Portalen til god vin i øjenhøjde 

1. juli 2019

På seks år har Supervin forvandlet sig til Jyllands største fysiske vinbutik og er i dag en førende aktør på onlinesalg. Hemmeligheden bag er balancegangen mellem konstant udvikling, effektivitet, solidt købmandskab og gedigen ledelse – og ikke mindst god, jysk ydmyghed. 

Tekst: Rune H. Jensen Fotos: Supervin 

Supervin.dk er en historie om vækst. Om Supervækst måske endda. De seneste seks år er kurven således kun gået stejlt opad. Og det kan aflæses på omsætningen, på bundlinjen og på antallet af medarbejdere, som i dag knap kan finde plads omkring frokostbordet. 

Men det er samtidig også historien om balance. Om evnen til at holde den mellem købmandskab, solid ledelse og beskedenhed, mellem god, klassisk forretningssans og jysk ydmyghed. Om modet til udvikling og fremsynethed uden nogensinde at miste fodfæstet og glemme kerneværdier som loyalitet, ordentlighed – og kvalitet frem for alt. 

Samtidig skaber man ikke på seks år en forretning med en omsætning på 200 mio. kr. alene på købmandskab og ydmyghed. Det kræver også gedigen ledelse i en ofte kaotisk hverdag, hvor ingen medarbejdere slipper af sted med en almindelig otte timers arbejdsdag. Derfor er det en kunst, som Supervin har vist sig at mestre, at holde fast på de rigtige medarbejdere, når bølgegangen er højest. Og bag det hele ligger der altid en god portion respekt og beskedenhed i forhold til kunderne. 

Det er svært at påstå, at vi snyder nogen 

– Jysk beskedenhed har aldrig skadet nogen, og vi skal bevare ydmygheden. Vi kan godt være aggressive i markedsføringen. Men vi står inde for alt, vi gør, og vi holder det, vi lover. Det er svært at påstå, at vi snyder nogen, siger Mads Jensen, CEO og ejer af Supervin. 

Helt konkret henviser han her til, at virksomheden i tilfælde af utilfredshed over vinen købt via supervin.dk giver fuld returret. Det vil sige, at firmaet tager produkterne retur på Supervins egen regning og returnerer hele betalingen også på den først åbnede flaske. Det kan med andre ord ”aldrig gå værre, end at man får en gratis flaske vin ud af det”, som Mads Jensen udtrykker det på nordjysk. ”Vi betaler det, og det eneste man skal gøre, er at åbne døren og stille produkterne ud på trappen, så klarer vi resten.” 

Ildsjæle med købmandskab 

Supervin holder fortsat til i udkanten af Hjørring i Vendsyssel. Og selv om den lange, snorlige Skagensvej op mod det nordligste Danmark måske ikke umiddelbart leder tankerne hen på en dobbelt Gazelle-virksomhed, der er frontrunners på digitalt og fysisk vin- og spiritussalg, så er det ikke desto mindre, hvad Supervin repræsenterer. 

Resultaterne og tallene taler deres eget tydelige sprog. Fra at have været en lille webshop og vinbutik omfatter virksomheden i dag omkring 25-30 medarbejdere, en stadigt stigende millionomsætning og Jyllands største fysiske vinbutik. Foruden et betragteligt BtB- og engrossalg, vinsmagningskælder med plads til 150 siddende gæster og meget mere. Og den fremgang hænger ifølge Mads Jensen sammen med Supervins grundlæggende værdier og tilgang til forretningen: 

– Det handler om effektivitet og dedikation. Om volumen, betalingsevne og noget jordbundethed. Og det handler basalt om at have gode varer til gode priser. Vi arbejder rigtig meget med indkøb og henter kun det ind, vi selv kan lide. Derfor kan vi også altid stå inde for vores produkter, og derfor oplever vi også en stor loyalitet fra vores kunders side. Det gælder om både at forstå dét med købmandsdelen og indkøb – og ikke kun være ildsjæle. 

