Fra danmarksmester til belgisk passion 

1. juli 2019

Når der bliver stille, og blitzlyset slukker, så er det, at bjergetapen for alvor starter. Men som professionel cykelrytter lærer man at kæmpe og tro på det. 

Tekst: Jesper Kjær Fotos: David Hay

Det er nu 10 år siden, at Allan Johansen lod sig hylde under euforiske jubelscener på Frederiksberg. 

Den hårdtarbejdende hjælperytter fra Silkeborg sluttede på toppen af karrieren i Post Danmark Rundt med en stærk offensiv på de sidste omgange af Danmarks største etapeløb. Publikum hyldede på den varme sommerdag Allan Johansens lange professionelle liv som rytter på blandt andet Bjarne Riis’ hold CSC, hvor midtjyden høstede en Top 10 i den belgiske klassiker Flandern Rundt. 

– I hele 12 år havde jeg udlevet min drøm som professionel cykelrytter. Det var en perfekt afslutning på min karriere, fortæller Allan Johansen. 

Om lidt bliver der stille 

Men det store sus og livet i den internationale cykelsportsverden blev hurtigt udvekslet med en vis tomhed: 

– Jeg var en kendt cykelrytter med et dansk mesterskab i bagagen, men pludselig skulle jeg starte helt forfra i mit liv. Jeg fik virkelig en mental lussing ret hurtig. Samtidig tog jeg mange kilo på. Der sker bare så meget med både kroppen og hovedet, når du ikke skal køre med rygnummer på mere, forklarer Allan Johansen. 

– Heldigvis var der nogle erhvervsledere i Silkeborg, der ville starte et projekt op om at cykle til Paris. Her fik jeg pludselig en chance for at blive træner og konsulent, og jeg kom op af hullet igen. Jeg indså også, at cykling var mit liv, og at det var den vej, jeg skulle gå med mit fremtidige virke, siger den tidligere CSC-rytter. 

Belgian Cycling Club 

I dag sidder Johansen i sit showroom, ”Belgian Cycling Club Service Course”, i en baggård i Silkeborg. Det store rum med vinderbilleder og trøjer vidner om et langt og righoldigt liv med cykling og om en ny forretning med Belgien som en central omdrejningsakse. Silkeborg-drengen er nu blevet lidt ældre og runder til sommer de 48 år. Han er den person i Danmark, der sælger flest cykler af det belgiske mærke Ridley, som World Tour-holdet Lotto Soudal kører på. 

– Cykelmærket Ridley blev en del af grobunden for mig til at skabe en forretning og et nyt brand i Danmark – den såkaldte Belgian Cycling Club, siger Allan Johansen. 

Hvordan startede historien med Ridley? 

– I efteråret 2017 kontaktede jeg Ridley-agent Dennis Jensen. Jeg havde nogle tanker om at lave en ny cykelløsning i forhold til de mere traditionelle cykelbutikker i Danmark. Jeg mente, at jeg kunne tilbyde en bedre service med den rigtige størrelse og geometri til kunden. Samtidig ønskede jeg en ny måde at sælge cykler på, siger Allan Johansen, der som rytter havde en forkærlighed for de belgiske løb. 

– Den belgiske fabrikant, der producerer Ridley- og Eddy Merckx-cykler, får rammerne lavet og sendt fra Taiwan til deres fabrik i Belgien uden lak. Derfor kan jeg tilbyde kunden en individuel løsning, hvor kunderne selv bestemmer farven på deres cykel til en skarp pris. Endelig kan kunden også skræddersy den udstyrspakke, der passer bedst til behov og pris, uddyber den tidligere hjælperytter for den store stjerne Fabian Cancellera. 

Belgisk Passion #BeTOUGH 

Forårsklassikeren Flandern Rundt er kendt over hele verden, og mere end 800.000 cykelfans samles hvert år langs ruten for at huje og heppe på cykelstjernerne og de hårde arbejdsmænd. Det var netop i det terræn, at den danske landevejsmester fra 2006 gang på gang sled og led i modbydelige snestorme, orkanagtige sidevinde og på morderiske stigninger på brosten. Alligevel skabte de mange lidelser på landevejene en stor kærlighed til både Belgien og landets strabadser. 

