Når italienerne skal have cappacio, går de som regel til den lokale slagter og får tyndtskåret oksekød i den bedste kvalitet. Det kan være svært at konkurrere med, men Skare Food A/S er på vej ind på det italienske marked med deres cappacio, som de også sælger i stor stil i Spanien, Tyskland og Østrig og mange andre lande.
Tekst: Torben Svane Christensen Foto: Carsten Ingemann/Skare Food A/S
Skare Food sælger deres cappacio til kvalitetsbevidste forbrugere i 21 lande.
”Det kan måske lyde underligt, at vi kan eksportere til Spanien og Italien. At vi kan producere et sydlandsk produkt med så stor succes. Men omvendt, et godt produkt kan jo sælges overalt,” Lars F. Andersen, adm. direktør, Skare Food A/S.
Virksomheden producerer slicede charcuterivarer. Roastbeef, cappacio og andre charcuteriprodukter i høj kvalitet af oksekød, svinekød og fjerkræ.
”Vi bruger så få tilsætningsstoffer som muligt. Blandt andet laver vi økologisk sliced pålæg samt produkter helt uden fosfater, der har vist sig ikke at være så godt,” siger direktøren, der blev hentet til Skare Food A/S tilbage i 2001.
”Det var ejeren af Skare-koncernen, Kurt Skare, der gerne ville lave en pålægsfabrik med mig i spidsen,” siger han.
Det gjorde han med succes. På 14 år er virksomheden med base i Christiansfeld vokset fra 20 til 120 ansatte, og den del af Skare-koncernen omsætter for 250 millioner kroner. Det kræver flere ansatte, og i løbet af de sidste par måneder har virksomheden ansat 10 mere.
Salg i Tyskland og Østrig
I dag er salget fordelt med 70% til det danske marked og 30% til salg i butikker i Spanien, Tyskland, Østrig og Italien og mange andre lande. Derudover er der de seneste 1-2 år arbejdet intenst med det asiatiske marked og første container af forhåbentlig mange skal afskibes i kommende uge.
”Vi vil gerne have, at vores andel af produkter til det europæiske marked kommer op på 50%. Der er regnet på, at der i Danmark er butikker nok til 19 millioner mennesker, så det er svært. Kvalitet betyder mindre og mindre, det handler om den laveste pris, og så har kvalitetsprodukter som vores vanskelige vilkår,” siger han.





Steg med en god sky
Innovation og produktudvikling er et af kendetegnene i virksomhedens køkkener i Christiansfeld. To kokke og en pølsemager bruger deres kreative evner til at skabe nye velsmagende produkter. De bruger også en ekstern kok, Erik Storgaard Scheibner, der blandt andet har lavet mad til de danske atleter til OL.
”Vi har udviklet færdigretter i den luksuriøse ende af skalaen og bagte kartofler med forskelligt fyld,” siger Lars F. Andersen, der er glad for, at flere af de danske kunder er med på at tilbyde nyheder til de danske forbrugere.
Lars F. Andersen er selv med til at udvikle nye produkter, og han fortæller, at det engelske marked er meget inspirerende.
”Det der sker i England, kommer til Danmark med ti års forsinkelse. Vi prøvede for eksempel for ti år siden med langtidskogte sous-vide stege, der er populære i Frankrig. Kødet bliver lige så mørt som pulled-produkter, og man får en god sky, der giver en fantastisk sovs. Vi tror, at danskerne er klar til det nu,” siger den innovative direktør.
Online markedsplads
Han er altid med på at prøve nye veje, og en af dem er ShopAll24, som bliver Danmarks første online markedsplads for dagligvarer, hvor mærkevareleverandører kan sælge direkte til forbrugerne.
”Der skal vi være med. Der sidder nogle andre kundetyper, som køber de varer, der lige har lidt ekstra, og som også er lidt dyrere varer.”
