Præmieret luksus på Lolland

1. december 2017

Det 4-stjernede Bandholm Hotel ligger på Lollands nordkyst med udsigt over Smålandshavet. Den historiske bygning fra 1886 er nænsomt og smukt restaureret, og gæsterne strømmer til hotellet, der er kåret til Gazelle-virksomhed og har fået mange priser som bevis på, at familien bag gør et godt stykke arbejde.

Tekst: Torben Svane Christensen · Foto: Bandholm Hotel

Bandholm Hotel byder på lækkerier i restauranten og flere variationer af wellness, hvor afslapning og forkælelse er i højsædet. Man er tæt på vandet, og gåture i naturen er en oplagt mulighed. Hotellet ligger i den lille by Bandholm med gamle pakhuse og idylliske, gule bindingsværkshuse fra en svunden tid. Det er ikke svært at lokke gæster til hotellet, og i de sidste fire år har hotellet været inde i en rivende udvikling med en firedobling af omsætningen i takt med en udvidelse af hotellets aktiviteter. Det har ført til, at Børsen udnævnte hotellet til Gazelle virksomhed og kåringer er der flere af.

”Bandholm Hotel er af Luxury Travel Guide netop blevet kåret som Europas bedste luksushotel og restaurant. Vi kniber os i armen over den succes vi har opnået, men samtidig giver det os også endnu mere blod på tanden til at blive ved med at forbedre os,” fortæller hoteldirektør Joseph Kristiansen.

Troede på ideen

Det er imponerende at lykkes med at starte et hotel op lige før finanskrisen og så på et sted i landet, der ikke ligefrem bliver forbundet med luksushoteller. Joseph Kristiansen har arbejdet i hotelbranchen siden 1999 på steder som Skovshoved Hotel, Palace Hotel på Rådhuspladsen og i Scandic/Hilton-kæden. Så da hans mor, forretningskvinden Ruth Kristiansen, besluttede sig for at købe og genoplive det forfaldne Bandholm Hotel på Lolland, gik han også med ind i projektet.

”Da vi overtog den mondæne bygning tilbage i 2006, var den vandskadet mange steder, og ukrudtet stod en meter op mellem fliserne udenfor, men vi var en gruppe iværksættere, der troede på ideen,” forklarer han. “Vi havde 9 værelser i begyndelsen, og nu har vi 40 luksuriøse værelser.”

Midt i en krisetid

Der er ingen investorer i hotelprojektet, og familien har selv skudt penge i det, og det på et tidspunkt hvor finanskrisen ventede forude.

”Det var ren overlevelse i de første år. Men jeg kan jo se, at de største firmaer i dag er startet op i krisetider. Jeg tror, det er sundt at have prøvet megen modvind. I begyndelsen gik alt det, som vi fik ind til at sætte hotellet i stand, så når vi havde lejet et værelse ud, kunne vi købe den næste spand maling,” fortæller han.

Gamle dyder

Det har, ifølge Joseph Kristiansen, medført, at hotellet bliver drevet med en kærlighed, som gæsterne ikke kan undgå at mærke. Og fra 2010 har man ikke set sig tilbage, men kun fremad og stræbt efter det næste flotte overskud – ikke for pengenes skyld, men fordi en god forretning giver flere gæster.

”Vi tror på, at de gode gamle dyder som veltilberedte råvarer, venlig og kompetent service, smukke og rene faciliteter og vigtigst af alt, at vores dygtige medarbejdere trives og er glade for at have gæster, betaler sig”, siger han og fortsætter: ”Gæsterne siger, at det er dejligt at se, hvordan vores ansatte arbejder i team, og hvordan vi er som en organisme, der arbejder sammen. Jeg kan også stå i opvasken eller i baren, hvis der er brug for det”.

Kan konkurrere med hovedstaden

Hotellet har åbent jul og nytår, hvor det er muligt at slippe for julestressen. Om sommeren bliver gæsterne betjent på den store terrasse med pagodetelte, udekøkken, bar samt et velbesøgt ishus. Indenfor kan man året rundt nyde mad og drikke i restaurant-, bar- og loungemiljø med håndlavede tapeter, lysekroner og ild i pejsen, når vejret er til det.

”Vi kører efter et excellence-princip, ”Det vi gjorde godt i går, det skal vi gøre bedre i dag og endnu bedre i morgen.”, og når vi kigger på den samlede score for vores hotel, så ligger vi højere end nogle af de fineste hoteller i København”, fortæller han.

Lavede en strand

Kursusaktiviteterne er også vokset voldsomt de senere år, og der kan holdes kurser og konferencer med op til 150 deltagere på det renoverede hotel. Forrige sommer anlagde Bandholm en cirka 100 gange 30 meter sandstrand lige uden for hotellets udendørs terrasse.

”Med stranden og havnen som naboer er Bandholm Hotel et ideelt overnatningssted, og der er mulighed for afslapning, badning, sejlads og lignende. Vi er stolte over at kunne tilbyde gæsterne firestjernet service her på Sydhavsøerne”, siger direktør Joseph Kristiansen.

Køkkenchef med masser af inspiration

Naomi Fouché var solgt, da hun første gang besøgte hotellet, og hun har været køkkenchef siden 2010.

”Det er et fantastisk sted, fordi her er en konstant dynamik og udvikling. Gæsterne fornemmer den røde tråd fra kælder til køkken og kvist,” siger hun. Hun løber aldrig tør for inspiration til nye retter i gourmetklassen.

Hotellet samarbejder med lokale producenter som Krenkerup Bryggeri, Frederiksdal Kirsebærvin og det økologiske landbrug Knuthenlund, der er et af Danmarks største økologiske landbrug fordelt over 940 hektar. Stedet har eget mejeri, egen mølle samt en gårdbutik.

