Hotel Skansen

9. januar 2013

Historiens vingesus er nærværende på det sydsvenske Hotel Skansen. I snart et århundrede har det lagt omgivelser til prominente bade- og tennisgæster – fra datidens konger til nutidens tennisdronninger. I dag er hotellet en helhedsoplevelse: konferenceresort, restaurant, spa, koldbad og verdensberømte tennisbaner i ét.

Hotel gennem tiden

Det blev oprindelig opført som et kornmagasin i 1877 og i 1920’erne ombygget til hotel og mødested for datidens kendisser. Med sin beliggenhed ud til havet og ind mod Båstad havn på den idylliske Bjärehalvø i Skåne blev det hurtigt et naturligt træfpunkt for celebre gæster.

I nyere tid er der siden 2001 kontinuerligt fornyet og renoveret på hotellet. En helt ny bygning, Atriumgården, blev opført i 2001, og samtidig renoverede man den gamle, charmerende pakhusdel. Dertil kommer Koldbadhuset, der blev opført i 2009.

I dag besøger alle typer gæster det kontinuerligt moderniserede og udbyggede hotel – herunder også mange danskere. Fx vælger mange danske og internationale virksomheder at afholde deres konferencer på resortet i inspirationens og kreativitetens navn, og det betyder ofte tilbagevendende gæster. Det skyldes bl.a. den smukke beliggenhed, helhedsoplevelsen og de mange muligheder i området, der kan gøre besøget til et afslappet og givende ophold.

”Der er 26 lokaler, der kan bruges til adskillige formål. Fx modeshows, konferencer og bryllupper. Mange medarbejdere fra virksomheder vender ofte også tilbage i privat regi som SPA-gæster – og omvendt anbefaler private gæster deres virksomhed til konferenceophold,” siger Helle Fromberg Hammarström, Salgs- og Marketingchef for Hotel Skansen.

Afslapning og stærk service

Hotellet har i dag plads til 330 gæster på de i alt 172 værelser, som er fordelt ud over forskellige dele af faciliteterne. Der er således værelser både ved hovedbygningen, Atriumgården, Tennispavillonen og Kongresbygningen, ligesom der er fritstående villaer og hotellejligheder for dem, der ønsker at bo lidt mere for sig selv.

”Dét, der altid går igen, når tidligere gæster vurderer opholdet, er at man føler sig afslappet her, samtidig med at kvaliteten er i orden. Og så vores personale – at gæsterne kan mærke god service, fordi personalet trives og servicerer med hjertet,” siger Helle Fromberg Hammarström, der har været på Hotel Skansen i 9 år.

Hovedbygningen, der består af en ny del og det oprindelige pakhus, rummer efter renoveringen i 2001 hotel- og konferencecentrum samt den elegante Restaurant Sand med lounge, piano-bar og udendørsterrasse. I Atriumgården er der hotelværelser, SPA-afdeling og udgang til koldbadehuset. Dertil kommer en separat og højt beliggende kongres- og messehal med festsal og udendørsterrasser med udsigt over hovedbygning, havet og Center Court. Og så kan man bo og holde konference i Tennispavillonen med udsigt til netop tennisbanen Center Court.

Sportslige konger og ukronede tennisdronninger

Hotel Skansens tennisanlæg er således verdensberømte. Allerede den stenrige ingeniør Ludvig Nobel, bror til Nobelprisens stifter, Alfred Nobel, brugte i sin glansperiode hotellet som tehus og glamourøst tilflugtssted. Også Kong Gustav 5. af Sverige (regent 1907-1950) var en flittig gæst og tennisspiller, der selv deltog i forløberen for Swedish Open, de såkaldte Svenska Mästerskapen.

Og den dag i dag benyttes faciliteterne af tennisverdenens absolutte top. I juli måned afholder man således WTA-turneringen Collector Swedish Open, som verdensetteren Serena Williams senest vandt i 2013 på hotellets tennisanlæg. Det er naturligvis en tilbagevendende begivenhed, der tiltrækker mange mennesker og stor opmærksomhed verden over, og det er derfor aldrig muligt at leje almindelige værelser i de to tennisuger i juli måned.

