Tekst: Rune H. Jensen Foto: KÖD
Der ligger hjerteblod, venskaber og ikke mindst utallige arbejdstimer bag konceptet, der kendetegner Restaurant KÖD. Et klart og enkelt koncept, der ikke gør det sværere end det er og som ikke varierer fra by til by – heller ikke på det seneste skud på stammen på Vesterbro. Kvalitetskød, charmerende omgivelser, god service og enkelhed er nogle af de afgørende nøgleord for folkene bag Restaurant KÖD.
Fleksibelt og jordnært, tak
– Det skal være simpelt, afslappet og hyggeligt for gæsten – og så skiller vi os ud på servicen. Vi lægger fx meget vægt på, at personalet er jordnært og fleksibelt. For os er det vigtigere, at medarbejderens personlighed skinner igennem i serveringen, end at han eller hun kan fortælle hvilken mark i Uruguay, kødet kommer fra, fortæller Morten Pedersen fra Restaurant KÖD, der er én af stifterne af spisestederne. Restaurant KÖDs koncept handler om de bedste udskæringer af kvalitetskød, personlig service og en rar og afslappet spiseoplevelse for gæsterne. Og bag konceptet står en håndfuld unge venner, der i dag er omkring de 30 år, med en fælles baggrund i bartenderfaget. Her opstod idéen til at skabe eget spisested i fællesskab, og allerede i 2009 åbnede de deres første restaurant i Aarhus. I 2014 var der så erfaring, koncept og gå-på-mod nok til at skabe den første Restaurant KÖD i Skolegade i Aarhus.
I juni 2015 åbnede den første Restaurant KÖD i indre by i København – og her i foråret slår den tredje udgave dørene op på Vesterbrogade i hovedstaden. Hvad driver værket, der ruller så hurtigt fremad?
– Jeg ser det som en hobby, en livsstil. Vi har momentum, vi får god feedback – som vi virkelig tager til os – og så er efterspørgslen der ganske enkelt. Vi har styr på grundlaget og tror på, der er basis her på Vesterbro, siger Morten Pedersen, der ugentligt lægger et utal af timer i Restaurant KÖD og etableringen af de nye rammer i København.
Kød fra Danmark, Uruguay og USA
Restaurant KÖD fokuserer på kød med kvalitet, der dækker gæsternes forskellige smagsønsker. Derfor er der kød fra hhv. Danmark, Uruguay og USA på menukortet:
– Uruguay kan præstere en god kødkvalitet fra kornfodret kvæg, har et godt ry og er samtidig stærke på eksporten. Det amerikanske kød, som hos KÖD er Greater Omaha, har en høj kvalitet, og i USA har de nogle af de bedste og ældste opdrættertraditioner, der gør, at kødet bliver helt fantastisk. Samtidig må man ifølge amerikanske opdrættertraditioner bruge majs som en del af fodringen, og derfor får kødet en lidt sødere smag. Det danske har en lækker smag, det er mere magert end det uruguayanske, fordi det er fra græsfodret kvæg, og hos KÖD ønsker man også at fremvise dansk kvalitet til de udenlandske gæster. Lidt til enhver smag, og det skal appellere bredt – men heller ikke for bredt, så vi stadig fastholder enkelheden og kvaliteten, siger Morten Pedersen. Han uddyber, at de samme principper gælder vinen og hele oplevelsen omkring den; det skal være enkelt, af god kvalitet – og serveres i den særlige KÖD-ånd af et fleksibelt og nede-på-jorden personale. Samme fleksibilitet afspejler sig også fx i onlinetilstedeværelsen eller en detalje som restaurantens borde, der ikke er låst fast, men som kan flyttes rundt. Restaurant KÖD leverer også mad ud af huset, har i dag over 150 – og med den nye restaurant over 200 – ansatte i alt inkl. deltidspersonale og en køkkenchef både i Aarhus og København.



Græsfodret Hereford, portvinsglace og vaniljeis
Fra menukortet kan Restaurant KÖD friste med forretter som sortfodskinke, røget laksetatar og oksecarpaccio, hovedretter som fisk eller fjerkræ efter årstiden eller KÖD-burger. Det danske kød omfatter græsfodret Hereford som mørbrad og chateaubriand, det uruguyanske kornfodrede Hereford byder på fx krogmodnet Cöte de KÖD eller Ribeye, mens USA-delen kan være New York Strip eller Ribeye.
Dertil kommer saucer som madagascarpeber, portvinsglace med timian og hjemmerørt lun bernaise. Af sides er der bl.a. kartoffelmos, grillet padrons, steakfries á la KÖD eller smørsauterede svampe. Endelig kan man slutte aftenen af med desserter som cheesecake, oste, vaniljeis med æble & karamel og gateau marcel med havtorn.
Selskabsmenuer og private herreværelser
Restaurant KÖD afslappede atmosfære fastholdes også i forhold til selskabsmenuer. Det er muligt at afholde større selskaber på op til 150 spisende gæster til fx fødselsdage, firmafester og foreningsafslutninger, hvor spisestedet stiller lokaler og personale til rådighed – igen under løse rammer ifølge Morten Pedersen.
De forskellige selskabsmenuer er en del af menuen, og man vælger derfor mellem de forskellige retter. Hovedretterne kører ganske enkelt på delefade og kommer ad libitum. Der er med andre ord rigelig mad og forskellige typer kød til den enkeltes smag i hyggelige omgivelser.
Det såkaldte ”Herreværelse” eller ”Gentleman’s Room” understreger pointen: Det skal føles som om, man er hjemme. På restauranten på Admiralgade i Københavns indre by kan man fx leje Herreværelset som selskabslokale til en sluttet kreds. Det kan rumme seks personer, man kan lukke døren af, spille sin egen musik og i det hele taget slappe af tilsat god mad og drikke. Og i Aarhus har man tilsvarende en større kælder med plads til private selskaber med egen bar og DJ-pult.



Både venskab og forretning
Tilbage står spørgsmålet om, hvordan det fortsat kan lade sig gøre for en håndfuld venner at bevare venskabet og samtidig holde en professionel og vækstende forretning kørende:
– Jeg tror, vi har været gode til at finde og fordele hinandens roller. Det vigtige var, at vi begyndte med at få økonomi og forretning på plads på en måde, så der aldrig kom penge imellem os. Vi er ikke fastlåste, men har fordelt rollerne naturligt og tager os af forskellige områder, så jeg fx har hovedansvar for markedføringsdelen, vores jurist økonomien og vores tvillingepar maden, fortæller Morten Pedersen – og fortsætter om ønskerne for Restaurant KÖD i de kommende år:
Fremtidens Restaurant KÖD
– Vi er ikke nødvendigvis de bedste til langsigtede strategier og planer. Men vi vil da gerne have flere steder – enten i København, Aarhus eller i udlandet. Jeg har en personlig ambition om nye steder i fx Oslo eller Berlin med en rød tråd, og vi har bl.a. også brainstormet på et italienskbaseret koncept. Så jo, vi vil gerne have flere restauranter med tiden, slutter Morten Pedersen.
KÖD København
Admiralgade 25
1066 København K
+45 6915 1519
www.koedkbh.dk
KÖD Aarhus
Skolegade 21
8000 Aarhus C
+45 3841 6050
www.koedaarhus.dk
KÖD Vesterbro
Vesterbrogade 33
1620 København V
www.koedvesterbro.dk