Mød den nye generation af vine fra Tyskland

1. oktober 2023

Mr Ruby er din webshop hvis du søger lette, friske og stringente vine, som alle vil besidde noget så udefinerbart som “mineralitet” eller det franskmændene kalder “terroir”. Vine der passer perfekt til det nynordiske køkken og vine for dig, der har kvalitet som det ultimative mål i dine indkøb.

Tekst: Jesper Kjær Fotos: Jonasfotografi.dk og Blueroom Production

Hos Mr Ruby prioriteres økologi og tanken om at udnytte nærområderne og ad den vej spare denne jordklode for at skulle forholde sig til endnu mere CO2 i atmosfæren. Derfor er vinene primært fra Europa, og især tysk vin dominerer sortimentet.Efter 30 år i vinbranchen, både som ansat og som selvstændig, besluttede Jacob Ruby i 2019 at starte sit eget vinfirma i hans hjemby Aarhus. Jacob er uddannet vinkyper og har i den forbindelse arbejdet på vingårde i blandt andet Tyskland, hvilket klart præger sortimentet. Det er ikke et valg, der er truffet på baggrund af det Jacob så i Tyskland tilbage i 90’erne, men på grund af den udvikling, der er sket i landet mod syd gennem de seneste år. Kvalitetsniveauet er højnet uhørt meget, og vinstilen er ændret – både på rød-, hvid- og mousserende vin. Tyskland fremstår i dag som leverandør af topmoderne, sprøde og velproducerede kvalitetsvine.

Mere bevægelse end udvikling?

Man skal, ifølge Jacob, søge dybt for at finde grunden til, at tysk vin som generel term er gået fra halvkedelig til verdensklasse på 15-20 år. Det der sker i vores naboland i disse år, er bemærkelsesværdigt på så mange niveauer, at man kun kan henrykkes.

”Man siger, at det er klimatisk bestemt, og der er ingen tvivl om, at uden global opvarmning og muligheden for at dyrke nye sorter og andre kloner, så var udviklingen ikke mulig – men for mig er det kun en lille del af forklaringen. Langt størstedelen skyldes faktorer som omstillingsparathed, vidensdeling, højt uddannelsesniveau og frem for alt et verdenssyn, som det går mere og mere op for mig, at den unge generation besidder – ikke kun i Tyskland. Et verdenssyn som gør mig stolt på ungdommens vegne, og som modarbejder den egoistiske tendens, der ses hos visse statsledere i disse år.”

”For er det ikke sådan med os, der er ved at være den ældre generation, at vi ofte bekymrer os og skælder ud på ungdommen? Ligesom vi selv blev skældt ud. Den ældre generation beskylder den yngre for at være forkælede og ude af stand til at klare sig selv. Vores børn har helt sikkert haft en anden opvækst end vi har – meget anderledes. Forudsætningerne har været helt forskellige. Noget er af det bedre, noget er af det værre. Men én ting er fælles for nutidens unge: de accepterer ikke personlige begrænsninger, og landegrænser spiller ingen rolle. De er verdensborgere på et helt andet plan, end vi andre nogensinde har været. Det er den generation, der er ved at tage over i Tyskland. De vokser ikke længere bare op i Tyskland. De vokser heller ikke op i et Tyskland, der engang var delt af en mur. De vokser op i Verden, og Verden er et fælles projekt. Det lyder som noget Angela Merkel kunne have sagt, og jeg er heller ikke i tvivl om, at hun har været god for Tysklands selvforståelse.”

”Læg dertil, at ungdommen er uddannet på et helt andet niveau, end vi andre nogensinde har været. Der bliver læst og lært i mange flere år end i tidligere generationer. I relation til vinbruget i Tyskland spiller det en enorm rolle for udviklingen. Før i tiden gik viden i arv fra far til søn. Far lærte sønnike det, han havde behov for, for at kunne drive gården videre. I dag er det sønnike, der kommer hjem fra universitet og ophold på vingårde rundt omkring i verden og fortæller far, at den måde han gør tingene på, er forkert. Det er en ungdom, som er skarp på detaljen, fuld af gåpåmod og som ikke ser bagud – den ser fremad. Derfor er det mirakel, der er sket med tysk vin, ikke bare en udvikling – det er nærmest en folkelig bevægelse. Et vidnesbyrd om, at fremtiden ikke er håbløs.”

Klimaforandringerne giver nye muligheder

Overordnet set er der meget lidt positivt at sige om klimaforandringerne, men skulle man finde noget, så er det, at grænsen for produktion af kvalitetsvin rykker mod nord. Druesorter, der før har haft svært ved at modnes i Tyskland, begynder nu at modnes og skabe fantastiske vine. Chardonnay og Sauvignon Blanc er gode eksempler. Chardonnay var faktisk forbudt på de tyske marker helt frem til 1991, fordi man ikke mente, den leverede ordentlig kvalitet. I dag nærmer de bedste tyske Chardonnay-vine sig verdenstoppen. Læg dertil, at kvaliteten er højnet betragteligt på en drue som Pinot Blanc (Weissburgunder) og Pinot Gris (Grauburgunder). Men en drue slår dem alle: Pinot Noir. Det eventyr, man er ved at skrive omkring denne drue, er second to none.

Pinot Noir aka Spätburgunder

Gennem årene har mange røde druer været afprøvet i det vindyrkningsmæssigt kølige Tyskland. Det har været en kamp om at opnå mest mulig farve på kortest mulig vækstsæson. Dornfelder var for 10-15 år siden en af de mest plantede røde sorter i Tyskland – den opfyldte kriterierne: masser af farve og sødmefuld frugt. Til gengæld er den meget ensidig i sit udtryk og mangler syre for at blive interessant. Heldigvis har Dornfelder tabt slaget til Pinot Noir, eller som man kalder Pinot Noir i Tyskland – Spätburgunder.

Spätburgunder klæder det kølige klima og de mange jordbundstyper i Tyskland. Druesorten har det på en måde som Riesling – den er fantastisk til at gengive det miljø, den vokser op i. Den bevarer sin spændstige og friske syre i det kølige klima og gengiver unikke karakterer efter jordbunden: skifer tilfører for eksempel en nærmest røget mineralitet, löss tilfører blomster og spicyness, og limsten tilfører tyngde og kompleksitet. Så det er helt naturligt, at de tyske vinbønder har taget druen til sig. Man kunne næsten kalde den for ”den røde Riesling”.

Udviklingen for Spätburgunder er gået fra lyse, halvsøde rødvine med lav alkohol for 25-30 år siden, over mørke, fadlagrede basser med højest mulig alkohol for 15-20 år siden, til i dag at minde så meget om burgundisk Pinot Noir, at de bør ryste i bukserne nede i det franske – og det hele er sket på så få år, at det er svært at fatte.

Læs mere på www.mr-ruby.dk

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Havrum: Lokalt hjerte og klassiske smage ved vandkanten

Det handler om at kunne være til stede – i nuet, i naturen og med dem, man holder af.

Drømmen om verdensklasse vin og caviar

“Det har aldrig handlet om stjernerne for mig” – en restaurant med lokal forankring og innovativ bæredygtighed

Michelin-hærdet køkkenchef giver nyt liv til tangkrogen

Ny hattenæs: En genopstået perle i skoven

En familie, der tænkte ud af boksen og ændrede vinbranchen

Private dining på feinschmecker-niveau

Kulinariske total oplevelser i naturen

Tastebuddies – Det handler om smag

Søg