Efter at have vundet flere end 100 medaljer for sine øl, sætter Anders Coisbo nu alt ind på at få sit kvalitetsbryggeri The Man Behind på verdenskortet.
Tekst: Mau Lindow Tarbensen Fotos: The Man Behind
Kompromisløs passion for øl
På få år gik Anders Coisbo, iværksætteren og ølbryggeren bag The Man Behind, fra at brygge øl i en 50-liters gruekedel i sin garage til at blive uddannet brygmester, opskalere sin produktion i et kontraktbryggeri og starte sin egen virksomhed – alt imens han arbejdede på fuld tid som politimand.
Interessen for øl begyndte, da han i 2001 flyttede til København for at starte på politiskolen. Ølrevolutionen kom cirka på samme tid, og mikrobryggerierne piblede frem overalt. Det talte til hans interesse for smag og sammensætning af råvarer, ”men jeg blev tit skuffet, når jeg smagte øllet. Man må kunne lave det bedre og mere i balance, tænkte jeg.” Da han i 2006 flyttede til Fyn for at arbejde for Assens Politi, fordrev han fritiden med at brygge øl i en gryde til sine kollegaer. Projektet greb om sig, og i 2009 omlagde han garagen til et fødevaregodkendt lokale og oprettede firmaet Coisbo Beer.
Allerede i 2011 var han rykket videre fra garagen og lavede sin første juleøl på et professionelt anlæg. Den vandt publikumsprisen for Danmarks bedste juleøl i en konkurrence, og fra da af var ølbrygningen ikke bare en hobby, men også en forretning. Øllet blev videreudviklet, salget og eksporten steg, og han deltog i – og vandt – en lang række konkurrencer i hele verden. 2015 blev et skæbnesvangert år: Anders Coisbo vandt Dublin Craft Beer cup for andet år i træk som den første dansker nogensinde, og han blev kimet ned af investorer, som ville have del i succesen.
Han fik en forretningspartner, hvis fokus på profit hurtigt begyndte at true Coisbos insisteren på, at det perfekte ølprodukt altid måtte komme i første række. Kontroversen førte i 2016 til et brud mellem de to, som betød Coisbos exit fra firmaet. I tiden efter modtog han et væld af beskeder fra folk:
”De sagde altid det samme. At hvis det ikke var mig, der stod bag virksomheden og producerede øllet, så ville de ikke købe det. Det var min motivation for at starte igen,” fortæller han. ”Jeg brugte ikke tid på at have ondt i mig selv, men rettede i stedet al min energi mod at komme videre med det arbejde, jeg allerede havde haft så stor succes med,” siger Coisbo, der den dag i dag også afholder foredrag og workshops, hvor han bruger sit iværksættereventyr til at inspirere og motivere andre iværksættere med.
I maj 2017 tog Coisbo al sin erfaring fra den første virksomhed med sig og startede et nyt firma, hvor det kun var ham, der stod bag roret; heraf navnet, The Man Behind. ”Alt er blevet optimeret og justeret siden den første forretning,” siger han. ”Min passion er øllet i flasken. Det har det været fra starten af, og det har jeg lovet mig selv at være loyal overfor.”


Talent for smag
Anders Coisbos intuition for gode smage er et talent, som gør ham i stand til at kunne forudsige den præcise smagsprofil af en øl ved at smage på og dufte til ingredienserne, samt lave udregninger på mængden af alt fra malt og humle til kamilleblomster og kirsebær:
”Jeg laver 6000 liter fra starten frem for en mindre prøvebryg, for jeg ved, hvordan øllet kommer til at smage,” fortæller Coisbo, der for nylig har udvidet sit repertoire med lanceringen af kvalitetssodavand produceret på ren saft.
Inspiration og visdom fra verdens bedste
Når Anders Coisbo skal udvikle ølopskrifter, henter han ikke bare inspiration og visdom fra verdens bedste producenter, han er også med til at vurdere hvilke bryggerier, der brygger øl i verdensklasse. Med mellemrum rejser han nemlig verden rundt for at være øldommer i alt fra Brasilien og USA til Japan og Tyskland: ”Her fornemmer jeg både, hvad der trender rundt omkring, men også, hvordan trenden udvikler sig på verdensplan. Den viden bruger jeg til at tilpasse mine øl efter,” fortæller Coisbo, hvis sortiment skifter løbende, med øltyper som stout, IPA, ale og sour, men med nogle faste gengangere, som f.eks. den populære lagerøl, #03.



Når kvalitet og smag forenes
Anders Coisbo brygger i dag sit øl på Ørbæk Bryggeris bryganlæg. Fordelen ved at brygge på et stort, avanceret anlæg er, at man får fuld kontrol over produktionen: ”Høj kvalitet opnår man først og fremmest ved at have stabile og konstante forhold i alt fra temperatur til afmåling af ingredienser. Producerer man øl i en 50 liters gryde, er det meget sværere at styre temperaturen på øllet, end hvis man producerer i tanke, der kan rumme 6000 liter,” siger Coisbo og fortsætter: ”Man skal levere et kvalitetsprodukt hver eneste gang for at blive på markedet på den lange bane.” Han har selv ambitioner om at få The Man Behind til at blive et kendt og afholdt brand – ikke bare i Danmark, men også internationalt.
For restauratører og ølentusiaster overalt
De økologiske flaskeøl kommer alle i to størrelser, standardstørrelsen på 33 cl og den mere delevenlige på 75 cl. Anders Coisbo har et mål om at få flere til at smage efter og forholde sig til den øl, de drikker – på samme måde, som når man får en god flaske vin serveret på en restaurant. En ny milesten er derfor også at få de eksklusive øl fra The Man Behind udbredt på flere restauranter og highend barer. Alle ølvarianter fra brygningen i 2022 og fremadrettet vil af samme grund komme på både flasker og fad, så alle kan få del i glæden ved en virkelig veldrejet øl.