ShopAll24 bliver lanceret primo 2016, og der er lagt op til at etablere et opskriftsunivers, hvor forbrugeren skal kunne vælge sin opskrift, trykke på den og få relevante varer fyldt direkte ind i kurven.
Den nye salgskanal kan give nogle andre kunder på hjemmemarkedet, men der er opstået en lille udfordring, fordi det går så godt ude i Europa.
”Vi har svært ved at følge med på enkelte linjer, så enten skal vi bygge ud ved fabrikken i Christiansfeld eller også skal vi opkøbe en fabrik i Danmark eller udlandet,” siger Lars F. Andersen, adm. direktør, Skare Food A/S.
Skare Foods’ nettoomsætning i 2013/14 endte på lige knap 228 millioner kroner, hvilket er cirka to millioner mere end året forinden.
Om Skare Food A/S
Skare Food A/S, som er beliggende i Christiansfeld i Trekantområdet, er en af Danmarks mest innovative fødevarevirksomheder. Virksomheden beskæftiger ca. 120 ansatte og omsætter for ca. 250 mio. kr. på årsbasis og er i støt vækst. Skare Food A/S indgår i Skare-koncernen, der med en årlig omsætning på 1,7 mia. kr. er en økonomisk velfunderet koncern med afdelinger rundt om i Europa. Koncernen omfatter blandt andet fire afdelinger i Spanien, en afdeling i Frankrig, slagteri i Tyskland og Aarhus og Skare Food i Christiansfeld, Danmark.




5 frække spørgsmål til Lars F. Andersen
Hvor er Skare om 5 år?
Skare er forhåbentlig stadig på private hænder. Alt for mange danske fødevarevirksomheder er i de forgangne år blevet solgt til andre lande, blandt andet fonde i Norge, Sverige og Finland. Det er en skidt udvikling. Derudover håber vi, at vi kan øge eksporten betydeligt.
Hvordan med produktnyheder?
Vi skal hele tiden være innovative og finde produkter, som kan sælges i hele verden, men for hver gang man laver 50 nye produkter, er der måske ét, der bliver til en succes. Vi finder på mange nye ting og forhåbentlig vil vores muligheder for at afsætte produkterne blive bedre i takt med, at vi vokser på eksportmarkederne.
Kan du finde/findes de rigtige medarbejdere til fortsat vækst?
Det er, og har længe været svært, at finde dygtige fagfolk. Mange unge mennesker finder måske ikke kødbranchen særlig attraktiv, og vi skal i fællesskab forsøge at gøre den lige så attraktiv som kokke- og konditoruddannelsen, som har fået meget fokus på tv de senere år.
Hvordan afstresser du?
Jeg finder det meget interessant at møde nye mennesker og derved forsøge at være åben overfor alle nye ideer og tiltag. Det hjælper mig til at finde på nye ideer, som giver mig ny energi. Derudover går jeg på jagt, ikke kun for at jage, men lige så meget for at få naturoplevelsen. Derudover løber jeg 3 gange om ugen og spiller badminton hver onsdag. Det at lave noget fysisk, giver mig ny energi og klarer hjernen.
Hvordan motiveres du?
Pyha, den er svær – de fleste mennesker har enten et ”drive”, eller også har de det ikke, men jeg vil nok kalde mig selv for en entreprenør med et godt drive. Jeg befinder mig godt med at arbejde med markante ejerledere, selv om det også byder på udfordringer. Man skal huske, at det er ejerledere og entreprenører, der får ting til at ske og som giver udvikling til samfundet. Udfordringen er at styre udviklingen, når virksomheden får en vis størrelse. Jeg var glad for min tid i militæret, hvor man skulle løse en opgave, uanset hvad der skulle til, endda til en lav løn og med livet som indsats. Her var der også en hærfører og nogle generaler, og så kan jeg godt lide at gå i front, og jeg kan godt lide duften af krudt og kød. Jeg er ikke skrivebordsgeneral, og jeg ønsker at være ude ved kunderne og medarbejderne.