I Blokhus har den hæderkronede Strandingskroen fået nyt liv. Strandhotellet Blokhus er nu fusioneret med Strandingskroen, der efter en nænsom renovering er klar til at byde gæsterne indenfor i de historiske, stemningsfulde rammer til gastronomi af høj klasse.
Tekst: Rune H. Jensen Fotos: Strandingskroen
Det maritime islæt er til at få øje på i Strandingskroen. På væggene hænger utallige navnebrædder, galionsfigurer og andet strandingsgods fra gamle, strandede skibe i området. Det hvide stråtagshus med historisk tyngde er nu igen klar til at byde gæsterne inden for til en kulinarisk oplevelse, og det sker efter en nænsom renovering med respekt for traditionerne og stedets sjæl:
– Strandingskroen er en fredet bygning. Så vi har svinget en pensel hist og her, og vi har f.eks. opdateret med moderne kaffemaskiner. Men ellers har vi mest sørget for at stedet er helt klar til gæsterne – og det er blevet et virkelig smukt resultat, fortæller Kamilla Vinter Hoffmann, supervisor på Strandhotellet Blokhus.
Strandhotellet Blokhus og Strandingskroen er fusioneret
Netop det relativt nye Strandhotellet Blokhus blev pr. 1. april 2019 fusioneret med Blokhus’ ældste badehotel, den navnkundige Strandingskroen, som dengang hed ”Klitgaards Badehotel”. Strandingskroen ejes af Futten I/S, og efter nogle måneders respektfuld renovering kunne Strandingskroen slå dørene op til sin Grand Opening i juni 2019.
Også i denne sammenhæng blev det historiske perspektiv hyldet i en moderne sammenhæng med en helt særlig menu. En 3-retters nyfortolkning af festmiddagen, der tilbage i 1850 blev serveret første gang hos skudehandler J. C. B. Klitgaard, da datidens kendte forfatter Jens Christian Hostrup lagde vejen forbi den store skudehandelsgård i Blokhus.
Og det er netop, hvad den nye Strandingskroen repræsenterer fremover: Tradition, sjæl og historie i en moderne og nyfortolket udgave, hvor gastronomien, fisk og friske, lokale råvarer er i højsædet.




Historien om en Kgl. privilegeret kro
Strandingskroen blevet bygget tilbage i 1844 og begyndte som en skudehandelsgård, som der dengang var stor efterspørgsel på som handelssted. Blokhus var desuden et populært rejsemål for bl.a. kronprins Frederik, den senere Frederik d. 7 (1808-1863). Og da prinsen med den undertiden lette livsførelse en dag led af kongelige tømmermænd, stod kromadamme og ”klog kone” Christiane Klitgaard for kureringen, hvilket igen førte til royal gunst og status af Kgl. privilegeret kro.
Strandingskroen opnåede efterhånden et hav af kongelige privilegier i forhold til handel og efterspurgte eksportvarer såsom smør. Og det betød, at stedet havde rigtig gode tider – lige indtil jernbanen kom.
Fra skudehandel og badehotel til kulinarisk kro
Tiderne skiftede. Togene kom på sporet, og folk ville hellere tage lokomotivet end købe skuder. Da sønnen til Klitgaard-ægteparret havde overtaget Strandingskroen, blev stedet lavet om til Klitgaards Badehotel og blev dermed det første badehotel i Blokhus. Og det kørte med succes i tre generationer.
Men tiderne skiftede igen, og området oplevede boomet af sommerhuse og campingvognsentusiaster. Det førte i 1966 til en restaurering og omdannelse af badehotellet til kro og spiserestaurant med nye ejere fra Aalborg ved roret. Og nu er Strandingskroen så klar til at tage imod områdets besøgende i både klassiske og opdaterede rammer efter Futtens overtagelse og fusioneringen med Strandhotellet Blokhus.





