Peter Skovgaards værker er mærkværdige. Hans signatur er en underlig streg. Og den særegenhed har for længst gjort ham til et internationalt anerkendt navn i kunstens verden. Den landflygtige maler, der har brug for udlandet som kreativt brændstof og som stadig må kæmpe indædt med hvert eneste nye kunstværk, er netop nu i gang med en større, usædvanlig udsmykning af Aarhus’ nye fyrtårn, HL House.
Der er en klar linje og streg gennem Peter Skovgaards værker. Og den linje er ifølge kunstneren en underlighed, noget mærkværdigt og subtilt, der kræver tid og empati for at blive forstået:
“Det må ikke blive for flagrende, og der må nødvendigvis være en personlig, kontinuerlig udvikling. Jeg kunne godt begynde at male portrætter, men jeg ville ikke være nær så god til det som fx Jørgen Boberg. Man må i stedet dyrke, forbedre og forfine dét, man er god til og har fået et navn på. Det har jeg gjort, og derfor er jeg også en langt bedre maler i dag end for 10 år siden”, siger Peter Skovgaard.
Tekst: Rune H. Jensen Foto: Erik Balle Poulsen
Titel: Kan leve af at forfalske sig selv
Hjem til min udlængsel
Vi har sat ham stævne i hans atelier i det sydlige Aarhus. Rummet lever næsten sit eget kunstneriske liv med sine hundredevis af halvfyldte malertuber, brugte pensler, installationer, malerier på 3×3 meter og lamper lavet af gamle Volvo-elpærer. Og i centrum af det hele står Peter Skovgaard, nærværende, stolt og engageret midt i sin ekspressionistiske kunst. Han er hjemme i Danmark for en lidt længere periode denne gang. For ellers bruger han meget af sin tid i New York, Italien og i Berlin, hvor han også har atelier.
“Der er lidt højere til loftet i Sydeuropa. Det er en større rummelighed, ikke så meget kontrol, pænhed og omklamring. Jeg kan få det næsten fysisk dårligt af al registreringen, manglen på frihed – og når en korrekt politiker med falsk varebetegnelse vil ”sætte ensomheden på dagsordenen”. Længere sydpå er der en anden respekt for individet, for friheden, og ros er fuldt ud tilladt. Nogle af de ting kan jeg godt savne i Danmark, siger Peter Skovgaard for hvem hjemlandet dog fortsat er udgangspunktet. Han har med andre ord udlængsel, men ikke hjemlængsel.
At spænde fjederen
Han forklarer, at han har brug for at komme ud, se tingene udefra og høre en anden slags kommentarer om sine værker. At verdens kreative brændpunkter er en voldsom energi, der kan forløse den kunst, som altid er indeni ham. At kunsten kommer indefra som en nødvendighed, og at hans system bliver fodret med energi ved at bevæge sig, energi fra byens hastighed, fra duftene, fra lydene, fra en anden slags mad.
“Så spænder jeg fjederen. Nogle gange er det en rigtig god idé bare at vente og suge til sig i en periode – og så eksploderer jeg i kunsten i absolut frihed og selvgenerende vovemod. Næsten som et overgreb på lærrederne og andre værkmaterialer. Det er kunst efter de perioder, jeg selv er mest tilfreds med. Kunst er intuition og ikke noget, jeg vælger at gøre. Det er ganske enkelt en indre nødvendighed”, fortæller den periodisk eksilerede kunstner, der altid har sin kone, Tina Thomsen, designchef og projektudvikler, med på sine rejser. Kunst er unyttigt
Man er altid kunstner ifølge Peter Skovgaard. Og han har altid udtrykt sig i ting, man kan forme, så længe han kan huske. Han indikerer dermed, at det kunstneriske element er noget, nogle er født med. Et indre behov, der ser verden gennem det filtersystem, som man vurderer kunst på. At kunstnere har betragtninger, der ligger et lidt andet og skævt sted. Et system, der ikke kan bruge de færdige holdninger til ret meget. Kunst er en proces, der er ingen lovmæssigheder andre end kunstens egne – og derfor kan det også sætte noget helt nyt i verden, selv om kunst som sådan ikke kan bruges til noget og egentlig er unyttigt ifølge Peter Skovgaard.