Restaurant Sand

Frisk havluft, tennis og golf kræver brændstof til maven, og her er hotellets prisbelønnede køkken, Restaurant Sand, det oplagte bud. Spisestedet stræber højt og går selv efter ”fuldendt” som kvalitetsstempel. Restauranten er kendt for sin særlige fornemmelse for alle dele af smagsoplevelsen og lægger særlig vægt på det lokale og nært producerede, som Bjärehalvøen er kendt for.

Helhedsoplevelsen fuldendes af smagfuldt design indendørs og havets brusen udenfor vinduet, mens smagsoplevelserne finder vej til kroppen. Der er åbent året rundt, og både menukortet og stemningen følger årstidernes skiften. Om efteråret kan man således nyde kraftige smage i pejsens skær, mens man om sommeren kan tage plads midt i Båstad og se gadelivet direkte fra restaurantens terrasse.

SPA og koldbad til alle sanser

Det er kontrasternes i Hotel Skansens SPA og Koldbadhus, der gør badeoplevelsen til noget særligt. Forskellige elementer som koldt og varmt, klassisk og moderne, mørkt og lyst, vand og luft mødes og danner tilsammen en helhed. Og det er ingen tilfældighed, at det ligger her, for Båstad har en lang tradition som kursted og har i flere hundrede år tilført energi og kræfter til nye generationer.

Koldbadhuset ligger for enden af den 60 meter lange træbro over hav og sandstrand. Fra den varme sauna har man udsigt over Kattegat og kan tage en dukkert i havet uanset årstiden. Det er lyst, nordisk design og store panoramavinduer i samspil med det vidtstrakte hav, der gør oplevelsen til en lise for krop og sjæl. Og på trædækket kan man nyde øjeblikket med havet til alle sider eller bade i den opvarmede japanske pool under åben himmel. Efter bad og sauna kan man så gøre oplevelsen komplet ved at slå sig ned ved pejsen i loungen med en god kop kaffe.

SPA-badet er følelsen af absolut velbehag og ny energi til kroppen og hovedet. Kombinationen af spillevende lys, naturmaterialer, varme og kulde er bevidst designet ned til mindste detalje, så sanserne åbner sig og får en totaloplevelse. SPA giver tid til ro, nydelse og eftertanke, og med sit SPA-kit kan man peele og afrense kroppen i afvaskningsrum og derefter i fred og ro nyde den kløverformede pool og badet, hvor vandet løber som silende regndråber.

SPA- og weekendophold

Hotel Skansen har forskellige pakker, der passer til ens behov, hvis man ønsker at opleve stedet. Der er fx en aktiv familiepakke til efterårs- og vinterferien, hvor børnene kan bade, prøve SPA og et stort Sportsland. Det er også muligt at booke forskellige deciderede SPA-behandlinger, og der er eksklusive SPA-ophold fra én-dags hverdagsluksus til et energikick med weekendafslapning.

I alle pakker indgår en førsteklasses menu i Restaurant Sand og fri entré til SPA-afdelingen, Koldbadehuset og fitnessrum. Hotel Skansen er kort sagt en afslappende kvalitetsoplevelse for alle sanser, hvor gæsten selv bestemmer farten.

Se mere på www.hotelskansen.se

Den afslappede fornemmelse på det sydsvenske Hotel Skansen er blevet værdsat af gæster gennem årtier. Foruden hoteldriften lægger det moderniserede resort i dag rammer til WTA- og ATP-tennisturnering, konferencer, eksklusive SPA-behandlinger, koldbad og en velrenommeret restaurant for besøgende fra hele verden.

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Mortens Kro startede som en barnedrøm. I dag rummer den både gourmetrestaurant og luksushotel

På et særligt sted – bør man skabe et særligt sted

Skagen Salmon har slået dørene op til et markant anderledes og mere skånsomt lakseopdræt

I hjertet af Aarhus møder et ærligt europæisk køkken det moderne brasserie

Fransk mad med hjerte, sjæl og et ordentligt skævt godt humør

Orbea fra overset cykkelbrand til etapesejr i tour de france

Fra drengedrøm til vingård i Alicante: ”Vin skal være for alle”

Fra bær til saft: Den gode naturlige smag fra Vibegaard

Mundret gør det nemt at samles om god mad

I fremtiden skal vi tænke bæredygtigt og cirkulært

Søg