De nyasfalterede veje 

Der er løbet meget vand i Vesterhavet, siden dengang Mads Jensen og hans hustru i tiden før finanskrisen tegnede skelettet til det ”juletræ”, der skulle blive til Supervin anno 2019. 

Tilbage i 1999 fungerede Mads Jensen som købmand i en kendt dagligvarekæde på matriklen. En ny butik blev bygget, og allerede her begyndte han at få kig på mulighederne med internettet. I 2007 tænkte han i supervin.dk’s regi, at det, med egne ord, var bedre, at han ”blev klog på det, før de andre gjorde det”. I 2012 bankede en af landets største discountkæder på døren og overtog efterfølgende lejemålet. Og med det salg var en solid grobund for Supervin skabt. 

– På det tidspunkt var internetdelen egentlig venstrehåndsarbejde. Men hvad nu, hvis vi gik all in på det? 

Det gjorde virksomheden, og resten er historie. Finanskrisen er for længst forbi, og internettet er alt andet end en marginal digital kanal, men et helt essentielt salgs- og kommunikationsværktøj for Supervin. Siden er det gået ud over stepperne, og for Mads Jensen selv er jobindholdet i dag derfor også et helt andet: 

– Min rolle har ændret sig helt vildt. I dag står jeg for det overordnede. Udviklingen. Strategien. Indkøb. Effektivisering. At flytte overliggeren og sørge for, at vi arbejder ud fra en fælles målsætning. Og jeg er helt pjattet med den rolle. Udvikling er drivet for mig. Jeg er den, der skal sørge for, at vejen forude hele tiden er nyasfalteret, som han udtrykker det. 

Min anden familie 

I dag er virksomheden bygget op omkring to søsterselskaber, der arbejder tæt sammen. Supervin tager sig fortrinsvis af online- og detaildelen, mens Novin, som Mads Jensen ejer sammen med Michael Rantzau, står for import og engros til de forskellige kanaler. Som et af de nyeste tiltag tager virksomheden sig desuden nu fuldt ud af hele Coolshops vinprogram. Hvad er hemmeligheden bag den raketfart, som firmaet fra Vendsyssel flyver med? 

– Igen: Det handler rigtig meget om volumen, betalingsevne, god ledelse og godt købmandskab, som kunderne kan mærke effekten af. Loyalitet er vigtig for os, og vi er til at regne med. Vi har været rigtig gode i Supervin til at finde gode varer til gode priser. Og vi er ikke bange for at være pågående i markedsføringen, for vi køber kun det, vi selv kan lide og kan stå på mål for. Senest er vi gået direkte til en stor, international producent og vil fremover komme til at tage 10 % af markedet på Creme Bourgogne. 

Der er med andre ord drive, dedikation og hjerteblod bag virksomheden og dens konstante videreudvikling: 

– Min kone siger, at Supervin er min anden familie. Jeg elsker at skabe og udvikle, og som firma hader vi at tabe. Vi har et stærkt konkurrencegen og har også kun sagt farvel til 1-2 medarbejdere igennem årene. 

Value for Money 

Placeringen i det nordlige Jylland bekymrer ikke Mads Jensen. Online-delen er ikke berørt af det. Men mange kunder vil selvfølgelig gerne ind at se varerne fysisk, og der er selvsagt et stykke vej fra Sjælland, som rigtig gerne handler med Supervin, ligesom time-levering på et tidspunkt vil kunne betyde nye tiltag. Men allerede nu kan Supervin på mange dage levere samme dag over hele landet, hvis varen bestilles inden kl. 10. 

– Online skal vi være i top 3, og det er vi. Og vi er overbeviste om, at de andre falder, mens vi vinder. Mange vil gerne sætte vin op på en piedestal. Og det er fint, men til daglig er vin jo et landbrugsprodukt. Vi er ikke ude efter at vende vinbranchen på hovedet. Vi vil levere den rigtige vin til den rigtige pris. I den sammenhæng er det bare utroligt vigtigt med volumen og betalingsevne. Effektivitet, effektivitet og atter effektivitet, siger Mads Jensen. 

