Restaurant Die Bank er en af de spændende restauranter i Hamborg, som er kommet godt efter storebroderen Berlin, når det handler om kulturelle og gastronomiske oplevelser i topklasse.
Tekst af: Torben Svane Christensen Foto: Die Bank
Efter en tur rundt i storbyen Hamborg med dens mange arkitektoniske og kulturelle indtryk, er det på sin plads med en bid mad. Byens udvalg af gourmet restauranter og hyggelige caféer er stort og varieret. På Hohe Bleichen 17, ligger Die Bank – Brasserie & Bar, der er en af byens mest velbesøgte spisesteder, så det er en god ide at bestille bord inden et besøg.
”Vi har gæster fra hele verden, og fra de nordiske lande kommer der mange fra Danmark og Sverige,” fortæller Jana Bültemann fra Die Bank. Allerede når man ser den imponerende facade på Die Bank – Brasserie & Bar, får man fornemmelsen af, at det er en bygning, som er bygget til at rumme helt særlige aktiviteter. I 100 år husede bygningen således Hamburger City Hypothekenbank, og bygningen er opført i 1897.
Indenfor kan gæsterne læne hovedet tilbage og nyde de otte lysekroner højt oppe under loftet og slænge sig i elegante lædermøbler. Indretning og atmosfære er fantastisk og loungestemningen sætter et afslappet præg på de elegante lokaler.






Råvarer i topklasse
Siden 2010 har Thomas Fischer været ansvarlig for køkkenet. Han var tidligere chefkok på den velkendte restaurant Gogärtchen på den tyske ferieø Sylt.
”Produkterne er stjernerne i køkkenet, ikke kokken. Råvarer i topklasse skal ikke forklares, kun udsættes for håndværksmæssig præcision og kreativitet,” siger han.
For chefkok Thomas Fischer er der stor forskel på den kød, der bliver forvandlet til gode steaks. Det tager allerede sin begyndelse i udvælgelsen af kødet hos leverancen. Chefkokken sværger til kødkvæg, der har gået på græs ved Husum. Kødet bliver leveret som hele stykker, som så bliver parteret af køkkenets egne kokke, det vil sige, at i første omgang blive stykker renset for fedt og sener. Derefter bliver kødet modnet i mindst to uger i eget kølerum.
”Det kan smages, når det bliver serveret for vores gæster,” understreger chefkokken.
Vin til 2500 euro
Vinkælderen er placeret i den gamle bankboks. Den rummer blandt andet en La Romanée Grand Cru, Du Comte Liger-Belair fra 2011 til 2500 euro. Men der er også gode vine i et lidt mere tilgængeligt prisleje. Der er plads til 120 gæster i den store sal, men ved særlige lejligheder, kan der gøres plads til 250 gæster. Udover det er der en stor bar og en terrasse, hvor gæsterne kan nyde de mange lækkerier, når vejret er til det.
I Bistroen kan man få enkle specialiteter som Bouillabaisse, østers og frølår med et stort udvalg af franske vine. Men der er også mere klassiske retter på menuen. Fælles for dem alle er, at de er deres vægt værd i en gastronomisk oplevelse i Die Bank.
Hamborg (tysk: Hamburg, officielt: Freie und Hansestadt Hamburg) er den næststørste by i Tyskland efter Berlin og den ottende største by i Europa. I 2013 havde byen et indbyggertal på 1.746.342, mens metropolregionen Hamborg havde 5 mio. ind-byggere. Hamborg er belig-gende i Nordtyskland ved floden Elben, ca. 100 km. sydøst for dens munding i Nordsøen. Byen danner sin egen delstat (755,22 kmÇ) og er Tysklands næstmindste; kun Bremen er mindre.
Her finder du:
Die Bank – Brasserie & Bar
Hohe Bleichen 17
20354 Hamburg
Tlf.: 0049 0 40/23 80 03-0
info@diebank-brasserie.de
www.diebank-brasserie.de