Dansk kromad à la carte
Strandingskroen bliver med andre ord igen en ægte kro med respekt for historien og traditionens madkultur i ordets bedste forstand.
– Strandhotellet Blokhus står fremover for dansk mad såsom smørrebrød af høj kvalitet. Om aftenen serveres der gourmetmad, hvor der kan viges fra tre og op til ti retter. Strandingskroen vil derimod servere franskinspireret à la carte gastronomi – høj kvalitet af den gode, gammeldags kromad tilsat ny inspiration. Der er en fast menu, hvor man køber tre retter og så vælger fra menukortet og selv sammensætter sit måltid. Desuden vil der være fransk inspireret mad til frokost, og vi bruger selvfølgelig lokale råvarer og frisk fisk fra området, fortæller Kamilla Vinter Hoffmann.
Strandingskroens køkken har fremover åbent alle aftener fra kl. 17.30-21. I højsæsonen samt på helligdage og i skolernes ferier holder kroen desuden åbent til frokost mellem kl. 12-15.
Skaber vækst og ny synergi
Strandhotellet Blokhus og Strandingskroen ligger lige over for hinanden i hjertet af Blokhus få hundrede meter fra Vesterhavet, fra de brede hvide sandstrande og de rå klitter. Og det er en placering, der giver gode muligheder for at skabe vækst og ny synergi mellem badehotellet og Strandingskroen:
– Det er to tætte koncepter, men også forskellige. Strandhotellet Blokhus er et charmerende badehotel med 38 unikke hotelværelser, der holder åbent 365 dage om året. Vi lægger ofte hus til virksomheders møder og konferencer. Og hvis badehotellets Restaurant Blå er pakket en aften, så kan man besøge Strandingskroen på den anden side af gaden – eller vi kan servere aftenens menu på Strandingskroen, fortæller Kamilla Vinter Hoffmann, og fortsætter:
– Omvendt kan man lægge vejen forbi Strandingskroen til en god middag og efterfølgende overnatte på Strandhotellet Blokhus. Det lægger op til en øget vækst og en større effektivitet, da vi f.eks. kan bemande efter behov. Futten I/S ejer nu hele gården og har i Blokhus foruden Restaurant Futten fra 1761 også både cocktailbaren Oak Bar og den italienske Restaurant Salino med gourmetpizzaer på menukortet.
– Vi er meget impulsive, og vi tror og håber selvfølgelig på, at folk vil støtte op om det. Både de lokale, virksomhederne, gæster fra f.eks. Aalborg og Aarhus og de udenlandske turister såsom de norske, som vi har rigtig mange af. På den måde kan vi fastholde at holde åbent hver aften på Strandingskroen, afholde flere selskaber og f.eks. have virksomheder til at spise her efter konferencer, siger Kamilla Vinter Hoffmann.



Tradition og fornyelse
Hun har i dag været på Strandhotellet Blokhus i et halvt års tid og fungerer som stedets synlige leder. Desuden har badehotellet ansat en receptionschef, hvilket ikke tidligere har været tilfældet.
Men samtidig holder Strandhotellet Blokhus fast i både rødderne og modet til nytænkning. Selv om det ved første øjekast ligner en tidslomme fra badehotellernes guldalder i første halvdel af forrige århundrede, så er det ganske nyt og stod færdigt i 2017. Referencerne til historien og den romantiske arkitektur er iøjnefaldende, men samtidig er der kræset for de moderne og unikke detaljer. Intet er overladt til tilfældighederne, og stedet fremstår på mange måder som et levende møde mellem fortid og nutid.
Ægteparret Marie Louise og Steffen Ebdrup havde tilknytning til og en stor forkærlighed for Blokhus, og efter en lang karriere som advokater besluttede de at føre drømmen ud i livet og bidrage til fornyet liv i byen. Idéen opstod i 2014, og allerede i 2017 kunne badehotellet slå dørene op for et splinternyt hus med restaurant, mødelokaler, fitness, orangeri, indendørs swimmingpool og wellness.
Dertil kommer de helt særlige værelser i det 2.400 m2 store Strandhotellet Blokhus. Udgangspunktet er det klassiske badehotel med paneler og tapeter, men med et tvist. Romantisk, men ikke overgjort. For eksempel har gangene ikke stribet badehotelstapet, men prikket. Værelserne har en klar, gennemgående linje, men samtidig varierer de også alle i udtryk, indretning og farver og er hver især unikke.
Det er stilmæssigt gennemført, men der er f.eks. også håndmalede, marokkanske fliser og britiske armaturer på badeværelserne. Og der er alt, hvad man behøver af moderne, teknisk udstyr. Der er med andre ord ikke gået på kompromis med kvaliteten nogen steder, og både tradition og fornyelse er tydeligt i spil på badehotellet.
En komplet familie
Med den komplette familie af spise-, drinks- og overnatningssteder er der noget for enhver smag i Blokhus, der årligt tiltrækker omkring én million turister. Strandingskroen er blevet pudset nænsomt af og sætter nu alle sejl til for at byde gæsterne inden for i et vaskeægte, dansk kromiljø med historisk vægt og gastronomi af høj klasse. Velbekomme.
OM STRANDINGSKROEN OG STRANDHOTELLET BLOKHUS
Fiske- og spiserestauranten Strandingskroen ligger i Blokhus ved Vestkysten.
Strandingskroen blev pr. 1. april 2019 overtaget af Futten I/S og fusioneredes med det nærved liggende Strandhotellet Blokhus, der åbnede nybygget i 2017.
Strandingskroen serverer à la carte gastronomi i forlængelse af den franske kromadstradition.
Maden tager udgangspunkt i de lokale råvarer, frisk fisk og har desuden fransk inspireret frokost.
Strandingskroen har åbent alle aftener fra kl. 17.30- 21. I højsæsonen fra 29. juni -11. august desuden på helligdage og i skolernes ferier til frokost fra kl. 12-15.
Strandhotellet Blokhus har åbent alle årets dage og rummer bl.a. restaurant og 38 hotelværelser.
Strandingskroen og Strandhotellet Blokhus ejes af ægteparret Marie Louise & Steffen Ebdrup, der sammen med Thomas Othegraven også ejer Restaurant Futten, Oak Bar og Restaurant Salino i Blokhus.
Se mere på www.strandingskroen.dk og www.strandhotellet-blokhus.dk


