Fra H. C. Andersen til moderne konferencelokaler. Historien føres med stolthed videre på Hotel Randers. Efter sin komplette nyrenovering fremstår hotellet som en stilsikker kombination af tradition og fornyelse – og rummer alt fra Victor Borges gamle flygel til topmoderne hotelfaciliteter og brasserie.
Tekst: Rune H. Jensen Fotos: Hotel Randers
Hotel Randers’ historie løber som et parallelt spor til den nyere Danmarkshistorie. Hotellet er seks år ældre end den første jyske jernbanestrækning, men hverken industrialiseringen, preussiske tropper under krigen i 1864, 1. og 2. verdenskrig eller moderne lavkonjunkturer har kunnet lægge byens gamle hotel ned.
Det er et hus, der konstant har stået for kontinuitet – med hoteldronningen Sonja Mathisen som direktør i hele 36 år – og fornyelse frem til i dag. Selv ikke en omfattende brand i 2015, der raserede hele øverste 3. etage, har kunnet knægte det gamle hus, som med sine 162 år på bagen er et af provinsens ældste hoteller.
Karakteristisk nok afstedkom branden derimod en komplet revitalisering med ombygning, totalrenoverede værelser, konferencerum til erhvervslivet og en æstetisk nyindretning. Der er nok løbet meget vand i Gudenåen siden begyndelsen, men i dag står Hotel Randers stadig lyslevende i Torvegade i hjertet af Randers, nu som en moderne hotelvirksomhed med synlige rødder i historien.
Fornyelse med respekt for traditionen
Huset er i dag et 4-stjernet hotel med 84 værelser og en overbevisende kombination af fornyelse og tradition. Her prøver man ikke at skjule, men derimod fremhæve styrken ved kontrasten mellem moderne og autentisk, kombinationen af nyt og gammelt. Det er, som hotellet selv formulerer det, ”traditionsrigt med plads til armbevægelser” – eller som Hotel Randers’ direktør Michael Jepsen udtrykker det:
– Det er efter vores mening ét af provinsens allersmukkeste hoteller. Kombinationen af det oprindelige og det nye, som alligevel formår at hænge sammen og skabe en linje. Det kan være alt fra kombinationen af originale lysekroner og moderne pendler eller 1930’er-malerier og nutidig fotokunst såsom i foyeren. Og sådan er det hele vejen igennem efter nyindretningen. Det fungerer bare, det hænger sammen, og det jeg rigtig godt kan lide ved stedet er, at man mærker en respekt for traditionen.
Over 20 år byggede han som administrerende direktør Hotel Koldingfjord op fra bunden og har stået i spidsen for Henne Kirkeby Kro og Odense Kongrescenter. Så det er en mand, der kender branchen indefra, som Hotel Randers i 2017 fik ved roret og som i dag har omkring 35 ansatte under sig.



Historiens vingesus i moderne rammer
Man mærker en stolthed over omgivelserne og det traditionsrige hus, der siden 1856 må have lagt øre til mange historier og værelser til utallige kendte og ukendte gæster. Michael Jepsen fortæller således, at så forskellige koryfæer som selveste H. C. Andersen i 1865 til Kong Christian d. X, bysbarnet og statsminister Jens Otto Kragh og Victor Borge har overnattet i hotellets værelser.
Man fornemmer da også straks historiens vingesus, når man træder inden for i hotellets foyer og reception. Her er både fysisk højt til loftet og en solid, jordbundet imødekommenhed. Historien spores stadig i detaljerne, der ikke overdøver hinanden, men smelter sammen til en helhed, og æstetikken er sofistikeret med åbenlyst fremlagte kontraster mellem nyt og originalt.
Den gamle, manuelle svingdør i tungt, mørkt træ med glasruder er bevaret og fører ind i rummet, der på én gang er som en tidslomme og topmoderne hotelfacilitet med mørkebrune paneler, bladguld og et stort, men diskret placeret widescreen-tv. Herfra fører den klassisk svungne trappe med kraftige gelændere op til 1. salen og de lange, stemningsfulde og ikke altid snorlige gange – og til et af hotellets måske tre mest unikke værelser.
De 3 antikke værelser
Som Hotel Randers’ øvrige klassiske værelser er ”Det historiske værelse” nr. 111, Kongeværelset, blevet nænsomt, men komplet restaureret med det originale inventar. Møblerne såsom chaiselongen fra 1890’erne er de samme som dengang, hvor Kong Christian d. IX og dronning Louise var gæster, og da Victor Borge indtog rummet som sit foretrukne, når han gæstede hotellet.
– Både i Kongeværelset, Det franske værelse og Art Deco-værelset er alt toprenoveret efter de gamle håndværksprincipper. Den slags værelser ser man ikke nogen andre steder i Danmark. Art Deco-værelset fik en international designpris for sin indretning allerede i 1934, så det er faktisk det første designhotel i Danmark, fortæller Michael Jepsen.
Værelse 311 er gennemført Art Deco ned til mindste detalje og præget af enkelhed og spirende modernitet. Den mangeårige ejer Wilhelm Mathisen faldt for værelset på verdensudstillingen i 1934 og investerede straks i det til sit hotel i det midtjyske. Og i værelse 211, også kendt som Det franske værelse, finder man ren fransk stil oprindeligt fundet på et slot i Frankrig. Det blev rejsekongen Simon Spies’ foretrukne, når han besøgte hotellet, og som de to øvrige ovenfor nævnte er værelset og al interiør istandsat respektfuldt.





