D’vinos serverer vine dyrket af små spanske vingårde efter århundreder år gamle traditioner – og maden henter inspiration fra alle fire verdenshjørner. For den aarhusianske vinbar handler det om at lægge sjæl, kærlighed og historie ind i dét, man gør.
Tekst: Rune H. Jensen Foto: D’vinos
Spansk vin – og mad fra alle verdenshjørner. Vinbaren D’vinos på Klostertorv i det centrale Aarhus er en smeltedigel af forskellige kulturelle ingredienser. Amir Mir Akhori har iranske rødder, er uddannet kok i det franske køkken, serverer spansk kvalitetsvin, tapas og specialiteter midt i Danmarks næststørste by. Bag D’vinos ligger drømmen om at give gæsterne en lille bid af Spanien, en helhedsoplevelse af vin og mad, der er kræset om med sjæl og kærlighed:
– Jeg har altid drømt om at have et lille, intimt sted. Jeg har rejst i bl.a. Syd-Spanien, hvor der er helt andre traditioner. Her er det typisk, at folk efter arbejde mødes på små vinbarer og får et lille glas vin og ”en hapser”, en gane-renser i form af et stykke ost, brød, kød eller lign. Det er dét, tapas egentlig betyder, ”låg på”, fordi man førhen lagde tapas’en ovenpå glasset for at holde bananfluer og insekter væk. I dag har det en lidt anden betydning, fordi det ganske enkelt er lækkert og renser ganen med en tapas, når man går videre til den næste vin, så man kan smage den nye ordentligt, siger Amir Mir Akhori og fortsætter:



En fusionerende restaurant
– ”D’vinos” betyder den lokale spanske vinbar. Vi kalder os en fusionerende restaurant. Vinen og atmosfæren er spansk, men maden kan komme alle steder fra. Det er simpelthen mad, vi godt kan lide. Tapas er lidt misforstået herhjemme. Tapas er ikke mange ting, det er enkelt, få ting og lækkert. Vi vil gerne overføre denne spanske tapas- og vinbartradition til Danmark, hvor man spiser sent, får små men udsøgte portioner af tapas eller en hovedret og smager på forskellige gode vine. Der behøver ikke være 100 ingredienser på tallerkenen, det er vigtigere, at det er friske kvalitetsvarer og vin, der virkelig smager af noget.
D’vinos åbnede for snart et år siden, og i dag har vinbaren oparbejdet et fundament af gæster, der ofte vender tilbage til steder igen, fordi det er hyggeligt, afslappet og en god vin- og madoplevelse med fortællinger omkring vinen fra stedets ansatte. Som Amir Mir Akhori udtrykker det, skal det være ”som at sidde derhjemme i dagligstuen, afslappet, uhøjtideligt og rart”.
Spansk vin fra små vingårde
– Vores vinekspert, Danny Catlen, har kontakten til de små vinbønder i Spanien, hvor traditionerne er gået i arv i familierne gennem århundreder. De gør det på den helt gammeldags manér som et rent håndværk, de holder øje med vinen, løfter i flok og dyrker druerne med kærlighed. De tager traditionerne med og bruger lokal arbejdskraft. Nogle producerer fx kun 300 flasker om året i alt – det er så også den dyreste vin, vi har, og den bliver serveret på Michelin-restauranter i Spanien – og den største 5.000 om året. Det er altid fra små vingårde, der kan meget og som har vundet medaljer. Vi har prøvet rigtig mange forskellige vine, og ikke alle kan bruges, fordi nogle er for kraftige til danske smagsløg. Men det er virkelig gode vine, der samtidig også benytter sig af den særlige spanske tradition, hvor man blander forskellige druer i det helt rette balanceforhold i forhold til bl.a. aroma, syrlighed og sødme.
– Spansk vin kan være virkelig god nu. Vi lukker ikke dørene for fx franske, italienske eller oversøiske vine, men vi har en forkærlighed for de spanske og vil gerne præsentere noget nyt, som gæsterne samtidig også skal kunne købe med hjem. Så vi er både en vinbar og en vinbutik, og man kan altid smage et glas – også af de dyreste vine, og det skal altid være en rar oplevelse at komme herind.




Historien lever videre
Det gælder også i forhold til indretningen af D’vinos. Det er som at træde ind i en stue fra en anden tid. Der er hvide duge på bordene, farverige malerier, grønne planter og en retro-stemning i de to intime lokaler. Som det forholder sig med vinen og maden, er der ikke meget blændværk, men en søgen efter det ægte:
– Hvad er der galt med det gamle? Hvis der er sjæl og kærlighed i det, så er det dét, der afgør, om du kan lide det, du gør eller ej. Vi har fx ikke to ens tallerkener eller bestiksæt, og nogle gange får vi en snak med en gæst om et glas eller en stol, de kan huske fra deres egen barndom. Tingene og omgivelserne fortæller nemlig en historie. De får folk til at tænke tilbage i deres eget liv. Det er også sjovt for mig at høre deres historier, og hele oplevelsen af vinen, maden og stedet her får historien til at leve videre.
Gør dét, du brænder for
D’vinos er eklektisk og omfavnende. Det handler om hjerteblod, historiens vingesus og vin og mad, der smager af noget:
– Jeg vil gerne have nogle små vingårde, som ingen kender. Hvorfor ikke smage de fem andre muligheder, der også findes? Vi er egentlig åbne over for alle lande og har fx lige opdaget en lille rumænsk vingård, hvor smagen virkelig var en wow-oplevelse. Det vigtigste er, at vi kører på med dét, vi står inde for og brænder for. Jeg elsker historierne og værdierne i vinen og maden, og det skal gæsterne også kunne mærke, slutter Amir Mir Akhori.