Alkoholfri drikkevarer er det nye sort.
Tekst: Anette Price
Gennem de senere år har detailbranchen udvidet deres hyldeplads til alkoholfrie drikkevarer betydeligt, som en direkte konsekvens af en stigende efterspørgsel fra forbrugerne. Sammen tendens gør sig gældende hos restauranterne, som tydeligt har kunnet mærke, at deres gæster oftere efterspørger alkoholfrie drikkevarer, hvilket har betydet, at andelen af juicer, safter, vin og øl uden alkohol fylder mere og mere på deres drikkevarekort. Faktum er dog også, at mange restauratører har måtte sande, at alkoholfri vin og alverdens juicer ikke altid er den optimale løsning og bedste kombination i forbindelse med det gode måltid i deres restauranter.
Ny alkoholfri drikkevarekategori – gourmetdrik – ser dagens lys
Det er der nu kommet en løsning på. I foråret så en helt ny alkoholfri drikkevare dagens lys – ARENSBAK. Det er ikke en vin, men en alkoholfri drik, som derfor ikke er bundet af at skulle optræde som en vin, uden egentlig at være det, så den passer perfekt til ethvert måltid. ARENSBAK har sin helt egen smag og er lanceret i en helt ny drikkevarekategori; gourmetdrik.
To unge branchefolk står bag designet og smagen på den nye alkoholfrie gourmetdrik
Da iværksætter Christian Arensbak fik ideen til at udvikle et godt supplement til både alkoholfri vine og øl, blev han hurtigt klar over, at for at nå i mål med sin drøm og ambition om at producere en alkoholfri drik, som virkelig smagte godt og kunne blive det nye alkoholfrie supplement til almindelig vin og øl, så måtte der eksperter til. Han fortæller: – Min store drøm og ambition var at udvikle en ny drik, som kunne udfylde den plads på drikkevarekortet hos restauranterne og på hylderne i supermarkeder, hvor jeg kunne se, at der manglede et produkt, nemlig et godt og velsmagende alkoholfrit supplement til de øvrige alkoholfrie drikkevarer. Jeg tog derfor kontakt til to unge talenter fra branchen; sommelier Emilie Øst-Jacobsen og hollandske gastrofysiker Bram Kerkhof, som i samarbejde med mig skulle stå for udviklingen af drikken. Vi kunne nu i foråret mere end et år siden, at processen begyndte, endelig lancere vores nye alkoholfrie gourmetdrik ARENSBAK.
Gourmetdrik er baseret på en 2000 år gammel drik – kombucha
Virksomheden ARENSBAK valgte at tænke helt ud af boksen og gå en ganske anden vej, da nøglen til den gode, velsmagende alkoholfri drik skulle findes. I stedet for at forsøge at fremstille endnu en alkoholfri vin baseret på druer, gik man i en helt anden retning og valgte druerne fra og teen til, og i et køkkenlaboratorie i Kødbyen i København, udviklede de to eksperter den nye drik, som i dag er kendetegnet ved at have sin helt egen smag.

En anden vej
Emilie Øst-Jacobsen, er uddannet tjener fra Michelin restauranten Kong Hans, har sommelier diplom fra Vinakademiet og underviser i dag på Hotel- og Restaurantskolen. Emilie fortæller om processen med at udvikle den nye gourmetdrik:
– Det der fangede min interesse var, at ARENSBAK skulle laves på kombucha. For te, som er udgangspunktet for den fermenterede kombucha, kan være utrolig kompleks i smagen. Ligesom vin. Men det var netop det, der var en af grundene til, at jeg tog imod udfordringen fra iværksætter Christian Arensbak om at være med til at skabe en ny alkoholfri gourmetdrik, der skulle være et vinøst alternativ til vin.
– Jeg ved, hvor svært det er at lave god alkoholfri vin. For meget af smagen i vin ligger netop i alkoholen, så når du trækker den ud, trækker du også smag og kompleksitet ud. Men det var ikke alene udfordringen med at skabe en ny gourmetdrik, der drev mig, jeg gjorde det også fordi, det var sjovt, fortæller hun.
Mange kopper te senere
Hvor Emilie Øst-Jacobsen er ekspert i smagssammensætninger, er hollandske Bram Kerkhof den, der kan få det til at smage, som hun vil have det. Han er gastrofysiker og har været ti år i restaurationsbranchen blandt andet med en fortid i Restaurant Nomas fermenteringslab og studerer mikrobiologi med speciale i food innovation and health. Bram Kerkhof fortæller:
– Jeg gik ind i det, fordi min mor drikker alkoholfri vin, og synes at udbuddet er alt for ringe. Men udover det kunne jeg ligesom Emilie se en spændende udfordring i hele projektet, også fordi den nye gourmetdrik ville blive sundere og have et lavere antal kalorier. Den færdige udgave af vores gourmetdrik kendetegnes ved at have langt mindre sødme, i forhold til de gængse alkoholfrie vine på markedet, hvilket er et stort plus, når man skal nyde den til et måltid mad, fortæller Bram Kerkhof.
Ny gourmetdrik rammer global tendens
Ønsket om en sundere livsstil har i mange år været en tendens i hele verden. Forbrugerne efterspørger produkter uden tilsætningsstoffer og har stor fokus på, at det de spiser og drikker, skal være sundt for kroppen. Og her er den nye alkoholfrie gourmetdrik fra ARENSBAK spot on. Christian Arensbak forklarer:
– Da vi startede processen med at udvikle vores nye alkoholfrie gourmetdrik, var vores ønske ikke blot at den skulle smage godt. Det var ligeledes vigtigt, at drikken fik et lavere kalorieindhold og at den i det hele taget var sundere end både drikkevarer med og uden alkohol.
– Vi ville også gerne være med til at styrke den nye bølge og stigende accept af, at man sagtens kan nyde alkoholfrie drikke uden at være kedelig af den grund. Tendensen ses i USA i disse år, hvor flere og flere især de unge, vælger et alkoholfrit alternativ eller supplement og hvor man i højere og højere grad sporer en accept af, at man som mennesketager et aktivt og selvstændigt valg. Man taler om det såkaldte fænomen; ”sober curious” (*), hvor man på eget initiativ vælger alkoholen fra. Det er netop denne spændende udvikling og tendens blandt mennesker i hele verden, som vi med ARENSBAK også gerne vil være med til at imødekomme.
* Kilde: ”Sober curious” af forfatteren Ruby Warrington, artikel af Mette Kirstine Goddiksen, KFORUM, jan 2022.