I første omgang var den tidligere professionelle rytter Bo Hamburger med i skabelsen af Belgian CC: 

– Vi skulle naturligvis finde et navn, som både Bo og jeg forbandt med vores liv og tidligere karrierer som cykelryttere. Derfor faldt valget på Belgien. Vi havde begge boet i landet. Vi har begge en passion for belgisk cykelsport og kultur – heriblandt naturligvis mad og øl. Der er også kommet en ny bølge i Danmark, hvor mange entusiastiske og historiebevidste ryttere netop dyrker den gamle storhed i belgisk cykling, fortæller Allan Johansen med et smil.

– Belgien er også på mange måder hjertet af cykelsporten. Alle kan identificere sig med forårsklassikerne i Belgien. Den her hårdhed, de svære vejr- og vindforhold og smerten ved at køre på brosten. Derfor besluttede vi os for at hylde Belgien. Siden har Bo Hamburger trukket sig fra forretningen, så jeg i dag står alene med alle aktiviteterne, fortæller Allan Johansen, der nu selv bor i Silkeborg efter mange år i udlandet. 

Nickname – Smeden 

Netop hårdheden har været en del af Allan Johansens personlighed. Som professionel blev han kaldt ”Smeden”, fordi han altid i feltet kørte med en høj tænding og temperament. Han er også oprindelig uddannet klejnsmed hos Hvidtved Larsen, der producerer slamsugeranlæg i Silkeborg. 

– Jeg vidste godt, at min baggrund som klejnsmed og professionel rytter ikke var nok til at opbygge en forretning. Derfor måtte jeg starte nærmest helt forfra på skolebænken. Jeg havde en stor indsigt i cykelsport, men ingen forudsætninger eller teoretisk ballast til at drive en forretning. Det havde jeg mærket på egen krop de første år, efter jeg var stoppet som rytter, hvor jeg havde lavet flere projekter og stået i spidsen for to kontinentale hold. 

– Fælles for de projekter og arbejdsområder var, at jeg skulle arbejde sammen med folk, som havde en lang erhvervskarriere med sig, og jeg følte mig ikke rustet nok til at drive en forretning. Jeg valgte derfor at tage et år på skolebænken med en handelsøkonomen-eksamen for at lære noget grundlæggende om regneark, økonomi, drift og dækningsbidrag mm. 

Coast2Coast Jylland – Danmarks hyggeligste motionsløb 

Det store vendepunkt kom i 2016, hvor Allan Johansen søsatte sit første store projekt. Cykeludfordringen ”Coast2Coast Jylland” er et 195 km lang motionsløb på tværs af Jylland med start på vestkysten i Søndervig og mål på den legendariske Aarhus Cykelbane. Ruten er unik med en fantastisk natur. Rytterne kører først gennem det barske, flade, vestjyske landskab, og herefter skal alle de svære hårde midt- og østjyske bakker forceres. 

– Siden jeg stoppede karrieren, havde jeg kørt en række motionsløb, hvor jeg så gale motionister køre over for rødt lys og med hovedet under armen i livsfarlige situationer. I flere år havde jeg tænkt, at en rute fra Søndervig til Aarhus kunne blive en uforglemmelig smuk tur. Der skulle være tid til både fint social samvær og hygge. Den første del af løbet skulle være med master, og afslutningen skulle være ekstraordinær på Aarhus Cykelbane. 

– Det er en ramme, som vi kender fra den franske klassiker Paris-Roubaix, der også slutter på en bane. Jeg lavede selvfølgelig mange begynderfejl, men i dag er jeg meget stolt over at arrangere Coast2Coast Jylland, der rammer en bred gruppe af motionister i Danmark. På bare tre år er løbet blevet en klassiker i dansk motionscykling med tusinde deltagere, lyder det stolt fra løbsdirektøren. 

BCC Bike Tours 

De seneste år har ”Smeden” også forsøgt at opbygge en ny vej med at arrangere cykelrejser til udlandet. Det er ellers et forretningsområde, hvor der både er en benhård konkurrence i Danmark og fra udenlandske rejsearrangører. 

– Da jeg var professionel, boede jeg i Belgien, hvor vejret ikke altid var godt, og derfor tog jeg tit til Calpe i Spanien for at træne. Det er et område, hvor vejret er rimelig sikkert, og cykelterrænet nord for Alicante er efter min mening noget af det bedste i Europa. Området bliver også i dag flittigt brugt af de professionelle hold til deres træningslejre på grund af de gode veje, sikker trafik og mange smukke bjerge, som kan forceres af alle motionister.

