Frank Kristensen byttede mekanikerværkstedet og verdenseliten ud med direktørposten i et nyt og ambitiøst leasingeventyr. UNICO Velo kombinerer passion for cykling med en attraktiv finansieringsform og tilbyder et stort udvalg af cykler til både virksomheder og private.
Tekst: Pernille Thomsen · Fotos: UNICO Velo ApS
Fra Herning til verdens største løb – og hjem igen
Frank Kristensens rejse begyndte i Herning med en ungdomsforelskelse i cykelsporten, som mange danskere kan genkende. ”Jeg startede dengang, Bjarne Riis vandt Touren i ’96. Det tændte noget i mig. Jeg begyndte at køre i Hernings cykelklub og blev hurtigt bidt af det,” fortæller Frank.
Efter en uddannelse som cykelmekaniker i 2005 blev han en del af det professionelle cykelhold Team CSC. Det blev starten på et årti i international tophastighed – blandt andet hos Leopard-Trek i Luxembourg og senere hos Tinkoff-Saxo.
”Jeg har altid elsket at cykle – det er en livsstil. Men med op mod 220 rejsedage om året og en familie på vej, så trak Danmark igen,” siger Frank om sit skifte fra pro-verdenen til et mere fast liv i Danmark.
Uheldet, idéen og begyndelsen på UNICO Velo
Efter nogle år i bilbranchen blev Frank i 2021 ansat hos UNICO som leasingrådgiver. Men det var først et styrt på cykel, der blev den utilsigtede katalysator for UNICO Velo.
”Jeg brækkede brystbenet og var sygemeldt i en måned. Jeg kedede mig og begyndte at tænke: Hvorfor findes der ikke leasing på cykler – ligesom med biler?”
Sammen med Klaus Nielsen, dansk importør af det eksklusive mærke Factor, blev de første skridt taget. Det startede som et sideprojekt – men i februar 2025 blev UNICO Velo ApS stiftet, med Frank som direktør og partner.
”Vi så hurtigt, at virksomhederne for alvor begyndte at få øjnene op for det her som personalegode. Og da vi fik de første store aftaler i hus, vidste vi, at vi havde fat i noget.”


Finansiel leasing, high-end cykler og skræddersyede løsninger
UNICO Velo tilbyder finansiel leasing af cyklerne som én af de første i Danmark. Det giver mere fleksibilitet og økonomisk gennemsigtighed – og produktet kan blive kundens eget.
”En finansiel leasingaftale skal betragtes som ren finansiering, hvor der er fuld gennemsigtighed og fleksibilitet over for kunden. Vores kunder kan altid komme ud af en aftale, hvis behovet ændrer sig, eller motivationen ved at cykle ikke længere er til stede. Det er for os fleksibilitet. Herudover kan kunden se eller beregne, hvad deres leasingydelse går til, som er forrentning og nedskrivning af cyklens værdi. Det er gennemsigtighed,” forklarer Frank.
Virksomheden tilbyder alt fra ladcykler til børnefamilier til high-end gravel- og racercykler fra brands som Factor, Colnago, Pinarello og Specialized. Gennem et nyt samarbejde med Bings Bikestore i Aarhus er sortimentet nu blandt landets bredeste.
”Vi bygger alt efter mål – især på race og gravel. Intet sendes i en papkasse med et ’held og lykke’. Det er 100 % tilpasset kunden,” understreger han.
Kunderne handler primært online, men UNICO Velo har også et mindre showroom og base i Silkeborg.
Cyklen som personalegode og ESG-værktøj
Markedet for cykelleasing vokser – ikke kun blandt entusiaster, men også i erhvervslivet. Især på grund af dets sammenhæng med bæredygtighed og sundhed i ESG-regnskaberne.
”Det her går direkte ind i S’et i ESG – det handler om medarbejdernes sundhed, trivsel og potentielt færre sygedage. Virksomhederne kan virkelig se værdien i det,” siger Frank.
Virksomhederne kan tilbyde deres medarbejdere fri cykel som personalegode, hvor medarbejderen beskattes af markedsværdien af cyklen. Virksomhederne kan enten tilbyde medarbejderne fri cykel som et tillæg til deres eksisterende lønaftale, og dermed acceptere en meromkostning, eller tilbyde medarbejderne at indgå en bruttolønsordning (lønomlægning).
Bruttolønsordninger gør det muligt for virksomheder at tilbyde cykler som personalegode uden ekstraomkostninger for virksomheden, og den grønne omstilling giver leasingmodellen yderligere medvind. Frank håber, at kommende lovgivning kan fjerne beskatningen på cykler, hvilket vil øge incitamentet for virksomhederne markant.
”Det er allerede attraktivt i dag, men det kan økonomisk blive meget attraktivt for medarbejderne, hvis politikerne fjerner beskatningen fra 2026,” siger han.


Fremtiden: Vækst og langsigtede visioner
UNICO Velo har haft en flyvende start, og visionen for de næste par år er klar: at udvide teamet, skalere forretningen og fastholde førerpositionen som first mover på finansiel cykelleasing. Efterspørgslen vokser, og potentialet i markedet er stort, især blandt de mange danske virksomheder, der ønsker at tilbyde cykler som personalegode.
Frank er dog optaget af, at væksten sker på en måde, der er sund – både for forretningen og for dem, der driver den.
”Jeg vil hellere ansætte mig ud af presset end at løbe mig selv træt. Det skal være sjovt at gå på arbejde, og man skal også kunne leve af det uden at gå på kompromis med sig selv,” siger han.
En vigtig del af udviklingen har været ejerkredsen bag UNICO Velo. Sammen med hovedaktionærerne Poul Beck og Jeppe Dahl Andersen, som tilsammen ejer 80 % af virksomheden, har koncerndirektør i UNICO-koncernen Tom Gajda Kristensen, tidligere partner i BDO, været med til at lægge det juridiske og strukturelle fundament.
”Tom har været en kæmpe hjælp – alt det juridiske og strukturelle i selskabet står han bag. Det er én ting at have idéerne, men uden Tom var det ikke lykkedes,” siger Frank.
UNICO Velo er ikke bare endnu et cykelprojekt. Det er en virksomhed, der udspringer af passion, bæredygtig tankegang og finansiel snilde. Med Frank Kristensen i front er der ingen tvivl om, at der stadig er masser af fart i pedalerne, og at rejsen kun lige er begyndt.
Læs mere: www.unicoleasing.dk