Henrik Lund fra Grenaa er efter 26 år i kølebranchen sprunget ud som selvstændig vinhandler for at dyrke sin passion for ædle druer. Selv om der umiddelbart er langt fra køle- til vinbranchen, er Henrik Lunds tilgang den samme – nemlig at give kunderne den gode service, ligegyldigt om de køber én eller 200 flasker.
Tekst: Vibeke C. Larsen Fotos: Lund Vine
For fire år siden var Henrik Lund og hans kone Lisbeth på vinrejse i Sydafrika. Rejsen gik blandt andet til vinområdet Stellenbosch, og over et godt glas rødvin fik ægteparret en snak om, hvad resten af livet skulle indeholde, nu hvor børnene var fløjet fra reden. Efter 26 år i kølebranchen, hvor 20 var som selvstændig med arbejdsuger, der godt kunne snige sig op på de 80 timer, havde Henrik Lund lyst til at noget andet. Nemlig at gøre sin store passion for vin til sit levebrød. En passion, som han deler med sin kone Lisbeth, der er uddannet kok.
”Jeg havde ikke lyst til at blive ved med at arbejde i det tempo og med det ansvar, til jeg er 70 år. Samtidig havde jeg mulighed for at sælge mit firma, men efter i mange år at have stået op klokken fem om morgenen og først været hjemme ved fem-seks tiden om aftenen, kunne jeg ikke forestille mig at skulle hjem og lave ingenting,” fortæller Henrik Lund.
Baglandet er i orden
Ved siden af sit arbejde har Henrik Lund gennem 25 år opbygget en stor vide om vin.
”Gennem mit arbejde har jeg været til mange vinarrangementer, selv købt mange vingaver, og privat har jeg været på mange vinrejser og læst meget om emnet, ligesom jeg har taget kurser,” siger Henrik Lund.
Hans kone gennem 32 år var med på ideen om vinhandlen.
”Det er vigtigt at have baglandet i orden, og Lisbeth har heldigvis altid bakket mig op, ellers kan man ikke have det job, som jeg har haft. Hvis vi skal til fest lørdag aften, og der bliver ringet efter mig, så bliver der ingen fest,” fortæller han.
Fra nytårsskiftet er det slut med at melde afbud til fester og sammenkomster på grund af arbejde, for da træder Henrik Lund helt ud af kølebranchen og helliger sig hundrede procent ’Lund Vine’, som flytter til større lokaler i slutningen af året. Han solgte sine første vinflasker i juni 2018, og siden er det blot gået fremad.
”Gennem mit arbejde har jeg et stort netværk, så i begyndelsen solgte jeg mest til erhvervskunder, men Grenaa er en lille by, og da jeg er opvokset her, rygtedes det hurtigt, at jeg var blevet vinhandler. Folk blev nysgerrige, så i efteråret 208 åbnede jeg en fysisk butik,” siger vinhandleren.
Det pæneste slot på etiketten
Når Henrik Lund som barn var med sin far ude og handle vin, valgte faderen vin efter hvilken flaske, der havde det flotteste slot på etiketten. I dag går sønnen anderledes grundigt til værks, når der skal vælges flasker til butikken. I begyndelsen købte han engros, men i dag er han aktionær i det norske vinfortagende Vino Piemonte, der ejer otte vinmarker i det kendte norditalienske distrikt Piemonte, der grænser op til Frankrig og Schweiz.
”Vi producerer druerne og får dem lavet til vin på to vinerier i Piemonte. På hver mark ligger der en gammel vingård, som vi får restaureret til udlejning. Jeg kan selv godt lide vinene fra dette område, og det er spændende at få så meget viden om stedet. Jeg kan godt lide at være med til at se ting gro, og jeg er altid på jagt efter det næste projekt,” siger Henrik Lund, der er medlem af Foreningen af danske Vinimportørere.



Mode i vin
Udover de italienske vine sælger Henrik Lund også vine fra kendte vinlande som USA, Sydafrika, Tyskland, Spanien, men kunderne kan også finde danske flasker fra Andersen Winery, som bliver lavet af tre vinmagere på Djursland, der laver vine ud af danske frugter som solbær, æbler og rabarber.
”Danske vine vinder frem, for kunderne vil gerne betale lidt ekstra for de danske flasker,” siger vineksperten, der også spår økologiske vine en stor fremtid.
”Der er mode i vin som i alt andet. For 15 år siden stod der Amarone på bordet nytårsaften i ni ud af 10 hjem, men nu er markedet blandt andet rykket til Spanien, hvor vinene fra Ribero del Duero hitter for tiden.”
Ud af hamsterhjulet
Lund Vine har en hjemmeside, hvor kunderne kan bestille vin, men en egentlig webshop har Henrik Lund ikke planer om.
”Jeg vil ikke konkurrere med webshop’ene, for jeg vil hellere gå efter de kunder, der kommer i butikken og får vores service og ekspertise.”
Han driver vinhandlen på samme måde, som han i 20 år har drevet sit kølemontørfirma, nemlig efter devisen – alle skal havde den samme service, uanset hvor mange penge de lægger i forretningen.
”For mig er det ligegyldigt, om kunden køber én flaske eller 200 flasker, for den lille kunde er lige så vigtig som den store,” siger Henrik Lund.
Ny vinklub
Lund Vine sælger kun rødvin, hvidvin, rosé og portvin og ’ingen nødder’, som ejeren siger, for det er de ædle druer, der er i fokus. Til gengæld tilbyder butikken vinsmagning, vinarrangementer med spisning, hvor Lisbeth står for maden, og som noget nyt åbner Henrik Lund snart en vinklub. Medlemskabet koster et engangsbeløb på 75 kroner, og så får man en velkomstflaske samt fast rabat på køb, en række årlige vinarrangementer og vinsmagninger.
”På sigt vil vi også gerne arrangere vinrejser til Piemonte. Det er ikke en lukket klub, alle kan være med, og vi har allerede fået de første 100 medlemmer, selv om klubben ikke er åbnet endnu,” siger Henrik Lund.
Selv om arbejdsugen ikke længere ligger på den forkerte sider af 60 timer, er der nok at se til for den tidligere kølemontør.
”De sidste to et halvt år har alt handlet om vin. Før tænkte jeg på køleteknik 24 timer i døgnet, nu tænker jeg på druer, områder og vine, men jeg er kommet ud af hamstrehjulet,” siger Henrik Lund.
Se mere på www.lundvine.dk