en ret god fornemmelse for prisen.

– Og så handler det om at se nye muligheder. Jeg tænker som udgangspunkt, at tingene godt kan lade sig gøre, og hvis de ikke kan, så siger jeg det højt. Men hvis jeg virkelig tror på noget, så kan jeg også få det lavet bl.a. i kraft af gode samarbejdspartnere som arkitekter, designere og tegnere, siger Per Larsen.

Trine Larsen kan bekræfte, at ægtemanden har en usædvanligt god evne til at se et projekt for sig og med meget høj præcision kunne indkredse budgetrammen på forhånd:

– Det er pisseirriterende, men han kan gætte tallene utrolig tæt på. Han har så også 24 års erfaring med i bagagen, smiler Trine Larsen.

Gaggenau Premium Partner med kokkeskole

Per Larsen og FEINHAUS er eksperter i Multiform og JKE og kan med brands som Gaggenau, Siemens og Dornbracht udvikle de skræddersyede og gennemtænkte løsninger, der passer til kundens specifikke behov.

Og så er FEINHAUS Gaggenau Premium-forhandler og har været det siden 2013, da Gaggenau startede deres Premium Partner-koncept. Der findes kun tre forhandlere i landet, der har denne status som Gaggenau Premium Partner siden 2013, og i Nordeuropa er der kun 15 forhandlere, der har været Gaggenau Premium Partner gennem alle årene. Gaggenau fremstår i dag som toppen af kransekagen, når det kommer til elegante hvidevareløsninger af højeste kvalitet med sublimt design og teknologisk nytænkning.

– Som den eneste forhandler i Norden tilbyder vi vores Gagganau-kunder muligheden for at komme på kokkeskole. Når man har så gode produkter i sit køkken, så skal man også kunne bruge dem, og på kokkeskolen lærer vi Gaggenau-kunden at bruge og få det optimale ud af produkterne. Faktisk har vi eksempler på kunder, der kommer ind i butikken og spørger: ”Hvor meget skal vi købe for at kunne komme med på et Gaggenau-arrangement?” Det er meget efterspurgt, og der bliver typisk fyldt op på to døgn, fordi man her får en ekstra oplevelse og kobler produkter, design og gastronomi sammen, så alt går op i en højere enhed.

De helt store kunder samles desuden en gang om året, hvor bl.a. anerkendte Michelin-kokke kommer og laver mad, og FEINHAUS har også planer om at få en vinbonde fra Frankrig op og fortælle om gode vine, hvilket er et område som både Per og Trine Larsen går op i.

FEINHAUS og fremtiden

Når de kigger i krystalkuglen for de kommende 5-10 år, så ser de en virksomhed, der bygger videre på DNA’et, på nye spændende referenceprojekter og på det fortsat store engagement i eksklusive køkkener, badeværelser og garderober med udgangspunkt i den særligt skandinaviske, stilrene og minimalistiske tradition. Og så er der samtidig måske også nye perspektiver undervejs:

– Måske åbner vi en FEINHAUS i udlandet, det er slet ikke utænkeligt med tanke på, at vores børn nu er store, og da vi allerede har mange internationale kunder og opgaver. Vi tænker jo også nyt og kreativt og er vilde med de spændende, fede løsninger og nye udfordringer, siger Trine Larsen, mens Per Larsen afrunder:

– Jeg skal jo nok gå ned i gear på et tidspunkt. Men jeg er nu også god til at slå hjernen fra og føler ikke det her som et arbejde. Jeg er på hele tiden – også sent om aftenen – og det er selvfølgelig en ekstraordinær kundeservice. Men jeg brænder virkelig for det, og det vil jeg sikkert blive ved med.

Per Larsen er mr. FEINHAUS, og opdraget er fortsat at skabe unikke og fede køkken-, bad- og garderobeløsninger i den eksklusive liga. Køkkener med gennemtænkte detaljer. Køkkener med perfekt balance mellem æstetik, kvalitet og godt håndværk. Køkkener, der skaber en klar linje, sammenhæng i indretningen og en rød tråd mellem husets rum. Sådan må det være, når man brænder for den unikke, stilrene og helt lækre køkkenløsning.

Se mere på www.feinhaus.dk

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Når 1 + 1 giver 3: Fra forskellighed til helhed

UBR – den bedste jakke du nogensinde har haft

Scandinavian Wood Wall: Udendørs træpaneler bygget på jysk håndværkskvalitet og erfaring

Blue de Gênes: Fortidens håndværk i fremtidens tøj

Mere bolig for pengene: Thomas Stærk Lillesø og AMOVIDO vil gentænke dansk elementbyggeri

RJ Arkitektur: Bygninger der passer til livet og landskabet

Det handler om at kunne være til stede – i nuet, i naturen og med dem, man holder af.

Tablelab – et nyt kapitel i dansk møbelkunst

CONNECT NATURE: Fremtidens Tiny Houses i Danmark

Gabriel Ash drivhuse

Søg