I de stemningsfulde lokaler på Christianshavn i København, der husede den legendariske Michelin-restaurant Era Ora, har Elvio Milleri, Edelvita Santos og deres søn Shan nu åbnet en elegant vinbar med fremragende og unique italienske vine.
Tekst: Morten Buckhøj Fotos: Allan Bjerre og Checkmate
I 23 år i træk havde Era Ora i København en stjerne i Michelin-guiden. Restauranten blev tre gange kåret som bedste restaurant i Danmark, i 2017 af det gastronomiske magasin Gambero Rosso kåret som ’den bedste italienske restaurant uden for Italien’, Det var i den første World Guide af italienske restauranter i verden.
Den berømte restaurants indehaver, Elvio Milleri, besluttede at lukke restauranten 1. juni 2020, men den beslutning blev fremskyndet til 15. marts samme år, da alle restaurantens italienske kokke rejste hjem til Italien på grund af Covid19.
Siden da har huset været brugt til vinsmagninger og events for Era Ora Wine Company, indtil midt i oktober i år, hvor Vinbar Figo åbnede på adressen. Det er stadig Elvio Milleri, der står bag, men den daglige drift har han overladt til sin søn, Shan Santos Milleri.



Nyd vinsamlingen
Siden 2021 har familien Milleri samarbejdet med vinbaren Pirlo, om at den kunne servere de fremragende vine fra Era Ora Wine, som er importeret fra alle regioner i Italien. Shan arbejdede i Pirlo, og ud over at have åbnet Figo, så er han nu også rykket ind i sine forældres lejlighed ovenpå vinbaren, så han har 30 sekunder til og fra arbejde – ganske som hans forældre havde det i alle årene med Era Ora.
– Passionen er gået i arv, fortæller Elvio Milleri stolt.
– Figo er lavet, for at gæsterne kan nyde den store vinsamling, fortæller Elvio Milleri, som stadig har personlig kontakt til en række af de bedste og mest kendte italienske vinhuse, der gennem årene leverede vine i topklasse til Era Ora.
Gæsterne på Figo skal ikke forvente Michelin-mad i samme stil som Era Ora, der var et legendarisk italiensk madtempel i København fra op gennem 1980’erne til 2020.
– Maden på Figo bliver mere enkel, siger Elvio Milleri, men fortsat baseret på de samme italienske råvarer af bedste kvalitet. Det er de bedste Picorino-oste, det bedste charcuteri fra en slagter i Perugia, de bedste ansjoser, men i stedet for at maden er i fokus, så handler det på Figo om vinen.
Noget af den vin, man kan nyde på Vinbar Figo kommer for eksempel fra den legendariske Barolo-producent Giuseppe Rinaldi, der i dag videreføres af afdøde Giuseppes døtre. Rinaldi-navnet er et af de mest prestigiøse i Barolo. Og der er mange andre store, gamle – og lidt kostbare vine på kortet.
Relationen til Rinaldi er så tæt, at da Giuseppe fyldte 50 år, var det Era Ora, der lavede middagen til de 80 inviterede gæster på hans gård i Piemonte.



Absurde vine og enkel mad
Figos slogan er, ganske betegnende for stedets mission, Sometimes wine is just what you need! (nogle gange er vin, det du behøver). Figo’s vinkort byder på alt hvad hjertet og ganen kan begære, fra perlende bobler, over hvide og røde vine, rosé, naturvin og søde dessertvine. Vinene er hentet hjem fra hele Italien; fra blandt andet Sicilien, Etna, Puglia og Umbrien, men primært fra Toscana og naturligvis de ædle Barolo’er og Barbaresco fra Piemonte.
Elvio Milleri kalder selv konceptet på Figo for ’Absurde vine og enkel mad’.
– Vinen er ligesom mennesker, hvor hver alder har sin skønhed. En ung vin er som et femårigt barn, hvor tiden med god opbevaring ved rigtige temperaturer får vinen til vokse i forskellige ældre lige som mennesker, og blive meget mere komplex og elegant. fortæller Elvio Milleri med passion.
– Man skal hele tiden følge op på vinen, smage den og nyde den karakter, den har fået med omhyggeligt opbevaring, siger han.



På Figos vinkort er der 250 vine, alle af højeste kvalitet. Men på Era Ora Wines lager har man mere end 1.250 vine og omkring 90.000 flasker. Skulle man føle trang til at arrangere en vinaften ud over det sædvanlige er alle vinene i kælder til salg.
Allerede i Era Ora æraen var vinene i høj grad i fokus. Restaurantens menuer var i reglen baseret på de flasker i vinsamlingen, som Elvio og hans hustru Edelvita mente var klar til at blive åbnet. Kokkene smagte med, for de skulle kreere maden på baggrund af vinen og ikke omvendt.
Shan Santos Milleri, der er søn af Edelvita og Elvio, er vokset op med gode vine og det er naturligt at det i dag er ham, er står for den daglige drift af Figo, og han lover, at hver en flaske og hvert et glas på vinmenuen er en lille stjernestund i sig selv.
Sulten kan man stille med hvad Elvio Milleri kalder for ’simpel finger food’, Figos Stuzzichini, som er små italienske appetitvækkere. Serveret med brød fra eget økologiske bageri, Il Fornaio.
Enten kan man bestille hele menuen til 285 kr. pr. person ved bordet, eller hvis man bare voil have en enkelt snack eller to, som a la carte. Det er for eksempel hjemmemarinerede økologiske sicilianske oliven, udvalgte Salumi (charcuteri), italienske oste med syltede grøntsager, ’Acciughe in aceto di vino bianco´ og grøn pesto, med pisket gremolata, olivenolie, smør og surdejsbrød.
Det er små, delikate ’hapser’, men der er nok til at ens sult nok skal blive stillet og glæde ens smagsløg, fortæller Elvio Milleri.
For mere information www.figovinbar.dk