Chefkokken Anders Udengaard står i spidsen for den nye Brasserie Essens i Risskov nær Aarhus, hvor fransk madinspiration smelter sammen med danske råvarer og kompromisløs kvalitet. Som navnet antyder, søger brasseriet tilbage til kernen – til essensen af maden og brasserieoplevelsen. For Udengaard er det essentielle i livet ikke kun smag – det er også mennesker.
Tekst: Stine Holm Læsøe Fotos: Mikkel Berg
”Jeg havde egentlig tænkt, at jeg skulle noget helt andet.”
Sådan forklarer Anders Udengaard efter mange gode år som chefkok på Restaurant Unico. Virksomheden i Højbjerg gik konkurs, og det gav anledning til, at Udengaard begyndte at genoverveje sine karrieremuligheder. Men det føltes helt rigtigt, da han takkede ja til at samarbejde med Connie Jakobsen og hendes to sønner, står bag den nye Brasserie Essens.
”På vores første møde sad vi og snakkede i to en halv time. Om alt fra familie til venner – og selvfølgelig mad og vin. Vi klikkede bare,” siger Udengaard.


Man skal turde at gå all in
Kort efter mødte Anders Udengaard op med surdejsbrød og syltede sager under armen og serverede hele Jakobsen-familien med det koncept, der i dag tilbydes på Brasserie Essens. Han lægger især vægt på, at der er solidt et marked for, at man godt må gøre tingene fra bunden:
”… og man må godt skeje lidt ud! For det vigtigste er, at man tør at gå all in – både på råvarerne, menukortet, sammensætningen og på servicen,” forklarer Udengaard.
Der er skruet op for gamle, franske dyder som trakteringer, flamberinger, sablinger af champagne og ostevogne, når man bestiller bord på Brasserie Essens. Samtidig er det også med et fransk touch, at Anders Udengaard kombinerer dansk, lokale og årstidsprægede råvarer med det franske køkkens elegance, som skal koges ned til at ramme brasseriets præcise essens.



Et bord for hele familien
En lige så vigtig ingrediens er fokus på familien, hvor brasseriet vil skabe rammerne for en madoplevelse, der rammer tværs på alle aldersgrupper. Anders Udengaards kærlighed til mad startede netop i familien, hvor traditioner og højtider gav anledning til at lave alt mad fra bunden.
”Min passion startede hos min mormor, der lavede alting fra bunden. Hun fik maden til at smage af kærlighed – og det er dét, man husker.”
Med åbningen i Risskov den sidste fredag i oktober er første kapitel skrevet; resten formes af gæsterne, årstiderne og modet til at “gå all in”. Dørene er åbne. Tag plads, og lad essensen komme til dig.
Fransk brunch med dansk nærvær
På Essens kan du samle dagen med en brunch sammensat af morgenplatte, valgfri varm ret og sprøde vafler – og der er også en børnebrunch til de mindste. Forvent franske favoritter som Eggs Benedict på brioche, croque madame og søde vafler, serveret med lokale råvarer og brasseriets elegante touch.
En klassisk dansk frokost med fransk elegance
På Brasserie Essens kan du få serveret klassiske smørrebrød. Vælg enten mellem ”Sol over Risskov”, ”Essens Laks” eller nogle af vores andre favoritter. Hvis man er mere lun på en salatservering, har vi også et hav af muligheder, der selvfølgelig serveres på bedste franske manere.
Fransk aftenbord med dansk sæson
Når mørket falder på, skruer Essens op for brasseriets klassikere og små serveringer med kant. Tænk østers og foie gras, gråand og ostevogn – og raffinerede hapsere som caviar & jomfruhummer i krustader, wagyu på brioche med friskrevet trøffel og brandade-kroketter med helleflynder og Vesterhavsost. Alt tilberedt med fransk elegance og danske, årstidsprægede råvarer.
Nordre Strandvej 56, 8240 Risskov
+45 40 47 20 00
Anders Udengaard, chefkok