Unik arkitektur og design

1. juli 2022

Design- og konceptstudiet Njordrum har på blot fire år oplevet en fantastisk efterspørgsel på sit unikke koncept, som forener arkitektur og design i bæredygtige modulhuse til sommerhuse, helårsboliger samt institutioner.

Tekst: Morten Buckhøj Fotos: Dejan Alankhan 3D visualiseringer: NOR3D

Det er blot fire år siden, at Design- og konceptstudiet Njordrum blev etableret i Filmbyens kreative miljø i Aarhus. Arkitekt Martin Wienberg, arkitekt og designer Lars Vejen og projektansvarlig Steffen Toft gik sammen som partnere med en fælles idé om at skabe modulbaserede huse i tæt kontakt med naturen, udført i træ inderst som yderst, og opført på punktfundament, som i hvert fald i princippet gør det muligt at flytte sit hus samt ikke mindst vigtigt kræver langt færre ressourcer og lader naturen flyde ”igennem” arkitekturen.

Interessen for den århusianske virksomhed har været overvældende fra såvel ind- som udland. Njordrum har fået henvendelser fra Norge, Sverige og Island, hvilket måske ikke er så overraskende, konceptets tydelige nordiske inspiration og aftryk taget i betragtning, men også fra Spanien og Holland samt fra så fjerne steder som Sydkorea, Australien, Californien og Japan.

Netop i Japan er man i gang med det første projekt, men det er man også helt jordnært i Horsens, hvor man er i gang med at skabe et unikt bosted for mennesker med autisme, og i Favrskov Kommune, hvor man er ved at opføre to store daginstitutioner og en kombineret skovbørnehave/spejder hytte.

Njordrums modulhuse er bygget på en grundlæggende meget enkel filosofi – færdigbyggede moduler på 48 m2, der som byggeklodser kan sættes sammen og kombineres i forskellige former, i flere etager, og hele tiden med forholdet til den omkringliggende natur intakt. Integrerede terrasser, vinduespartier, der bringer naturen ind i huset og bidrager til en rumlighed, der er langt større end det konkrete kvadratmeterantal.

– Det vi laver har et afsæt i høj æstetik, smukke rum, en helstøbt helhed helt ned til de små detaljer, hvor arkitekturen ikke begrænser sig til ydre skal, men arbejder i samspil med et gennemtænkt design, siger Martin Wienberg, som efter 20 år som arkitekt og partner i tegnestuen Friis & Moltke, fik lyst til at udfordre sig selv som selvstændig.

– Modulhusene ser enkle ud, men det har taget flere år at udtænke og raffinere konceptet. Det er grundsten, der geometrisk er tænkt til at kunne skaleres fra et enkelt hus til en hel landsby. Få enheder kan kombineres til mange muligheder, siger Martin Wienberg.

Bæredygtighed

Modulhusene bygges og leveres som én færdig enhed. De monteres på punktfundamenter, som er markant mere ressourcebesparende end et fuldstøbt betonfundament – helt op til 95% mindre CO2 udledning er der ved brug af punktfundamenter fremfor en traditionel løsning. Ved at bygge i træ fremfor i beton og stål sætter man også et langt mindre CO2 aftryk. Store træer stopper på et tidspunkt med at optage mere CO2, så derfor er det en fordel at fælde og benytte store træer til husene, og så plante nye som vokser og dermed binder CO2 gennem væksten. Bæredygtighed er et væsentligt fokusområde for arkitekterne – og for kunderne.

Et af Njordrums seneste projekter ligger i Skåne i Sverige. Her er 120 danske familier orkestreret af fællesskabsplatformen Almenr gået sammen om at købe et stort skovområde, hvor de bygger en hel fritidslandsby. Et projekt hvor man i fælleskab ejer og deler alle husene og dermed ikke alle har en masse huse stående tomme det meste af året.

– Projektet skal bygges i etaper og bygherrerne har en klar filosofi omkring byggeriet. Det handler om at benytte færre ressourcer, om at skabe større fællesskab, om at bygge mindre, og med større fleksibilitet. En filosofi, som afspejler Njordrums koncept til fulde.

Det er nærliggende at spørge Martin Wienberg, om Njordrums modulhuse i virkeligheden er fremtidens bud på et moderne parcelhus, og det prædikat, er han ikke afvisende overfor.

– Jeg er tæt på at sige ja. Jeg tror at fremtiden byder på mange forskellige måder at bo på, meget af det baseret på alternative muligheder og fleksibilitet. Vi føler, at vi har ramt noget meget appellerende i forhold til at opfylde de forskellige behov. Vi skaber smukke rum, der interagerer med den omkringliggende natur. Det er sjovt at skabe noget i en meget skandinavisk kontekst, der viser sig at vække stor interesse på et globalt marked og i vidt forskellige kulturer, siger Martin Wienberg.

Njordrum har fokus på at design og arkitektur arbejder sammen som en integreret helhed. Lars Vejen står som designansvarlig i virksomheden bag designet af alt fra akustiklofter, det unikke facadeprofil med hele to forsider designet for Bergsten Timber, køkkenet for JKE der er designet specifikt til Njordrums egne huse, men også kan købes i JKE-butikkerne, håndlavede japanske træskåle, indendørs belysning for here&after samt dørgreb for Randi A/S. En udendørs belysningsserie, bænke, møbler og meget andet er under udvikling. Det kan lyde mærkeligt at de spænder så vidt, men ifølge Martin Wienberg skyldes det at de ikke kan lade være. Det kan næsten ikke blive for meget, siger han.

Njordrum går all-in på konceptet med modulhusene. Martin Wienberg vil naturligvis ikke afvise, at man kan arbejde med andre koncepter, men lige nu er efterspørgslen så stor fra hele verden, at man ikke ønsker at gabe over mere. Konceptet er designbeskyttet og trioen bag Njordrum finpudser hele tiden processen.

NJORDRUM & NJORDRUM CARE
Njordrum startede i 2018 da de tre partnere, Martin Wienberg, Lars Vejen og Steffen Toft gik sammen om at udvikle konceptet med modulhuse. I 2020 udvidede de konceptet til at omfatte Njordrum Care, der benytter modulkonceptet i en understøttende arkitektur til institutioner og bosteder. Her er Lars Aarup ansat til produktudvikling og salg. Han kommer fra at have arbejdet med det socialfaglige område i Region Midtjylland, og har dermed en helt anden baggrund. Han skaber et stærkt fundament for arbejdet med udvikling af projekter for både offentlige og private bygherrer inden for det socialfaglige, det vil sige institutioner og bosteder.

Se mere på www.njordrum.com

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Når 1 + 1 giver 3: Fra forskellighed til helhed

UBR – den bedste jakke du nogensinde har haft

Scandinavian Wood Wall: Udendørs træpaneler bygget på jysk håndværkskvalitet og erfaring

Blue de Gênes: Fortidens håndværk i fremtidens tøj

Mere bolig for pengene: Thomas Stærk Lillesø og AMOVIDO vil gentænke dansk elementbyggeri

RJ Arkitektur: Bygninger der passer til livet og landskabet

Det handler om at kunne være til stede – i nuet, i naturen og med dem, man holder af.

Tablelab – et nyt kapitel i dansk møbelkunst

CONNECT NATURE: Fremtidens Tiny Houses i Danmark

Gabriel Ash drivhuse

Søg