Det nye Mallorca 

– Området er virkelig unikt til cykelrejser for danske motionister. Jeg har fundet et charmerende hotel ved Middelalderbyen Altea, der ligger i de smukkeste omgivelser, man kan tænke sig – kun 3 meter fra havet, 20 minutter fra bjergene og 10 minutters smuk gåtur til den mest romantiske, lille antikke bydel, der rummer små hyggelige gader med cafeer og forførende restauranter, siger Allan Johansen. 

– Der er faktisk to Michelin-restauranter i byen. Det 4-stjernede hotel Cap Negret rummer alle de faciliteter et cykelfolk ønsker: Terrasse ud til havet, cykelkælder med vaskemaskine og tørtumbler, lækker, frisk, sund og varieret mad. Veltilberedt og lokal mad hver dag, kan jeg forsikre om. I år har jeg indtil videre ad tre omgange sendt over 100 gæster til vores hotel i Spanien, og en ny tur venter i uge 41. Det er også et inspirerende cykelområde med udfordrende stigninger på op til 1.000 højdemeter. 

Samarbejde med Rawfit Concept 

– Ud over landevejscykling laver samtidig vi et RawFit-forløb dernede, hvor alle kan træne uden for hotellet. Det kan også være i kombination med cykling. 

– Vi tilbyder desuden bjergvandring med en lokal guide. Endelig er vi begyndt at bruge elcykler, som bliver en del af fremtiden. Her kan folk, som ikke er vant til at cykle i bjergene, køre med deres kæreste eller mand og få en fælles oplevelse i bjergene, forklarer Allan Johansen. 

Flandern Rundt 

Belgian Cycling Club har i år også arrangeret en tur for Jyske Bank Business-kunder, hvor de eksklusivt skulle cykle med Mr. Flandern Rundt, Tom Boonen. Desværre måtte Tom melde fra to timer før, så Allan måtte trække i en anden livline, og fik Marc Wauters fra Team Lotto Soudal til at komme og cykle med Jyske Bank. 

Der var rundvisning på Belgian Cycling Factory – producent af Eddy Merckx- og Ridley-cykler, deltagelse i motionsløbet ”De Ronde Van Flandern”, og gæsterne oplevede selve den store forårsklassiker på tætteste hold ved et VIP-arrangement på Oude Kwaremont. 

Flandern Rundt har alt, og er, hvad Super Bowl er for USA. Løbet er et højdepunkt for belgierne, stemningen er vanvittig, og det er et festfyrværkeri med burgere, pomfritter og belgiske øl. 

Belgian Cycling Club i dag 

Belgian Cycling Club har nu delt forretningen op i tre forretningsområder: Motionsløb, hvor Coast2Coast Jylland er det største; Rejser, primært til Spanien og Belgien, og Salg af cykler og cykeltøj, der kan designes og personligt sammensættes efter kundernes ønsker. Derudover er der BCC-klubben med sociale cykelture. 

– For mig handler det om det gode liv med cykling. At skabe nogle unikke oplevelser, hvor mennesker på en sjov måde udfordrer sig selv og hinanden. Det sociale og hyggelig skal være i højsædet, og der skal være plads til alle. 

– Jeg tror på, at man skal møde mennesker i øjenhøjde, og jeg indlever mig i deres ønsker med cykling. Endelig ønsker jeg, at mine medlemmer og kunder får den bedste rådgivning om cykler og tøj, pointerer Allan Johansen. 

Hvis du vil have unikke oplevelser, personlig råd og vejledning om cykeltur og cykelvalg: 

Belgian Cycling Club 
Allan Johansen 
Mobil 51 36 34 01 
Mail: info@belgiancyclingclub.dk

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Kunderne i Investering & Tryghed skal føle tryghed i en omskiftelig verden

Politikerne skal lære at frygte Skattebetalerne

Ole Byriel lancerer Byriel & Co

Den finansielle verden har brug for forandring

Fra Tour de France til moderne cykelleasing: Mød manden bag UNICO Velo

Drømmen om verdensklasse vin og caviar

Michelin-hærdet køkkenchef giver nyt liv til tangkrogen

Ny hattenæs: En genopstået perle i skoven

Yngre generetioner finder drømmeboligen i udlandet

Helhedsplan for hus & have

Søg