Stauning Whisky – med nyt destilleri i verdensklasse 

1. december 2018

Hjertet i det nye destilleri hos Stauning Whisky i det vestjyske er de 24 pot stills i kobber. Der er sket meget i firmaet, der startede i 2005 med en stille undren og ni venner og bekendte, som besluttede sig for at gå skotterne og amerikanerne i bedene med en dansk whiskyproduktion. En kapitalindsprøjtning på 100 millioner kroner har gjort det muligt med en fremtidig årlig produktion på 900.000 liter whisky. 

Tekst: Torben Svane Christensen Fotos: Stauning Whisky/Jakob Due 

En forårsdag i 2005 var Martin Svoldgård Vesterby på vej fra Vestjylland til Langeland for at tilbringe et par hyggelige dage sammen med familien. I radioen talte de om whisky. 

”Det er let at lave whisky. Men det er svært at få det til at smage godt,” sagde de i programmet. Det satte gang i en spæd idé hos bilens chauffør om at lave dansk single malt whisky. 

Fremme på Langeland drøftede Martin Svoldgård Vesterby sine tanker med broderen Lasse Svoldgaard Vesterby, og allerede samme aften begyndte de at ringe rundt til venner og bekendte for at høre, om de ville være interesserede i at starte en hobbyproduktion af single malt whisky op. 

Få uger senere dukkede 13 personer op til et møde, hvor ni af dem blev enige om at give projektet en chance. Ud over de to brødre var Rasmus Palm Vestergaard, Alex Munch, Mogens Vesterby, Simon Brogaard Skaarup, Henning Svoldgaard Nielsen, Hans Martin Hansgaard og Jesper Svoldgaard Vesterby klar på at forsøge sig med whiskyproduktion. 

Grundlaget for Stauning Whisky var lagt, og produktionen begyndte i Mogens Vesterbys nedlagte slagterbutik i Stauning. 

En whiskdrøm er gået i opfyldelse 

Her13 år senere har Stauning Whisky slået dørene op til virkeliggørelsen af en drøm, som ingen af grundlæggerne havde fantasi til at forestille sig tilbage i 2005. For hobbyproduktionen greb om sig, og whiskyeksperter og købere har taget whiskyen til sig. 

Elegante sorte bygninger, der er tilpasset den vestjyske natur og klima, rummer et nyt destilleri, som allerede har fået international bevågenhed. De fem nye bygninger på i alt 4.000 kvadratmeter ligger i forlængelse af gården, hvor whiskyeventyret begyndte. 

– Det er en milepæl for os. Det gør et setup muligt, hvor vi årligt kan lave 900.000 liter whisky, siger medstifter Lasse Svoldgaard Vesterby. 

Pengene til udvidelsen kommer fra verdens største spiritusproducent, engelske Diageos, der i 2015 investerede 100 millioner kroner i den vestjyske whisky. Investeringen betød, at Stauning Whisky kom til at arbejde sammen med en international virksomhed med en brand-portefølje, som bl.a. tæller kendte, skotske single malt-destillerier som Talisker, Lagavulin, Oban og Caol Ila samt andre internationale superbrands. 

Blender ind i den vestjyske natur 

Designet af udvidelsen til Stauning Whisky tager afsæt i de lokale kvaliteter, der i forvejen er i området – et typisk dansk landbrugs landskab og særegen vestjysk natur – som i byggeriet er blevet respekteret. Projektet mimer og fortolker saddeltage, gavlmotiver, træbygninger, fiskerhuse og ladebygninger, der er de typer af bygninger, der findes i området. 

De markante gavle i det nye byggeri fremstår som helt åbne glaspartier, helt lukkede eller som luftige åbne strukturer med trælister, hvorigennem egetræstønderne ses. Idéen er at sikre, at forbipasserende og gæster udefra kan se flowet i produktionen – fra kornet kommer ind i bygningen, til whiskyen destilleres på pot stills og kommer på tønder. 

Stor efterspørgsel 

Før udvidelsen af produktionen producerede Stauning Whisky omkring 15.000 liter whisky om året. 

