Risskovs nye lokale spiseri ELFE serverer hverdagsmad på et høj-gastronomisk niveau.
Tekst: Morten Buckhøj Fotos: Aarhus-Bureauet
Da der var EM i fodbold sidste sommer, åbnede pop-up burgerbaren NS Lounge på Nordre Strandvej i Risskov med et koncept, der blandt andet kombinerede champagne og den fineste kaviar med noget så jordnært som burgers og salater.
Med fodbold på storskærm og hverdagsmad tilberedt på et højt gastronomisk niveau skabte makkerparret Anders Kuk Kristensen og Nicklas Friis Nielsen igennem seks uger en forrygende stemning i Risskov, en bydel af Aarhus, som ifølge parret hidtil har savnet nogle flere spisesteder.
I stedet for NS Lounge, åbnede spiseriet ELFE i begyndelsen af oktober på Nordre Strandvej 56 i Risskov. Konceptet på ELFE er som med loungen at skabe et lokalt spisehus med hverdagsmad lavet med de to kokkes erfaringer fra det højgastronomiske køkken som baggrund. Her vil man kunne få alt fra morgenmad, brunch, smørrebrød og et caféinspireret aftenkort med blandt burgers og nachos på menuen.
– Vores ambition med ELFE er at skabe et mangfoldigt spiseri. NS Lounge var en teaser, hvor vi i stedet for at bruge 100.000 kroner på markedsføring valgte at åbne en burgerbar i et hyggeligt loungemiljø for at afprøve konceptet. Og den feedback vi fik, viste klart at vi ramte noget helt rigtigt ude i den del af byen, fortæller Anders Kuk Kristensen, der sammen med partneren Nicklas Friis Nielsen, i de seneste fire år har stået bag én af Aarhus’ bedste restauranter, gourmetrestauranten Ghrelin i Dagmar Petersens Gade i det nye havnekvarter.


Tre trin
ELFE er andet trin i en tretrinsraket, der også kommer til at bestå af et nyt brasseri, som kokkeparret åbner til næste år på Nordre Strandvej 46, 100 meter fra ELFE. Her er ambitionen at lægge sig et sted mellem de to andre restauranter, med elegant brasserie- og loungestemning, Skybar og selskabslokaler.
– Vi vil meget gerne gøre Nordre Strandvej til Aarhus’ nye madmekka. Vi ved at der er en efterspørgsmål i området. Vi fik proof of concept med NS Lounge, og det er de erfaringer, vi nu bygger videre på, siger Anders Kuk Kristensen.
ELFE og Ghrelin har to forskellige ejerkredse, hvor det eneste sammenfald er den dynamiske duo bestående af Anders og Nicklas. Og det vil fortsat være sådan, at tingene skilles ad.
– ELFE er ikke en ’lillebror’ i forhold til Ghrelin, og det vil ’brasseriet’ heller ikke blive når det åbner næste år. Men det gør ikke noget, at der er et personsammenfald, og at gæsterne ved det. Vi kommer ikke til at linke til hinandens hjemmesider og sociale medier, og Nicklas og jeg kommer ikke til at være synlige på ELFE i hverdagen, men der kommer stadig til at være en sammenhængskraft, fordi der er en masse fællesnævnere mellem de to – senere tre – steder. Det handler om det høje niveau i køkkenet, og det handler om altid af have gæsten i centrum. Dem der arbejder på ELFE er alle mennesker vi kender i forvejen, har arbejdet sammen med, har været med til at uddanne og lære op. Vi ved hvad de står for, de ved hvad vi vil have at spisestederne står for.
Dynamisk makkerpar
Anders Kuk Kristensen og Nicklas Friis Nielsens samarbejde går ti år tilbage. Anders er uddannet kok og tjener, og har en lang historik i det østjyske gastronomiske miljø. Han blev uddannet på LeCoq i Aarhus, med en afstikker til Frankrig, og han har været souschef på Ruths Hotel under den legendariske køkkenchef, Michel Michaud.
– I 2012 dukkede der en sprudlende ung praktikant fra Aarhus Tech op på den restaurant, hvor jeg på det tidspunkt var køkkenchef. Det var Nicklas. Han havde strithår og gik i Ralph Lauren-polo, og var enormt idérig. Vi faldt i hak med det samme og har arbejdet sammen lige siden.
– Læg mærke til vores tatoveringer. De er ens. Nicklas fik sin i svendegave – han fik guldmedalje – da han var elev under mig. Den forestiller en kartoffelplante, og kartoflen har en særlig plads hos os. Elfe er navnet på en gammel, dansk kartoffelsort, og det er derfor at vores nye restaurant hedder ELFE, fortæller Anders, der er den udadvendte og snakkesalige af de to. Nicklas er mere stille og er typen, der holder sig lidt i baggrunden. Inden han blev kok, har Nicklas Friis Nielsen også en universitetsbaggrund. I dagligdagen er Anders restaurantchef og driftsansvarlig, mens Nicklas har titel og funktion af direktør i selskabet og køkkenchef.



Bygger fra grunden
Fælles for både Ghrelin og ELFE, og for det kommende brasserie, er at restauranterne er bygget helt op fra grunden. Ghrelin åbnede i det helt nybyggede havnekvarter – først på én adresse, og tidligere i år få hundrede meter væk i Ship-bygningen, hvor man har 400 m2 til gæsterne. Da Anders og Nicklas overtog lokalerne var alt bare råt beton, og alle detaljer er udført præcist som de har ønsket dem, og alting med gæsten i centrum. Ambitionen er, at gæsterne ud over at få en fantastisk spiseoplevelse også skal have en afslappet og hyggelig oplevelse.
Også bygningen, der huser ELFE er spritny. Anders og Nicklas har været med i detailfasen fra begyndelsen sammen med ejendomsselskabet 1927, der har bygget huset, og Dok16, der har stået for indretningen. Det samme gør sig gældende for brasseriet på Nordre Strandvej 46, når det står klar til brug i det nye år.
Samme kompromisløshed gælder når det kommer til maden, for selvom ELFE serverer hverdagsmad, så er alle retter kreeret og udført med gourmetkokkens sans for smag og detaljer.
– Vi har lavet vores egen rullepølse med ramsløg fra Risskov, som ikke er for fed og som smager som den rullepølse vi gerne selv vil spise. Og når vi laver vores nachos, så tænker man måske om ikke ’nachos er nachos’, men nej, for vi laver den med forskellige oste, så retten ikke ’tørrer ud’, og med vores egen friske salsa. I burgers handler det selvfølgelig om råvarerne, men godt kød er godt kød og en god bolle er en god bolle, så i en burger er dressingen det allervigtigste. Det er den, der gør at de forskellige burgers ikke bare smager ens. For mig er løg sindssygt vigtigt i en god burger, så vi har lavet vores egne løg, som man ikke får dårlig ånde af, men som har en pragtfuld sprød løgsmag. På den måde så er alle vores retter skabt ud fra en højgastronomisk vinkel, selvom det er hverdags- og cafémad, siger Anders Kuk Kristensen, som også fortæller, at ELFE laver deres egne frisklavede lemonader, som ikke er så søde at de ødelægger madens smag.
Kontakt oplysninger til Elfe er info@elfe.dk og www.elfe.dk