Fra tivolis farver til den internationale kunstscene

28. oktober 2026

I sin ungdom stod Henrik Godsk og malede tivolifacader og karruseldele med sin far. Hans kunstneriske udtryk har siden ført ham helt ud på den internationale kunstscene. Henrik Godsks værker er farverige, geometriske og sanselige. De indkapsler rejsen fra lærling i et omrejsende tivoli til virket som anerkendt kunstmaler. Bag de farverige skikkelser gemmer der sig spor af modernismens kunsttraditioner, samtidig med at Henrik Godsk ønsker at lade det menneskelige aftryk træde frem i sine værker.

Tekst: Leane Khoshaba     Fotos: Samuel Kanu

Henrik Godsk beskriver sig selv som syvende generation i en rejsendes slægt. En baggrund, der er vigtig for forståelsen af hans kunst og den inspiration, der ligger bag.

Henrik Godsk er vokset op i et omrejsende tivoli. En tilværelse, han selv beskriver som en ”dansk subkultur”, og som han først forlader som 23-årig. En stor del af sin ungdom bruger han derfor på at male facadepartier til karruseller og boder i familiens tivoli.

”Fra da jeg var helt lille, startede jeg simpelthen med, som det mest naturlige i hele verden, at male. Fra jeg var syv år, var jeg med i værkstedet med min bedstefar og min far,” fortæller han.

Det var her, Henrik Godsk begyndte at blande maling, arbejde med geometriske former og beskæftige sig med grundfarverne, som er karakteristiske for tivoliæstetikken.

”Det var min indgang til det med at arbejde med visuelle udtryk,” forklarer Henrik Godsk.

Mange år senere er det tydeligt, hvordan hans kunstneriske begyndelse i ungdommen har sat sit præg på de værker, der i dag er kendt verden over.

Et indtryk i udtrykket

I dag er de store facadepartier skiftet ud med lærreder, og det gamle værksted er skiftet ud med et atelier. Det ligger i Nordjylland, hvor Henrik Godsk i dag er bosat.

”Man kan sige, at jeg har haft en anderledes indgang, fordi jeg er startet hands-on. Jeg har lært ved at eksperimentere, lært at blande farver, lært at tænke på komposition, og så derigennem kom jeg ind i kunstens verden,” fortæller han.

Selvom opvæksten i familiens tivoli har haft stor betydning for Henrik Godsks kunstneriske udtryk, henter han også inspiration fra nogle af de helt store navne i den tidlige modernisme.

”Da jeg kommer i teenagealderen, oplever jeg, at der er noget, der hedder moderne kunst. Dem, jeg plejer at nævne, er Picasso og Modigliani,” siger han.

Med rødder i tivoliets farverige folkekultur og inspiration fra modernismens store kunstnere har Henrik Godsk udviklet sit eget karakteristiske billedunivers.

I dag er hans kunst kendetegnet ved levende farver og figurer, hvor stramme kompositioner møder organiske former.

Det maskinelle og menneskelige

Hans portrætlignende værker skildrer androgyne menneskeskikkelser, der befinder sig i spændingsfeltet mellem det abstrakte og det figurative.

”Jeg opfatter mig selv som både en figurativ maler og en meget formalistisk, nærmest abstrakt maler. Når man ser mine værker på afstand, hænger de forskellige elementer sammen. De repræsenterer en figuration, man kan genkende. Men når man kommer tæt på, kan man se, hvordan hvert felt har sin egen tekstur,” forklarer Henrik Godsk.

De menneskelige skikkelser opbygges af markante farvefelter, skarpe linjer og forskellige teksturer. Bag det karakteristiske udtryk ligger en arbejdsform, hvori Henrik Godsk forener det maskinelle med det menneskelige.

”Der, hvor felterne nærmest mødes, er der nogle gange en meget stringent penselføring. Det bliver maskinelt. Samtidig vil den flade, de støder ind på, have en håndholdt linje. Der, hvor de mødes, skabes der vibration,” uddyber han.

Når man kommer tættere på værket, kan man dog også opleve, hvordan de forskellige teksturer og overflader træder frem og afslører det menneskelige aftryk bag penselstrøgene.

”Jeg er faktisk utroligt optaget af, at de her malerier repræsenterer en form for menneskelig præsens. Jeg mener, at jeg er et menneske, som sanser og er til stede, og man kan se den her tilstedeværelse, når man kommer tæt på lærredet,” fortæller Henrik Godsk.

På afstand fremstår værkerne næsten grafiske i deres præcision. Men ser man dem tæt på, vil man opleve en sanselig stoflighed med synlige penselstrøg og ujævne overflader, der afslører spor af kunstneren selv.

Eleonora and the Blue Notebook, 2025

Et virtuelt møde bringer international anerkendelse

I 2016 kommer Henrik Godsk i kontakt med den australske kunstner Jordy Kerwick via Instagram. Gennem bekendtskabet bliver Henrik Godsk inviteret til at udstille sine værker på et galleri i Sydney, som Jordy Kerwick samarbejder med.

Udstillingen i Sydney vækker opmærksomhed og bliver springbrættet til Henrik Godsks internationale karriere. Historien illustrerer samtidig, hvordan kunstneriske forbindelser kan opstå på tværs af landegrænser i en digital tidsalder.

”Så begyndte det som ringe i vandet, og jeg fik ret hurtigt utroligt mange tilbud,” fortæller Henrik Godsk om den voksende interesse for hans kunst blandt internationale kuratorer.

I dag er han repræsenteret af flere internationale gallerier, og hans værker udstilles i både Europa, USA og Australien.

Tilbage på hjemmebane

Efter mange år med udstillinger primært i udlandet vender Henrik Godsk nu hjem til den danske kunstscene. For første gang i seks år skal hans værker igen udstilles i Danmark, når Galleri Franz Pedersen åbner dørene for en ny udstilling den 18. december 2026.

Det er noget, Henrik Godsk ser frem til.

”Selvom det nu er mange år, jeg har rejst rundt i store dele af verden, så går det også op for en, at man har en hjemmebane. Jeg glæder mig meget til at kunne stå i Danmark. Mange af de samlere, der har samlet mine værker, har jeg ikke kunnet stå over for på en udstilling i mange år,” fortæller han.

Samtidig har Henrik Godsk bevaret kontakten til det danske publikum gennem den online kunstbutik Nordic Edition.

Nordic Edition er et kurateret kunstunivers for kunstentusiaster og samlere, der blandt andet forhandler et udvalg af Henrik Godsks litografier. En grafisk kunstform, hvor værkerne fremstilles gennem en særlig trykketeknik.

Henrik Godsk arbejder nemlig også med litografier, hvilket giver ham mulighed for at udforske sit kunstneriske udtryk fra en anden vinkel. Men for Henrik Godsk er kunsten ikke kun forbeholdt samlere og kunstentusiaster. Den er for alle, der ønsker at føle noget og engagere sig i kunsten.

Se mere på: nordic-edition.com

Samt: henrikgodsk.com & gfranzp.dk (Galleri Franz Pedersen)

Del artiklen:

Relaterede indlæg

En veteran med penslen som våben

Konditori La Glace

Everything happens for a reason

Galleri Nijenkamp

Kunstner Dante Galic stormer frem blandt danske kunstsamlere!

I hans kranieskulpturer vokser frodige haver ud af den blottede pandeskal

En rejsende i tid på verdens ældste fyrskib

English Silver House – sølvet & kunsten

Der er altid forventninger til kunsten

In your face

Søg