– Vi kunne ikke følge med efterspørgslen fra markedet både nationalt og internationalt, siger Lasse Svoldgaard Vesterby. Den succesfulde whiskyproducent oplever tit, at nye whiskyer, der bliver sat til salg, bliver udsolgt på få timer. 

Trods succesen har det aldrig strejfet stifterne at bygge nye produktionslokaler et andet sted i landet. 

– Placeringen i Vestjylland er en vigtig del af vores DNA, herude hvor vinden er frisk, og der rigtigt dufter af hav og tørv. Med det nye destilleri kan vi lave gulvmaltning af korn, mæskning, gæring, destillering, lagring og tapning, sådan som vi plejer at gøre det, men i de mængder, som er nødvendige, siger medstifter Alex Højrup Munch. 

Stauning Whisky er et destilleri med tæt tilknytning til landbruget. Råvarerne i whiskyen er lokalt dyrket: korn, vand, malt og tørv. Kornet stammer fra en lokal landmand. Et andet lokalt landbrug aftager ligeledes det forarbejdede korn til foder til sit kvæg. 

Det er afgørende for Stauning Whisky at lave en whisky på lokale råvarer. Visionen er at bygge videre på Stauning Whiskys brug af lokale råvarer, og indpakningen af det nye destilleri, understøtter produktets meget høje kvalitet. 

Mange besøgende 

I 2017 besøgte ca. 12.000 gæster destilleriet. Der er rundvisninger seks dage om ugen – på dansk, tysk og engelsk. Man arrangerer også rundvisninger for grupper – foreninger, virksomheder eller whiskylaug. Man kan booke plads via hjemmesiden. 

– Det har hele tiden været tanken, at det nye destilleri skulle være åbent for besøgende. Det hele er indrettet, så der er god plads til at lave rundvisninger – og gæsterne skal kunne dufte og smage sig igennem hele whiskyproduktionen, siger Alex Højrup Munch. 

TIDSLINJE 

2005 
Idéen til en hobbyproduktion af whisky opstår. Der bliver lavet et lille destilleri med to små pot stills fra en kobbersmed i Spanien i et tidligere slagtehus i Stauning. 

2006 
De planlagte 200 til 400 liter whisky om året er alt for lidt. Man kigger efter egnede lokaler i Stauning, der kan rumme en produktion på 6.000 til 8.000 liter whisky om året. 

2007 
Stifterne af Stauning Whisky køber en gård et par kilometer uden for Stauning, og efter arbejde samt i weekender renoverer de den. 

2013 
Stauning Whisky bliver hædret ved en stor international whiskykonkurrence. Til konkurrencen Review of Spirits Competition løb de med platinmedaljen og slog både skotter og amerikanere til den store konkurrence. 

2015 
Verdens største spiritusproducent, Diaego, skyder 100 millioner kroner i det vestjyske destilleri. Spiritusproducenten køber 40% af aktierne i firmaet, men Stauning Whisky beholder stadig kontrollen over, hvordan firmaet skal drives. 

2017 
Blev den første flaske whisky fra et batch på 314 flasker solgt for 102.000 kroner på en auktion til fordel for Kræftens Bekæmpelse. 

2018 
Stauning Whisky åbner et nyt whiskydestilleri og bliver Danmarks største. 

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Capa – hvor kød og gæstfrihed mødes

KJØ: Smagen af dansk kvalitet i hver eneste bid

Havrum: Lokalt hjerte og klassiske smage ved vandkanten

Det handler om at kunne være til stede – i nuet, i naturen og med dem, man holder af.

Drømmen om verdensklasse vin og caviar

“Det har aldrig handlet om stjernerne for mig” – en restaurant med lokal forankring og innovativ bæredygtighed

Michelin-hærdet køkkenchef giver nyt liv til tangkrogen

Ny hattenæs: En genopstået perle i skoven

En familie, der tænkte ud af boksen og ændrede vinbranchen

Private dining på feinschmecker-niveau

Søg