Midt på Rådhuspladsen i København finder man Capa – en uhøjtidelig restaurant, der med prisbelønnet kød, smørmodning og en varm, inkluderende stemning har vundet både priser og hjerter. Her er gæstfrihed lige så vigtig som bøffer i verdensklasse, og alle er velkomne – uanset om man kommer for en hurtig frokost, en fejring eller blot en god aften i byen.
Tekst: Pernille Thomsen Fotos: Capa
Fra tom restaurant til prisbelønnet succes
Capa åbnede under usædvanlige omstændigheder, hvor tålmodighed og vedholdenhed blev nøgleord. I 2020 stod lokalerne på Rådhuspladsen klar, men coronanedlukningerne satte en stopper for drømmene om at byde gæster indenfor. Først året efter kunne medejer og køkkenchef Casper Sobczyk for alvor trække forklædet på.
”John, som er slagtermester og min mangeårige samarbejdspartner, havde haft restauranten stående klar i næsten et år uden gæster. Da jeg stoppede i Zoologisk Have, spurgte han, om jeg ikke ville hjælpe med at sætte skub i det. Jeg sagde ja – i første omgang kun på deltid – og fem år senere er jeg her stadig,” fortæller Casper.
Siden åbningen har Capa vundet flere priser, blandt andet Børn i Byen-prisen tre år i træk og titlen som Danmarks bedste spiseoplevelse to år i streg.
”Det betyder meget for os, fordi det er forbrugerne, der stemmer. Det er helt almindelige gæster, som har spist her, der vurderer os – det kan man ikke købe sig til,” understreger Casper.


En restaurant for alle – uanset smag og pengepung
Hos Capa er dørene åbne for alle, og atmosfæren er lige så inkluderende som menukortet.
”Vi kigger på mennesket, ikke på alt muligt andet. Her er plads til store og små, unge og ældre. Om du er glutenallergiker, vegetar eller bare elsker en god bøf – vi finder noget til dig,” siger Casper.
Selvom Capa er kendt for sine prisbelønnede bøffer, byder menuen på meget mere. Her handler det om at skabe gode oplevelser for alle, uanset om man kommer for at prøve det berømte kød eller ønsker et alternativ.
Filosofien er enkel: Kvalitet og gæstfrihed skal være tilgængelig for alle – uanset budget. Hos Capa er det vigtigste, at gæsterne føler sig velkomne, går derfra med et smil og får lyst til at komme igen.


Kødet i centrum – men med omtanke
Capas kødprofil er skabt i samarbejde med medejer John Nielsen, slagtermester og manden bag SASHI – et af verdens mest prisbelønnede oksekød, som har vundet guld ved World Steak Challenge i både 2018, 2019 og 2021.
SASHI betyder “marmorering” på japansk og henviser til den særlige evne kødet har til at udvikle intramuskulært fedt, som giver en helt unik saftighed, mørhed og smag. Kvæget fodres med korn og græs og stammer udelukkende fra EU.
Men for Casper handler det ikke kun om råvaren: ”Vi bruger meget tid på at finde ud af, hvordan man får den bedste kødoplevelse. Skal bøffen være to eller fire centimeter tyk? Hvor længe skal den temperere, inden den rammer grillen? Det er ikke bare at smide noget på panden,” forklarer han.
Casper er desuden kendt for at have opfundet smørmodning – en metode, han udviklede for syv år siden.
”Jeg bryder mig ikke om kød, der er dry aged i 90 dage. Efter 14 dage mister kødet næsten halvdelen af sin væske og får en animalsk smag, jeg ikke synes om. Vi modner i syv til ti dage og bruger smør til at bibeholde saftigheden og smagen. Det giver en langt mere delikat oplevelse.”
En stemning, der bryder forventningerne
At træde ind i Capa er som at komme i en fin restaurant, der ikke tager sig selv højtideligt. Der spilles 80’er-hits fra højtalerne, og Casper selv er kendt for at løbe rundt i lyserøde shorts og forklæde – hans personlige uniform.
”Det bryder lidt med forestillingen om, at fine restauranter skal være stive i det. Hos os skal du bare komme, som du er – så længe du er glad,” smiler han.
Placeringen midt i København, i forbindelse med et hotel, har ikke ændret på konceptet. Tværtimod har udfordringen motiveret Casper.
”Folk siger, at hotelrestauranter ikke fungerer – bortset fra D’Angleterre – og at man ikke kan trække gæster ind på Rådhuspladsen. Jeg så det som en udfordring. Og det har vi bevist, at vi kan.”


Konstant udvikling – med gæsterne i fokus
For Casper er det altafgørende, at Capa aldrig står stille.
”Jeg dør lidt indeni, hvis jeg skal kigge på det samme for længe. Derfor udvikler vi hele tiden – både på menukortet, stemningen og detaljerne i oplevelsen. Vi følger med tiden og med gæsternes ønsker.”
Når han bliver spurgt, hvad han håber, gæsterne tager med sig fra et besøg, svarer han uden tøven:
”At det er et sted, man har lyst til at komme tilbage til. At man tænker: Det var virkelig dejligt, fantastisk service, her vil vi gerne holde vores fødselsdage og fejre livets små og store øjeblikke.”
Vil du opleve Capa selv, kan du læse mere og booke bord på www.capa.nu