”Jeg har verdens bedste fødevarer lige i nærheden, og vi har havet, skovene og markerne som stor inspirationskilde,“ understreger hun.

En af hemmelighederne bag hotellets succes er den holdånd, som er at finde i alle kroge af hotellet.

”Vores gourmetmenu er en fantastisk oplevelse, hvor både stemningen, tjenerne og maden supplerer hinanden. Det er en storkulinarisk helhedsoplevelse, som pirrer og kæler for sanserne,” siger Naomi Fouché og fortsætter: ”Det er kun gennem en disciplineret holdindsats og en god stemning blandt medarbejderne, at vi kan give vores gæster den perfekte gourmetoplevelse. Derfor er vi virkelig afhængige af hinanden.

Samarbejde med golfbaner
I umiddelbar nærhed af Bandholm Hotel ligger flere golfbaner, som hotellet samarbejder med. En af dem er Halsted Kloster Golfklub, som ligger midt i Dyrehaven med fredede arealer på og omkring golfbanen.

Golfklubben Maribo Sø ligger i et let kuperet terræn omkring Maribo Søndersø. Derudover har hotellet også samarbejdsaftaler med Marielyst Golf Klub, Falster Golfklub og Golfklubben Storstrømmen.

Håndplukkede vine

Joseph Kristiansen er selv sommelier, og han er med til at udvælge de vine, der skal serveres til retterne på menukortet.

”Vi er ambassadører for vinhuset Lungarotti i Umbrien, der bl.a. laver kraftige og sjældne vine, og vi samarbejder også med vinforretningen Vin & Velsmag i Maribo, som er gode til at finde de bedste vine fra hele verden,” siger han. Men gæsterne kan også prøve helt lokalt produceret vin fra Østergaard i Stokkemarke tæt på hotellet.

Dybdemassage og strøm på din Tesla

Når gæsterne er mætte og forsynede med gode vine, kan de i Bandholm Wellness få en Luksus Darphin ansigtsbehandling eller en frugtsyrebehandling, der er effektiv til at behandle uren, fedtet eller skjoldet hud. Hvis man er stresset, eller har ømhed og smerter i kroppen, er der mulighed for at få en Full Body Service, som er en effektiv og lindrende dybdemassage, der hjælper mod spændinger. Gæsterne kan slappe af i både et spabad udenfor og indenfor.

Bandholm Hotel har også indgået et samarbejde med Tesla, hvor hotellet er en del af Destinations Charging. Det betyder, at elbil-ejeren kan oplade sin Tesla, mens man nyder en frokost og en overnatning på hotellet. Der er også landingsplads til en helikopter, og når gæsten har fået fast grund under fødderne, er der mulighed for at leje en cykel til ture rundt i området.

Historiens vingesus

Bandholm Hotel har afsæt i det liv, der gennem tiden har været i og omkring Bandholm by, med havnen som det naturlige knudepunkt lige siden middelalderen. Det oprindelige gamle gæstgiveri blev kongeligt privilegeret i 1692. Fra slutningen af 1800-tallet var der en opblomstring af byen på grund af den udskibning af korn og andre landbrugsvarer, som fandt sted. Da handelslivet var på sit højeste, rummede byen 53 forretninger. Der var flere banker, tre købmænd, flere skræddere og i øvrigt to hoteller, hvoraf Bandholm Hotel ansås som det fornemmeste og mest agtværdige.

Derudover var der ned gennem Havnegade flere store kornmagasiner, hvoraf Hvedemagasinet i dag er et fint bevaret eksempel. Bandholms historie er også tæt knyttet til Knuthenborg, som har ejet det meste af byen, herunder havnen, som godset stadig ejer tillige med flere af byens ejendomme. Knuthenborg har desuden i en længere årrække ejet Bandholm Hotel og således også i 1886, da den nuværende fornemme hovedbygning blev opført.

Tilfredse gæster udløser prisregn

Bandholm Hotel er netop blevet kåret som Luxury Travel Guide’s ’Luxury Hotel and Restaurant of the Year Europe 2018’. I 2017 er Bandholm Hotel blevet kåret som Danmarks bedste hotel af verdens største rejsesite TripAdvisor. I 2017 har Bandholm Hotel også modtaget Hotel.com’s ’Loved by Guests Award 2017’, som kun gives til de allerbedste hoteller. Bandholm Hotel har desuden vundet TripAdvisor’s eftertragtede ’Travellers’ Choice Award’ i 2015, 2016 og 2017, baseret på brugernes oplevelser.

Derudover har hotellet vundet den prestigefyldte Luxury Travel Guide’s ’Luxury Sea View Hotel of the Year Denmark 2016’. Restauranten er i december 2015 blevet kåret af DinnerBooking.com som den mest populære restaurant i hele Østdanmark baseret på gæsternes anmeldelser.

Hotellet ligger pt. nr. 1 i Danmark på de to største anmeldelsesportaler TripAdvisor og Trivago, baseret på flere hundreder af gæsteanmeldelser.

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Brasseriet Essens: Fransk finesse, danske råvarer

Nærvær, natur & nøje sammensætninger

UBR – den bedste jakke du nogensinde har haft

Pengerådgivning: Økonomi med plads til livet

Capa – hvor kød og gæstfrihed mødes

KJØ: Smagen af dansk kvalitet i hver eneste bid

Blue de Gênes: Fortidens håndværk i fremtidens tøj

Mere bolig for pengene: Thomas Stærk Lillesø og AMOVIDO vil gentænke dansk elementbyggeri

Viljen til at lykkes: Dennis Povlsens rejse fra tømrer til succesfuld virksomhedsejer

RJ Arkitektur: Bygninger der passer til livet og landskabet

Søg