Drømmeboligen i Frankrig blev til virkelighed

1. november 2015

Højt hævet over Middelhavet med 180 graders vue over kysten til Monaco i øst, Nice og Cap d’Antibes i syd til Cannes Bugten i vest ligger en af Sydfrankrigs smukkeste ejendomme, La Tour de Vence. Den ejer parret Mette og Mikkel Aaby.

Tekst: Jesper Kjær · Foto: Mikkel Aaby

Mette og Mikkel Aaby kom for snart 16 år siden forbi og købte ”La Tour de Vence” på stedet. Ejendommen med sine 670 kvadratmeter havde været lukket og låst i fem år. Ægteparret, der ejede ejendommen var blevet skilt og rejst fra stedet. Og den 10.000 kvadratmeter store park rundt om ”La Tour de Vence” havde ikke set skyggen af en gartner i samme tidsrum. Mette og Mikkel Aaby, 40 og 41 år, havde besluttet sig for at rejse ud. De havde solgt Mikkels reklamebureau og nu var det eventyrlysten, der drev dem. ”Som så mange andre danskere før os, startede drømmen om den nye fremtid i Frankrig med at søge efter den romantiske vingård i Provence,” siger Mikkel Aaby.

Parret havde den nødvendige kapital til at købe en god ejendom og researchede derfor markedet for små eksklusive hoteller, som de fandt ud af, at der var mangel på. ”Derfor skiftede vi vingårdsdrømmen ud med ønsket om at finde en større villa eller château i Provence eller på Côte d´Azur, hvor vi dels kunne bo selv, dels indrette og udleje nogle værelser og drive det som en bed & breakfast forretning,” siger han.

Da de fik præsenteret ”La Tour de Vence” en oktoberdag i 1999, sagde det bare click. ”Det var ikke billigt, og der skulle bygges en del om, men vi følte, at den chance kom ikke igen, så vi slog til,” siger han.

Et lille slot

Sammen med en mindre hær af håndværkere gik parret i gang med renoveringen af den meget smukke ”Bastide”, der med sit majestætiske tårn i den ene ende og det gamle malmklokkespil i den anden, ser ud som om den har ligget der i 200 år. Men i virkeligheden er ejendommen opført som en mondæn sommervilla i typisk château-stil i 1970’erne af en dygtig arkitekt, der med æstetisk sans for detaljer har indpasset hundrede år gamle materialer fra et nedlagt kloster i Bourgogne og skabt et minislot på den franske riviera Côte d’Azur.

Ro og tid til huskøb

De første godt 10 år drev ægteparret Aaby La Tour de Vence som et eksklusivt Bed & Breakfast. ”Det var både sjovt og hårdt og er nu historie”, fortæller Mette Aaby. I dag er hovedaktiviteten ejendomsmæglerfirmaet Cabinet La Tour de Vence som formidler køb og salg af ejendomme i baglandet til Nice og Cannes. ”Nu er det huskøberne, der har fornøjelsen af at bo på La Tour de Vence, når de er her for at købe bolig. Det giver os den fornødne tid og ro til besigtigelser og til at tale om alt det, der hører med til at købe fast ejendom i Sydfrankrig”, fortæller Mikkel Aaby, der gennem årene har skabt sig en niche, primært for boligsøgende danskere, øvrige skandinaver og nordeuropæere.

Specialist i kvalitetsejendomme

I 2004 fik Mikkel Aaby beskikkelse som statsautoriseret fransk ejendomsmægler. Mikkel Aaby har siden bygget virksomheden op, som har specialiseret sig i markedet for kvalitetsejendomme i Vence, Saint Paul de Vence og Tourrettes sur Loup tillige med Mougins-området – alle byer som ligger lidt tilbagetrukket fra kysten, men alligevel i nærhed til Nice lufthavn. ”Du kan ikke være verdensmester i det hele og overalt. Det ville være useriøst. Derfor har jeg valgt at koncentrere mig om de byer her i området, der sammenlagt har de fleste fordele set med danske og skandinaviske øjne”, siger han. Mikkel Aaby kender infrastrukturen, klimaudsvingene, beliggenhederne og prisniveauerne, foruden de lokale arkitekter, håndværkere, banker og notarer, som det også er vigtigt, at have gode forbindelser til.

Svar på mange spørgsmål

Boligkøb i udlandet er altid forbundet med andre kutymer end i Danmark. Mæglere, sælgere, advokater, notarer, håndværkere, forsikringsselskaber og alle mulige andre fungerer og agerer på en anden og fremmed måde, fortæller Mikkel Aaby og fortsætter: ”Det er her jeg virkelig kan gøre en forskel i forhold til de franske mæglerfirmaer. Huskøberne kan bo godt hos os på La Tour de Vence og samtidig få svar på og belyst alle de spørgsmål, der naturligt trænger sig på, når man er i købermarkedet.” Ejendomsmægleren kan dele ud af sine erfaringer og bibringe huskøberne med såvel de hårde bl.a. juridiske facts som de mere bløde værdier forbundet med et huskøb, det være sig alt fra indkøb, skolegang, mikroklimaer og skatteforhold over kulturelle oplevelser, hiking og skiløb til poolmand, rengøringshjælp og house management.

Den rette størrelse hus

For snart fem år siden anskaffede Mette og Mikkel Aaby sig endnu en udsigtsvilla i Vence, Villa Belair. Denne villa er tænkt som en ren udlejningsbolig og skal på sigt erstatte La Tour de Vence som deres førstebolig. Rightsizing kalder ægteparret det og tilføjer: ”Efter 16 gode år på La Tour de Vence er vi kun vi to i hverdagen. Derfor er tiden moden til at sælge slottet igen inden for de næste år og flytte lidt op ad vejen til Villa Belair, hvor huskøberne fortsat kan bo hos os, blot ikke så mange ad gangen.” ”Det er vores håb, at der kommer nye ejere til La Tour de Vence, som bliver lige så glade for stedet, som vi altid har været. Her er altid noget smukt at se på, lige meget hvor man vender blikket,” slutter Mette Aaby.

Hvis De vil vide mere kan Mette & Mikkel Aaby kontaktes på telefon +33 614 88 02 23 eller via www.latourdevence.com og www.cabinetlatourdevence.com.

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Drømmen om verdensklasse vin og caviar

Michelin-hærdet køkkenchef giver nyt liv til tangkrogen

Ny hattenæs: En genopstået perle i skoven

Yngre generetioner finder drømmeboligen i udlandet

Helhedsplan for hus & have

Ny ledelse i spidsen for 110 år gammelt badehotel

Drømmeboliger for alle

Det bedste Barcelona – som kun de lokale kender 

Galleri Nijenkamp

Fra jægersoldat til nye roller i livet

Søg