Politikerne skal lære at frygte Skattebetalerne

11. november 2025

Danmark fik den 3. september en ny folkelig interesseorganisation ved navn Skattebetalerne. Den repræsenterer Danmarks 5,3 millioner skatteborgere – både privatpersoner og virksomheder. 

Af Martin Ågerup, direktør i Skattebetalerne

Hvorfor en interesseorganisation for skatteborgerne?

Skattebetalerne har fem mærkesager: lavere skatter, enklere skatteregler, bedre retssikkerhed, mere effektivitet i det offentlige samt mere åbenhed og gennemsigtighed med, hvordan skattekronerne anvendes.

Skattebetalerne fik i løbet af de første to uger af sin eksistens ca. 3.500 medlemmer. En rigtig god start. Sverige har en lignende organisation: Skattebetalarna med ca. 35.000 medlemmer. Tyskland har Bund der Steuerzahler, Storbritannien har Taxpayers’ Alliance osv.

Behovet for en folkelig interesseorganisation for skatteborgerne kan på sin vis undre. Der er jo 5,3 millioner af os, så vi burde veje tungt som vælgere. Men samfundsforskere har vist, at sådan fungerer demokratiet ikke. ­Politologen Mancur Olsons bog The Logic of Collective Action fra 1965 viste, at små, afgrænsede grupper med snævre særinteresser, har nemmere ved at opnå indflydelse end større grupper med mere generelle interesser.

Jo flere mennesker der skal arbejde sammen, desto sværere bliver det. Når en stor gruppe borgere, fx skatteborgerne, skal organisere sig om noget, der gavner alle, opstår det såkaldte gratist-problem. Mange tænker, at andre nok skal klare opgaven, så de selv kan slippe for besværet og stadig få fordelen. Det ender med, at ingen gør noget.

Det svækker demokratiets evne til at skabe den rigtige samfundsindretning. Små velorganiserede grupper får fordele, som den store gruppe af skatteydere betaler en for høj pris for. Den lille gruppe bruger mange ressourcer på lobbyarbejde for at opnå og beholde deres privilegier. For hver enkelt skatteyder er prisen for hver enkelt tiltag så lille, at det ikke kan betale sig at kæmpe imod. Men regningen løber op.

Særinteresser bruger også store ressourcer på at påvirke den offentlige mening til at bakke op om, at de skal have flere skattepenge. Derfor ser man sjældent, at den offentlige debat ser tingene fra skatteborgernes perspektiv.

Ser ting fra skatteborgernes perspektiv

Skattebetalerne retter op på denne skævvridning af demokratiet og den offentlige samtale. Nu kan man som borgere eller som virksomhed melde sig ind i Skattebetalerne og lade dem varetage sine interesser. Med tilpas mange medlemmer opnås en gennemslagskraft på linje med andre interesseorganisationer såsom Ældresagen eller Danmarks Naturfredningsforening. Politikerne skal tvinges til at vise mere hensyn til skatteborgerne. Faktisk vil det være sundt, hvis de frygter skatteborgerne lidt.

Skattebetalerne ser altid tingene fra skatteborgernes perspektiv. Vi skal have sænket skattetrykket. 47 procent af danskerne er enige med os i, at skattetrykket er for højt, mens kun 22 procent er uenige.

Kun hver tredje dansker føler sig helt eller delvist sikre på, at deres skattekroner bliver brugt fornuftigt. Skatte­betalerne afslører konkrete eksempler på frås og spild og via analyser peger vi på udgiftsområder, hvor der er potentiale for mere effektivitet.

Skattebetalerne vil skabe en offentlig samtale om prioritering af pengene, så de anvendes dér, hvor de gør mest gavn. Ikke alt offentligt forbrug er nemlig lige vigtigt. 

Retssikkerheden halter

Næsten 7 ud af 10 danskere synes, skattereglerne er for komplicerede. Både borgere og virksomheder burde kunne forstå de regler, der afgør, hvor meget vi skal betale, og hvad vores daglige valg betyder for skatten. I dag er det umuligt. Det undergraver både retssikkerheden og tilliden. Et enklere skattesystem vil spare det offentlige for milliarder på IT og bureaukrati. Virksomhederne slipper for unødige byrder, hvilket giver lavere priser og øger konkurrenceevnen.

1 million danskere stoler ikke på, at de behandles ordentligt af skattemyndighederne. Bekymringen er berettiget. Borgernes retsstilling er svækket gennem årene. Det er uacceptabelt. For de fleste lønmodtagere fungerer det automatiske system fint. Men når der opstår tvister, viser retssikkerhedens sande tilstand sig. Staten har stor magt i skattesager, og opkrævning sker med tvang. Derfor bør myndighedernes mål ikke være at vinde, men at finde den rigtige løsning.

Giver skatteborgerne en stemme

Kun 2 ud af 10 danskere føler sig velinformeret om, hvordan politikerne bruger vores penge. Vi handler i et supermarked, som vi er tvunget til at anvende, og som ovenikøbet er uden prisskilte. Selv enkle spørgsmål kan ikke besvares: Hvad koster en times hjemmepleje i min kommune? Er nogle kommuner billigere? Eller private leverandører? Giver højere udgifter bedre kvalitet? Uden gennemsigtighed belønnes udygtighed med større budgetter, mens de dygtige ignoreres.

Skattebetalerne giver skatteborgerne en stemme og sikrer dem indflydelse og forandring til det bedre. Når politikerne forhandler en sen nattetime, skal de ikke kun tænke på særinteresser, som Ældresagen. De skal også tænke på Skattebetalerne, og de 5,3 millioner skatteborgeres interesser. Fristes politikerne til at indføre en ny afgift eller til at komplicere skattesystemet yderligere, skal de tænke, at de hellere må lade være, så de undgår kritik fra Skattebetalerne.

Læs mere på: www.skattebetalerne.dk

Mærkesager
Skattebetalerne arbejder for, at dine penge bliver brugt klogt, retfærdigt og gennemsigtigt. Her er de fem mærkesager, vi kæmper for – hver dag. 

1. Lavere skat
2. Effektivitet i det offentlige
3. Enkle skatteregler
4. Åbenhed og gennemsigtighed
5. Retssikkerhed i mødet med skattemyndighederne

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Ole Byriel lancerer Byriel & Co

Den finansielle verden har brug for forandring

Fra Tour de France til moderne cykelleasing: Mød manden bag UNICO Velo

Drømmen om verdensklasse vin og caviar

Michelin-hærdet køkkenchef giver nyt liv til tangkrogen

Ny hattenæs: En genopstået perle i skoven

Yngre generetioner finder drømmeboligen i udlandet

Helhedsplan for hus & have

Ny ledelse i spidsen for 110 år gammelt badehotel

Drømmeboliger for alle

Søg