Fabios fristelser

1. juni 2014

Restaurant Fabio i København serverer autentisk italiensk landkøkken til danske og internationale gæster. Om det er en lokal stamkunde eller en international stjerne som Tom Jones, der lægger vejen forbi, er tilgangen altid den samme: Alle behandles lige. Og Fabio selv er over det hele. Sådan må det være, når manden er stedet, og stedet er manden. F for fristelser, forførelser – og Fabio.

Tekst: Rune H. Jensen · Foto: Irfaan Khan

Frederiksberg

Falkoner Allé. Det er forår i København, først på eftermiddagen, og der er allerede gået ild i Fabios mobiltelefon. Ikke sådan bogstavelig talt, men der er udtalt travlhed på linjen hos den 49-årige italiener klædt i en ulastelig mørk habit, glimt i øjet og et bredt hvidt smil. Der er bud efter Fabio Avenoso, selv om han på ingen måde virker til at stresse over det. Den afslappede stemning ligger derimod som et trygt tæppe over de romantisk indrettede lokaler i Restaurant Fabio, hvor han og hustruen Christine Aagaard tilbringer de fleste af deres vågne timer.

Fuldtidsarbejde

Er ikke dækkende for det dansk-italienske par. Det er snarere en livsstil og ”noget man skal kunne lide”, som Christine Aagaard udtrykker det – at drive en kendisrestaurant med italiensk landkøkken på menukortet for fuldt tryk. Vi har placeret os i hjertet af restauranten ved et af bordene på 1. sal over en kop velbrygget kaffe. Det ligner Italien. Det emmer af romantik og parmiddage med stearinlys, rå mure, sort-hvide retrobilleder af gamle Hollywood-stjerner og Dolce Vita-stemning på væggene og gedigne lysekroner i loftet. Det ligner Italien – og det er Fabio. I sjældent høj grad personificerer et menneske omgivelserne så åbenlyst. Manden er stedet, og stedet er manden.

Filmstjerner,

Musikere, politikere, fodboldspillere og tv-værter. Fabio er celebrity chef og får mere end jævnligt besøg af danske og internationale stjerner som Tom Jones, Elton John – hvis charity foundation han er en aktiv del af – Isabell Kristensen, Rasmus Seebach, Poul Schlütter, Preben Elkjær og mange, mange flere. De hænger alle sammen dér rundt omkring på væggene som kendisikoner. Og alle sammen fotograferet med Fabio ved deres side. Samtidig består klientellet i lige så høj grad af de lokale beboere, børnefamilier – og så nordmænd, der har fået et godt øje til restauranten på Falkoner Allé via bl.a. anbefalinger fra TripAdvisor.

Fortællingen

Om Fabio handler nemlig ikke om snobberi. Tvært i mod er restaurantens 1. læresætning, at alle behandles lige. Og det er ikke blot tomme ord. Beviserne er et trofast personale, der typisk bliver hos Fabio i mange år. Og et stampublikum af kendte såvel som ukendte, der vender tilbage igen og igen år efter år. Fordi folk finder hjerterum og ekstraordinær service her. Fordi her er hyggeligt, afslappet, romantisk. Og fordi nærværet, den høje kødkvalitet, den gode mad og vinen skaber en helstøbt oplevelse.

Fabio

Avenoso er en udpræget ja-siger ifølge hustruen. Han kender simpelthen ikke til ordet nej. Hvorfor skulle noget ikke kunne lade sig gøre? Fabio er født og opvokset i Rom og blev ofte passet hos mormoren med de sicilianske rødder. Han skulle egentlig have været jurist og begyndte også på universitetsstudiet. Men moren og bedstemoren gjorde den italienske gastronomi og hele kulturen omkring maden til en naturlig og nødvendig del af livet med deres hjemmelavede friske pasta, pølser, frikadeller og pattegrise fra det såkaldte ”Cucina Casareccia”-landkøkken. Samtidig tilhører Fabios fars slægt romerne, der også er kendt for en rig madkultur. Det har alt i alt givet Fabio en direkte linje til det liv, han fører i dag. Det skal ikke bare være godt, det skal være perfekt. Og Fabio er ikke bange for at indrømme, at han er perfektionist, både når det gælder indretning, mad, vin, service og nye initiativer.

