Krop, sjæl og naturtro kønsorganer
Det kræver en stue med højt til loftet for at rumme de små figurer, der bliver til i det langelandske værksted. En figur viser en stående meget selvbevidst baby med armen omkring en knælende sexrobot, farvet med en mat lyserød glasur.
”Jeg elsker mennesker” forklarer Lars Calmar, ”og jeg elsker kroppen, så jeg har svært ved at lave dem med tøj på. Det må jeg sige.”
”Mit udgangspunkt er dér, hvor jeg vækker mig selv, hvor jeg er mest præcis. Jeg føler det med kroppen. ’Hold op. Nøj, det er godt det her.’ Det er dét, som jeg går efter. Jeg har ikke noget andet at gå efter.”
45-årige Lars Calmars hud er lysegrå, som skulpturerne han er omgivet af. Han er afslappet og med slidt kasket. Øjnene er konstant på arbejde, studerer og tager mål. De små hænder med lermystikkens livskraft kunne ved første øjekast såmænd også sidde på en kommis henne i Superbrugsen.
Fra pølsekvinde til eks-sportvare
Året er 1973 i Rudkøbing. Håret er pageklippet. Den 4-årige Lars er i børnehave. Lars går ind på børnehavens værksted og bliver mødt af synet af en slank kvindekrop formet i ler. Figuren er nymodelleret og glimser af vand og fingeraftryk. Med sine sansers fulde fem står den lille dreng fascineret og indsuger den spidse, jordslåede duft, figurens højde, formen, brysternes størrelse og lårenes længde. ”Det er ikke noget særligt” siger pædagogen henkastet og banker kvinden tilbage til en klump.
Det chokerer Lars, men en følelse af genkendelse er bruset op i den lille drengekrop og når ud i armene. Straks begynder han at rulle pølser til arme, ben og bryster i sine små hænder til sit eget forsøg. Senere bortfalder resultatet ved gradvis amputation på vejen ud til bilen. De jordiske rester ender sine dage i en hæk, men blikket for lerkroppe er uudsletteligt modelleret i den lille Lars.
Lars Calmar valgte derefter lertøjet og blev i 1991 pottemager. Han fik sit første barn og valgte at blive i Rudkøbing. Pottemagerfaget havde trange kår, og industrien flyttede til Østen.
”Modellere, det var det jeg ville. Jeg tænkte, ’nåh ok,’ hvis man skal det her, så skal det være unikt hele vejen igennem.”
Efter en periode på Svendborg Kunstskole, militærnægter på Louisiana og i et par beskæftigelsesprojekter i den sydfynske omegn, kunne Lars Calmar begynde sin kunstnerkarriere. ”Fra jeg var 22, til jeg var 27, arbejdede jeg bare på at dygtiggøre mig. Det var det, jeg var syg med. Samtidig med at jeg etablerede hus og hjem og fik to børn og kone. Og vi er sådan set stadigvæk sammen endnu. Da jeg blev 27, blev jeg selvstændig og har været det lige siden.”
I dag formidler to gallerier Lars Calmars figurer. Galerie Wolfsen i Aalborg sælger i Danmark. Galleri Bruno Dahl i Ebeltoft erobrer det amerikanske kunstmarked med nøgne Calmarfigurer.
Hvordan tror du for eksempel Hollywood vil tage imod dine figurer? ”Jeg synes, det er et internationalt formsprog. Det er samlerne, der er mine kunder derovre, de vil også gerne ud på kanten. For dem er det jo spændende nok. Men der er mange, der står af og siger nej tak. Til gengæld, er jeg så klar i spyttet, så dem der er på, de er så også på. Derfor kan det lade sig gøre.”
Orange – 2013
Kriger – 2013
Bikernatur
Værkstedet ligger på det sydlige Langeland, 27 kilometer fra nærmeste trafiklys. Ude på randen af de gule marker, der hvor ”Til salg”-skiltene har slået sig ned for sæsonen. I rodet af europaller, visne grantræer, bildæk og en hvid fjederfabrik ligger porten ind til det moderne Lilleputanien. I et kæmpe vindue summer en hveps om kap med radioens lokale program om at dominere baggrundsstøjen.
Værkstedet ligger oplyst i solen med et fint lag hvidt støv overalt. Bag en stor ovn står et hvidglaseret hoved på størrelse med en Jellingesten. Kuglerundt og skaldet hviler det på en dobbelthage og ligner en fed og utilfreds munk med lille mund.