Et lærred er som en barnerøv
Hans værker har dog fundet rig anvendelse rundt omkring i verden på udstillinger, gallerier og i private hjem. Men stadig den dag i dag starter han forfra, hver eneste gang han begynder på et nyt værk:
“Det er en kamp hver eneste gang. Et lærred er som en barnerøv, jeg starter blankt og forfra hver eneste gang. Og billedet begynder at arbejde med sin egen lovmæssighed, får sit eget liv, som jeg skal finde ind til og forløse. En maler som Edward Munch vidste det. Han hængte sine malerier ud i æbletræet over vinteren for at straffe dem”, siger Peter Skovgaard smilende og fremhæver samtidig, at en stor del af kunstners liv netop er stædighed og insisteren på kunstens virkeliggørelse.
Jeg gør lige nøjagtigt, hvad jeg har lyst til
Selv kræver Peter Skovgaard kontinuerlig udvikling af sit kunstneriske virke og føler, at han er nået frem til et stadie med langt større frihed.
“I den periode, hvor man er ved at få sig et navn og opnå noget anerkendelse, kan man som kunstner godt blive fanget og lidt låst af omverdenens forventninger og hensynet til egen økonomi. Jeg havde fx en periode med mere figurative værker. Men nu er jeg et sted, hvor jeg løsner op, kan give slip og gøre lige nøjagtigt, hvad jeg har lyst til. Nu er det igen deciderede abstraktioner, det er spontant, ligetil og frit, når jeg skaber kunst”.
Illustration: Per Fink Isaksen
Illustration: Per Fink Isaksen
Kontraster til HL House
Det mærker man også i udsmykningen af Aarhus’ nye og 94 meter høje hotel- og kontorbyggeri, HL House, som Peter Skovgaard er undervejs med. HL House er et stramt, minimalistisk byggeri. Så Peter Skovgaard har lavet noget kontrasterende til højhusets foyer. Det er 3 meter høje plexiglasskærme med LED-lys og opal-plade, som han har malet spontant og hurtigt på og som med sine skiftende baggrundsfarver kalder på opmærksomhed i de konkrete omgivelser. Skærmene, som kommer til at folde sig ud i en kæde over 80 meter, kan indstilles efter ønske, så de fx foretager en glidende bevægelse mellem farverne.
“Jeg sætter så at sige ild til maleriet. Det er lidt old school i kontrast til byggeriet, lidt uformelt i forhold til det formelle byggeri. Det er en måde bevidst at understrege og fremhæve kontrast på”, siger Peter Skovgaard om udsmykningen, der samtidig sætter ham i en uvant position som arbejdsgiver for alt fra elektrikere og lysfolk til glarmestre.
Man fornemmer således ikke nødvendigvis nogen traditionel afstandtagen eller konflikt mellem det kommercielle og kunsten i Peter Skovgaards verden. Tvært i mod fremhæver han flere gange undervejs i vores samtale, at han er forundret over, hvor godt fx mange virksomhedsledere faktisk formår at forstå og integrere kunsten i deres verden. På den måde kan grænserne udviskes mellem kommercielt og kunst, så længe kunstneren fortsat kan fastholde friheden og integriteten i sin kunst.
Peter Skovgaard fortsætter ufortrødent med sin kunst. Fordi han ikke kan andet. Han bliver ved, fordi det ganske enkelt er en nødvendighed. Og han starter forfra hver eneste gang.
Om Peter Skovgaard
Født 1960 i København. I dag bosat i Aarhus og Berlin Peter Skovgaard kommer fra et musisk hjem og har læst filosofi på universitetet
Hans kunst er ekspressionistisk og spontan og omfatter bl.a. malerier, installationer, papirklik, udsmykninger og skulpturer
Han har udstillet i bl.a. Tyskland, Nederlandene, USA, Norge og Danmark. P.t. arbejder Peter Skovgaard på en udsmykning af højhuset HL House i Aarhus
Sagt om Peter Skovgaard:
”Peter Skovgaard er gået sin egne veje uden at benytte sig af de traditionelle kunstskoler og censurerede udstillinger… hans kunstneriske udtryk er spontant, ekspressionistisk, oftest ikke figurativt, men nu og da med et præg af barnetegning. (Dansk kunstnerleksikon)