Teatrets hemmeligheder – et kig i kulissen hos Cafe Hack

10. juni 2013

Det er selvfølgelig helt forkert at kalde Cafe Hack en hemmelighed. Dels lægger den navn til Danmarks mest lyttede radioprogram, og dels ligger Cafe Hack så tæt på hjertet i Aarhus, som man kan komme – i teaterbygningen på Bispetorv. Men vidste du, at stedet også rummer byens mest charmerende selskabs- og mødelokaler? Eller vidste du, at Cafe Hack servicerer teatrets medarbejdere, gæster og publikum fra morgen til aften? Tag med på et kig i kulissen.

Historiens vingesus er umiskendelig, ikke anmassende, men som en sød sommerbrise, der både bringer minder og fastholder dig i nuet. Sådan føles det at træde ind i Cafe Hack, der har til huse i Aarhus Teaterbygning, hvor mere end hundrede års sjæl er bevaret i den up-to date indretning.

Stedet er opkaldt efter den berømte arkitekt Hack Kampmann, der har tegnet teatret og dermed cafeen, der ligger i bygningens venstre fløj. Cafe-fornavnet er i øvrigt ikke helt dækkende, for det er først og fremmest en restaurant – eller et brasserie, som der står over indgangen. De primære kunder er teatergæster, der skal have et måltid før eller efter forestillingerne.

Men samtidig står Cafe Hack for udlejningen af nogle af Aarhus’ mest spektakulære selskabs- og mødelokaler. De ligger på første sal i forbindelse med publikumsfoyeren og den store teatersal. Cafe Hack driver desuden kantinen for teatrets 150 medarbejdere. Køkkenet på anden sal står således for maden til såvel kantine, restaurant og selskabsbespisning. Endelig er det Cafe Hack, der sørger for, at teaterpublikummet kan få en drink eller en let anretning fra en af de mange barer, der rulles frem i pauserne.

Fra tjener til indehaver

Fra teatret blev bygget og frem til sidst i 40’erne har der været restauration i bygningen. Efter en lang periode, hvor lokaliteterne blev brugt til andet formål fx som gymnastiksal for teaterskolen, rykkede Cafe Hack ind i 2001.

34-årige Thomas Jensen, der i dag er indehaver, har været med fra begyndelsen. Han startede som tjener, men overtog forpagtningen i 2005.

”Jeg kendte stedet og vidste, hvad jeg gik ind til. Derfor turde jeg overtage driften, og derfor kunne jeg låne penge i banken,” forklarer han, men indrømmer, at det ikke er noget 37 timers job at være restaurationsindehaver. ”Jeg kalder det en livsstil,” smiler han.

Cafe Hack har 30 ansatte, heraf 12 på fuldtid. Det er altså ikke nogen lille virksomhed, og Thomas Jensen er derfor dybt afhængig af et dygtigt medarbejderteam – køkkenet ikke mindst.

Kun de bedste råvarer

Ronni Bødker Abildgaard deler rollen som køkkenchef med sin kæreste Maya Falgaard Bech. I fællesskab udarbejder de menuerne til restaurationen og selskabsdelen.

”Hele filosofien i køkkenet bygger på årstidens friske råvarer, som vi gerne køber lokalt. Vi går også gerne en tur i skoven for at samle urter eller svampe. Hertil kommer, at alt er hjemmelavet,” forklarer køkkenchef Ronni Bødker Abildgaard og tilføjer, at stilen ofte er nyfortolkninger af klassiske danske retter, der har fået et fransk touch.

Som eksempel nævner han parrets fortolkning af ”Jordbær med fløde”. I det aktuelle menukort er den beskrevet som følger: Friske jordbær og hindbær, timiancrumble, brændt hvid chokolade og syrnet fløde.

Restaurationens menukort består af en række rustikke brasserie-retter samt en teatermenu med to eller tre lidt mindre og mere forfinede retter. Menuen ved selskaber aftales i samarbejde med gæsterne/værterne, men køkkenfilosofien er den samme.

Scenen er sat til bryllupper

Siden Thomas Jensen overtog Cafe Hack, har han gjort selskabsdelen til en god forretning. Sidste år blev der eksempelvis afholdt 35 bryllupper i selskabslokalerne, hertil kommer en række erhvervsmøder og andre gruppesammenkomster.

Aarhus Teater har tre selskabslokaler i forskellig størrelse, der gør det muligt at bespise op til 200 siddende gæster. Hertil kommer den overdådigt dekorerede buegang udenfor teatrets store sal. Buegangen bruges typisk ved bryllupsreceptioner.

Stilen i selskabslokalerne er på en gang pompøs og romantisk. Alle lokalerne har guldtapet på væggene og lysekroner i loftet – og så emmer de af sjæl. Som et ekstra krydderi på bryllupsfesten bliver der ofte taget et fællesfoto på teatrets store scene eller på fortrappen med facaden i baggrunden, fortæller Thomas Jensen.

Som tidligere nævnt spiller Cafe Hack mange roller på Aarhus Teater. Den tætte forbindelse betyder også, at restaurationen følger teatrets årscyklus med forestillinger og ferie. Ligesom teatret holder Cafe Hack således lukket sommeren over indtil 13. august. Sommerferien skal bruges til renovation af gulve og lofter samt udskiftning af inventar.

Opkaldt efter kendt arkitekt

Cafe Hack har sit navn efter arkitekten Hack Kampmann (1886-1920). Han tegnede blandt andet Aarhus Teater samt en række andre markante bygningsværker i byen, blandt andre Toldboden, Katedralskolen, Marselisborg Slot og Erhvervsarkivet i Aarhus – desuden statsskolerne i Viborg og Randers, for blot at nævne få af hans bedrifter, inden han blev professor ved Kunstakademiets arkitektskole i København i 1908.

Stilen var som udgangspunkt nationalromantikken, men frit krydret med mange stilretninger i sine dekorationer. Senere forlod han de ”morsomme detaljers periode”, og hans stil blev mere ren og nyklassicistisk som udtrykt i Politigården i København.

Også et radioprogram

Cafe Hack lægger både hus og navn til et radioprogram på P4. Programmet Cafe Hack sendes hver søndag fra kl. 10-12. Med en million lyttere er det faktisk det mest populære i Danmark.

Programmets vært Søren Dahl inviterer gæster og krydrer med vitser og god musik – til glæde for brunch-spisende gæster i cafeen og radiolyttere hjemme i stuerne.

Cafe Hack
Teatergade 1
8000 Aarhus C
Tlf. 86 12 44 64
www.cafehack.dk

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Et helt nyt whiskyunivers byder på sjældne aftapninger, kuriøse investeringer og kompromisløse flasker

Mortens Kro startede som en barnedrøm. I dag rummer den både gourmetrestaurant og luksushotel

Skagen Salmon har slået dørene op til et markant anderledes og mere skånsomt lakseopdræt

Vores kulturarv skal bygges på mursten

I hjertet af Aarhus møder et ærligt europæisk køkken det moderne brasserie

FRA SOLDAT TIL ADVOKAT: ”FOR MIG ER OPGAVEN OG MÅLET ALTID I CENTRUM”

Fransk mad med hjerte, sjæl og et ordentligt skævt godt humør

Fra drengedrøm til vingård i Alicante: ”Vin skal være for alle”

På 50 år er Hvidbjerg Strand vokset fra græsmark til vestjysk ferieperle

Fra bær til saft: Den gode naturlige smag fra Vibegaard

Søg