Lars Calmar masserer liv i figurerne ved hjælp af hollandsk stentøjsler med 50 procent grov chamotte og et skvæt glasfibre. I det jordiske materiale står et ældre ægtepar modelleret. Begge nøgne. Kvinden sidder i lotusstilling på piedestalen med skødet åbent. Manden sidder ved siden af på knæ. I hånden holder han en pensel. Foran kvinden står en bøtte hvid glasur.
Manden og kvinden har maling i skridtet og op ad maven.
”Det er ren seksualitet og ren leg, hvor de maler hinanden i skridtet. Det er en fremhævelse af kønsdelene, og det er en leg med kønsdelene. Der er en gensidig forståelse mellem parret. Der er en vis poesi imellem dem, samtidig er det også lidt kinky. Da jeg så billedet inde i hovedet, så forstod jeg det. På den måde så er det bare det, jeg gerne vil give videre.”
En stor del af de skulpturer Lars Calmar modellerer har en enkelhed i deres udtryk.
”Jeg prøver at lave figurerne i en afklaret tilstand. De rummer tingene, som de er. At kunne rumme det og være i det, så får du den der renhed.”
En skulptur er som et udsnit af et træningscenter, med to nøgne hårdkogte bikere. De er omgivet af røde håndvægte og deres kroppe er tatoveret i samme røde farve. Den ene stående, den anden knælende i en indadvendt træningspause, men tatoveringens kraftsymboler arbejder videre. Tatoveringerne går igen på flere af figurerne, som del af historiefortællingen med deres meget direkte positive eller negative udtryk. Netop flere modsatrettede udtryk går igen i Lars Calmars figurer.
Kvinder – 2013
At spejle sig i ovnbehandlet ler
Lars Calmar forsøger at viderebringe sit publikum samme oplevelse ved første øjekast, som han selv oplevede, da figuren stod klar i hans bevidsthed.
”Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at man sådan har en forståelse med rygmarven. Jeg synes, det er vigtigt, når det siger noget til min rygmarv. Jeg-konstruerede ting fungerer ikke særlig godt. Det skal virke som heroin. Altså, du skal sådan, (knips). Det skal bare have sådan en umiddelbarhed. Maden er rygget, og jeg har åbnet munden på folk og spyttet maden ind, de skal bare synke.”
Selv om figurerne er klumper af ler, er de aftryk af Calmars sind.
”Jeg synes jo sindet er helt enormt. Det er jo det, der sådan set er hovedinteressen. Meditation fylder meget. At løbe fylder meget, som jo er grænsebrydende. Altså, det med at nå ud i det ubevidste.” Det er igennem det ubevidste bagkatalog, at inspirationen bliver til figurer, der får arme, ansigt og ben for Lars Calmar. ”Jeg bruger ikke model, så der er noget indfølt i det. Jeg har faktisk meget en færdig ting inde i hovedet. Jeg er ikke som en abstrakt maler, der bevæger sig dybere og dybere ind i tingene. Jeg har nogle ting, jeg går og kan mærke. Det er mere der, det bliver formet. Men lige pludselig så virker det som en åbenbaring. Bare sådan, ’ding’ (knips). ’Fuck. Yes. Kæft, det er godt.’ Altså, så er jeg helt oppe og køre. Så er det bare ’ohh!’ På en måde er det måske den største oplevelse i processen, dér hvor jeg har et færdigt billede inde i hovedet. Selvfølgelig er der bevægelse i det stadigvæk. Jeg har det også sjovt, når jeg er ude i noget nyt, når jeg står i det og modellerer det. Når det så rigtigt fungerer, godt, så er det super fedt. Så er det som et spejl eller genkendelse af mig selv.”
De fleste figurer, du har modelleret, ser alle sejrige eller stolte ud. Hvad er det, der får de mænd og kvinder til at vinde?
”Jeg tror bare, det er fordi, jeg er jubeloptimist. Jeg har meget svært ved at tro på, noget ender dårligt. Den natur, vi har i os, den vil altid gå ind og rette op på tingene igen. Hvis man ligesom giver den lov til det, så vil den gerne strække sig igen og sige, så er vi på plads,” slutter Lars Calmar.
Udstiller hos Galerie Wolfsen i Aalborg
Fra den 3. – 31. dec. 2013
Se mere på www.gw.dk