Konferencer og gæster
Men Hotel Randers er i høj grad også levende nutid. Erhvervsliv og virksomheder er i dag en central del af det nye årtusindes Hotel Randers. Der er tradition for at danne rammer om kurser og møder for virksomheder, og de nye konferenceværelser er indrettet i lyse, diskrete farver i grøn, sand og blå, mens alle tekniske faciliteter og udstyr stilles frit til rådighed. Hotellet kan desuden skræddersy en mødepakke eller separate møder alt efter behov, og den passende forplejning kan aftales.
Intimkoncerter og stærkt kulturliv
Og så er der ikke mindst gang i kulturlivet – både i Randers by og på selve hotellet, der løbende bl.a. holder efterspurgte og ofte udsolgte koncerter i bl.a. stedets klassiske, stemningsfulde festsal med lysekroner, balkon og sildebensgulv:
– Mange siger, at de holder intimkoncerter, men vi har dem faktisk, for der er plads til max. 130 gæster. Det er typisk en aften, hvor man først spiser en 3-retters middag på Brasserie Mathiesen og derefter er til koncert med navne som f.eks. Jens-Chr. Wandt, Michala Petri & Lars Hannibal, Hush, Anne-Dorthe Michelsen og Ida Corr.
– Vi samarbejder desuden med resten af kulturlivet i Randers, med f.eks. sportsklubberne og med koncertstedet Værket, Randers Egnsteater og Randers Kunstmuseum. Byen har virkelig meget at byde på og skal nok blive bedre til at fortælle om det, vi kan i Randers – uden for Randers. Det skal vi ikke være bange for, vi har meget at byde på. Vi kan også mærke, at vi er en del af oplandet til Aarhus, og så er der jo ikke mindst en meget smuk natur omkring Randers.






Hvert rum har sin egen historie
Det er som om, hvert rum i Hotel Randers har sin egen historie og sin egen identitet uden at bryde helhedsbilledet. Kabinettet skiller sig f.eks. markant ud med sin stærkt farverige udsmykning, men ”harmonerer på en eller anden måde alligevel med resten”, som Michael Jepsen udtrykker det.
Også den navnkundige ”Gauguinsalen” bærer sit særpræg med stolthed og hævder sig ved sin kunst. Det er den franske maler Paul Gauguins søn, billedhugger og keramiker Jean Renè Gauguin, der har stået for udsmykningen med relieffer og skulpturer, der påkalder sig opmærksomhed.
Sidst, men ikke mindst kommer man ikke uden om ”Frandsensalen”. Det er således kunstner Erik A. Frandsen, der har udsmykket den hæderkronede sal med indbyggede ”marmor”-billeder. De er udført i den gamle, næsten glemte og møjsommelige håndværksteknik, der hedder Scagliola. Det er farvepigment, lim og gips, der røres sammen, modelleres og indlægges i motiverne, og når de er hærdet, vokspoleres felterne, så de til sidst fremstår som blank ”marmor”.
Brasserie Mathisen
I det hele taget er kunsten fremtrædende på Hotel Randers anno 2018. Det gælder også Brasserie Mathisen, der ligger separat i umiddelbar forlængelse af foyeren i stueetagen. Brasseriet slog dørene op i 2006 med facade ud til Torvegade, og her kan gæster og forbipasserende kigge inden for til f.eks. en frokost med koldrøget laks, rørt tatar eller omelet – eller om aftenen til en eksklusiv 3-retters menu.
Igen er indretningen både modigt moderne og samtidig bevidst om sin historiske kontekst. Baren er lakeret sort som et flygel, der er lyse vægge og lamper, musselmalet porcelæn og gamle mosaikker. Stedets sammenhæng med en lang fortid fornægter sig heller ikke. For de oprindelige, farverige søjler påkalder sig fortsat synlig opmærksomhed, ligesom både gamle fotografier og den gamle ejer Wilhelm Mathisens oprindelig monogram er der.
Og så hænger der på væggene ikke mindst den kunst og udsmykning. I brasseriets tilfælde er det stor, livfuld og limiteret fotokunst af den hollandske fotokunstner Elmar Dam. Med andre ord: Nyskabelser midt i en autentisk atmosfære. Eller som det gælder for resten af Hotel Randers: 162 år er ingen alder, når man både står ved sine rødder, bevarer sin særlige sjæl og kvalitet – og samtidig formår at følge med tiden.
OM HOTEL RANDERS
• Hotel Randers slår første gange dørene op d. 22. juli 1856 og har eksisteret på adressen lige siden.
• Efternavnet Mathisen har været knyttet til hotellet siden 1892, og fra 1960-2006 stod den kendte hoteldronning Sonja Mathisen i spidsen for Hotel Randers, hvor Michael Jepsen i dag er direktør.
• Efter en gennemgribende renovering og nyindretning rummer hotellet i dag 84 værelser, herunder de tre historiske værelser: Kongeværelset, Det franske værelse og Art Deco-værelset.
• Hotel Randers er i dag en moderne hotelvirksomhed med bl.a. konferencelokaler, events, intimkoncerter og eget brasserie.
Se mere på www.hotel-randers.dk