Forældrene

Var selvstændige, og derfor har det også været naturligt for Christine Aagard selv at blive selvstændig, med alt hvad det indebærer af frihed og det modsatte. En af konsekvenserne for det dansk-italienske par, som nu har været sammen i knap 15 år, er da også, at deres venner ikke har børn og er inden for branchen. Og Christine Aargard betragter det som en stor gave for en dansker at få muligheden for at opleve alle følelserne, temperamentet, livfuldheden og manglen på vanetænkning i livet med Fabio og den italienske arv, mad og vin.

Fester,

Konferencer, bryllupper, selskaber, jubilæer og fx Per Stig Møllers 70-års fødselsdag. Det er nogle af de typer arrangementer, som restauranten også lægger lokaler til. Og det sker altid med en nærværende Fabio omkring bordene. Han er ikke længere selv i køkkenet, men har ansat to kokke. Fordi hans tilstedeværelse og det personlige forhold til gæsterne prioriteres så højt. Der er noget folkeligt og tillidsvækkende over Fabio. Noget flagrende, flamboyant og engageret. Og i den sammenhæng udgør hans bedre halvdel modvægten. Det dansk-italienske ægtepar komplimenterer hinanden eksemplarisk: Hun er struktur, han er kreativitet. Han er italienske armbevægelser, hun er dansk tyngde. Og til fælles har de en glad og let fremtoning, der gør besøgene behagelige for de tilbagevendende gæster til lyden af italiensk opera fra restaurantens højttalere. Samtidig kan de nyde godt af smagfulde druer, som parret bl.a. henter hjem fra egen italiensk vingård i Piemonte i Italien.

Fabelagtige

Pizzaer er også en mulighed. I tilknytning til restauranten har Fabio og Christine således åbnet et gourmet pizzeria med eget køkken og plads til 55 gæster, som er indrettet i samme romantiske, italienske linje som restauranten. I pizzeriaets vindue ud til gaden har Fabio desuden introduceret live fresh pasta making, hvilket trækker mange forbipasserende indenfor. Og jo, det hedder pizzeria med ”e”, når vi taler gourmet-pizzaer fra pizzeriaer med eget køkken, fortæller Fabio.

Fremtiden

Ligger åben, og Fabios mobiltelefon gløder fortsat denne forårseftermiddag i København. Der er ingen planer om at skrue ned for blusset her i de romantiske rum på Falkoner Allé, som Fabio og Christine fylder ud med italienske fristelser og forførende lokaler. Der er heller ikke tanker om yderligere restauranter. Fordi det handler om nærværet, kvaliteten og Fabios fysiske tilstedeværelse. Parret fremhæver selv tre ting, der kendetegner deres liv med spisestedet: Romantik, Kærlighed til maden – og Fabio. F for Fabio.

Om Fabio
Fabio Avenoso og Christine Aagaard har i snart 8 år drevet Restaurant Fabio i 2 etager med 10-15 ansatte og plads til 45 personer. Restauranten serverer mad fra det italienske landkøkken og har bl.a. pattegris som én af sine specialiteter.

I tilknytning til restauranten holder Fabio og Christine den toscansk inspirerede gårdhave åbent om sommeren. Ved siden af gårdhaven er der desuden en vinkælder med plads til romantiske parmiddage og et Chef Table til forretningsmiddage.

Fabio og Christine arrangerer bl.a. Winemakers Dinner, ture til Italien, eksklusive middage hjemme hos gæsten og støtter aktivt The Elton John Foundation. Fabio Avenoso har desuden optrådt som gæstekok i TV2’s Go’ Morgen Danmark.

Restaurant Fabio anbefales af TripAdvisor, har egen gårdhave samt vinkælder og holder åbent alle ugens dage.

Følg Fabio på www.restaurantfabio.dk og www.facebook.com/restaurantfabio.

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Brasseriet Essens: Fransk finesse, danske råvarer

Nærvær, natur & nøje sammensætninger

Capa – hvor kød og gæstfrihed mødes

KJØ: Smagen af dansk kvalitet i hver eneste bid

Havrum: Lokalt hjerte og klassiske smage ved vandkanten

Det handler om at kunne være til stede – i nuet, i naturen og med dem, man holder af.

Drømmen om verdensklasse vin og caviar

“Det har aldrig handlet om stjernerne for mig” – en restaurant med lokal forankring og innovativ bæredygtighed

Michelin-hærdet køkkenchef giver nyt liv til tangkrogen

Ny hattenæs: En genopstået perle i skoven

Søg