Is på 1. klasse

1. juni 2014


Peters is er rejsende i dansk økologisk is med særpræg, overraskelser og usædvanlige smagsoplevelser. Det har smagsløgene nu også bemærket i lande som Tyskland og Schweiz.

Tekst: Rune H. Jensen Foto: Peters Is

Is er ikke, hvad det har været. Is er meget mere, end det nogensinde har været. I dag er vi langt mere kvalitetsbevidste og krævende, når lysten til noget koldt, lækkert og sødt melder sig. Og det har Peter Larsen bemærket mere end de fleste. Han står bag udviklingen af en række isprodukter, som benytter de bedste råvarer gennem hele fremstillingsprocessen for at gøre isen så kvalitativ og velsmagende som muligt. Og det lønner sig tilsyneladende: “Is skal være en nydelse, og det skal både være rigtig god kvalitet OG økologisk”, mener Peter Larsen.

At sælge is til Grønland

Han er manden bag Peters Is, som nu har opnået god succes på bl.a. de tyske og schweiziske markeder. Ja, selv Færøerne, Finland – og Grønland har Peter kunnet sælge is til. 59-årige Peter Larsen ved, hvad han taler om, når det handler om is. Han har en baggrund som mejeriingeniør og har tidligere arbejdet med salg og udvikling af ismaskiner, som Danmark er kendt for ude i verden i isbranchen.

Han ved, at man ikke rejser på 1. klasse i isbranchen på en fribillet. Det er hårdt arbejde at udvide eksporten, og man skal hele tiden være om sig for at begå sig blandt konkurrenterne på markedet. Peters is’ værktøjer er smagsoplevelser, råvarer, opfindsomhed og økologi. Der er ingen kompromisser i forhold til isen, og derfor ligger Peters is naturligt nok i den dyrere ende af skalaen. Det handler om at gøre isen til en nydelse, til en oplevelse for børn som voksne, til noget der kvikker humøret op og gør en glad.

Eksport til nye markeder

I begyndelsen af 2010 tog Peter Larsen sin is med til messe i Tyskland. Og der skete intet, selv om isen smagte kunderne. Det var først efter en succesfuld kontakt med LPG Biomarkt, som er en tysk økologisk supermarkedskæde, at der kom fart på. Det resulterede via grossist med forhandling hos Bio Company, og Peters is kan nu købes i alle kædens butikker – 40 afdelinger hovedsageligt i Berlin samt enkelte butikker i Dresden og Hamburg.

Siden er også andre eksportbyer og lande som Schweiz kommet til som fx Globus, som er en high-end varehuskæde i alpelandet. Igen er succes på ismarkedet ikke en glidende, varig tilstand. Det er hårdt arbejde, isoverraskelser og økologi med smag.

Pris til is

Senest har Peters is fået bekræftet, at man er på rette spor efter Foodexpo-messen i Herning i 2014, hvor den nye is med blåbær opnåede en sølvmedalje. Tidligere har Peters vaniljeis også opnået en førsteplads i månedsmagasinet ”Smag og Behag” som et iskoldt bevis på kvaliteten. Lakridsisen er et lysende eksempel. Peters is bruger ikke lakridspulver, men granuleret lakrids. Det betyder, at man som isnyder både mærker perlerne på tungen, får en langt bedre lakridsaroma – samt ikke mindst opnår personlig indflydelse på smagen og kan vælge, om man bider i lakridsstumperne eller ej.

Der er i det hele taget opfindsomhed bag Peter is’ produkter. Peter Larsen har fx introduceret vaniljeis med blåbærtærte eller sågar ”drømmekage fra Brovst”. Også formen kræver opfindsomhed. Herhjemme er vi ikke så vant til portionspakker med kvalitetsis. Men i Tyskland har Peters is efterspørgsel på økologiske portionspakker i fem forskellige varianter, som Peter Larsen introducerede for to år siden. De omfatter vanilje med blåbær, hindbær, lakrids og chokolade med chokoladestykker, som selvfølgelig er af 70 % ren kakao.

Det er issæson hele året

Det kan måske undre, hvad isfolk laver i vinterhalvåret. Men efter en samtale med Peter Larsen, er man ikke i tvivl om, at isbranchen ikke kører på frihjul, når det ikke lige er sommerhøjsæson:

“Det er issæson hele året. Isene skal være klar på lager til butikkerne, og det er også i vinterhalvåret, at produktionsprogrammet og produktudviklingen skal foregå – for ikke at tale om emballage, design, tryk og administrative opgaver. Og så sælges der jo altså is hele året pånær november”, fortæller Peter Larsen.

Der er således altid en periodeforskydning mellem kunder og producenter i isbranchen. Man er tvunget til hele tiden at være på forkant, tænke fremad og tænke nyt. Peters is kender vilkårene og tager derfor også markedsføring alvorligt. Virksomheden bruger pressebureauer i både Danmark og Tyskland – hvor man har opnået særdeles god omtale – samt website, blog, Facebook og andre digitale medier. Man fastholder ikke succes i isbrancen fra en sovekupé.

Istid i midt- og østjylland

Peters is udvider fortsat. P.t. forhandles firmaets is fortsat i fx Irma og specialforretninger, og gennem det sidste år har virksomheden også formået at kunne lægge økologiske is i disken i kæder som SuperBrugsen og Kvickly bl.a. i midt- og østjyske byer som Aarhus, Randers, Horsens, Silkeborg og Skanderborg. Desuden afsætter Peters is også 5 liters bøtter direkte til hoteller og restauranter i både Danmark og Tyskland. Og det handler fortsat om økologisk is med smag og særpræg på 1. klasse.

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Brasseriet Essens: Fransk finesse, danske råvarer

Nærvær, natur & nøje sammensætninger

Capa – hvor kød og gæstfrihed mødes

KJØ: Smagen af dansk kvalitet i hver eneste bid

Havrum: Lokalt hjerte og klassiske smage ved vandkanten

Det handler om at kunne være til stede – i nuet, i naturen og med dem, man holder af.

Drømmen om verdensklasse vin og caviar

“Det har aldrig handlet om stjernerne for mig” – en restaurant med lokal forankring og innovativ bæredygtighed

Michelin-hærdet køkkenchef giver nyt liv til tangkrogen

Ny hattenæs: En genopstået perle i skoven

Søg