Netop nu er han og Supervin i gang med en omfattende effektivisering af kælderetagen, der skal gøre pakning, levering og transport hurtigere og mere automatiseret. Der er ordrer nok at tage fat på hernede, og det skyldes ikke mindst en klar bevidsthed om valget af vine og producenter: 

– I forhold til selve vinene er det vigtigt at have topproducenterne på programmet. Men det er også vigtigt at have de rigtige producenter. At vinene både har den rigtige kvalitet, den rigtige pris, de rigtige points. Det er Value for Money. Og dér har vi eddermame været gode. 

Jyllands største specialforretning

Supervin anno 2019 er supervin.dk, en af landets største og hurtigst voksende online-butikker. Og det er Jyllands største fysiske specialforretning for vin, spiritus og delikatesser. Butikken omfatter 1.700 m2, heraf mere end 700 m2 butikslokale, plus 4.200 m2 højlager.

Når man besøger butikken, fremstår den som et sandt varehus med højt til loftet, brede gange og spækket med vine opdelt i overskuelige sektioner efter område og type – samt spiritus, chokolade og andre lækkerier på hylderne. Og så har Supervin desuden landets største udbud af alkoholfrie vine.

Dertil kommer en vinkælder under butikken med plads til hele 150 siddende gæster. Her er der mulighed for smagsprøvning til f.eks. private arrangementer eller professionelle firmarepræsentationer, ligesom virksomheden har egen kok tilknyttet til al madlavning.

Og så afholder Supervin et par gange årligt omfattende vinsmagninger eksternt i f.eks. Aalborg Portland Park og Nordsøen Oceanarium. Sidstnævnte facilitet i Hirtshals blev sidste år benyttet som ramme omkring et julearrangement med hele 950 gæster og togtransport – vel at mærke tur/retur.

En af Supervins øvrige styrker er det efterhånden omfattende, internationale netværk af producenter, leverandører og samarbejdspartnere, der gør det muligt at sælge gode vine fra hele kloden. Og så specialiserer virksomheden sig samtidig i opkøb af restpartier, hvor priserne siger spar to til kundernes fordel. 

Fightere på alle fronter

Der er kort sagt fremdrift og initiativ over Supervin. Og selv om firmaet, Mads Jensen og hans medarbejdere hylder den nordjyske beskedenhed og maner til lidt snusfornuft, så er der heller ingen grund til at sætte sit lys under en skæppe i forhold til de fremtidige ambitioner:

– Jeg kan love dig for, at vi ikke vil holde op med at vækste. Vi har vækstet helt vildt, 2019 ser ud til at blive det bedste år nogensinde målt i kroner og ører, og vi forventer, at kurven fortsat stiger stejlt opad. Vi har nye tiltag og projekter på vej, der tegner virkelig lovende og som ingen andre er i gang med, siger Mads Jensen og tilføjer:

– Der er en masse i pipeline, der tyder på en god udvikling, for nu at sige det på jysk. Vi er fightere på alle fronter. Og vi føler stadig, at vi er iværksættere. Den ydmygheden skal bevares. Men der skal også altid være udvikling og modet til at turde noget nyt.

Se mere på www.supervin.dk

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Capa – hvor kød og gæstfrihed mødes

KJØ: Smagen af dansk kvalitet i hver eneste bid

Havrum: Lokalt hjerte og klassiske smage ved vandkanten

Det handler om at kunne være til stede – i nuet, i naturen og med dem, man holder af.

Drømmen om verdensklasse vin og caviar

“Det har aldrig handlet om stjernerne for mig” – en restaurant med lokal forankring og innovativ bæredygtighed

Michelin-hærdet køkkenchef giver nyt liv til tangkrogen

Ny hattenæs: En genopstået perle i skoven

En familie, der tænkte ud af boksen og ændrede vinbranchen

Private dining på feinschmecker-niveau

Søg