Har du nogensinde drømt om at eje dit eget whiskyfad? Whiskyentusiast Tonny Nielsen og vinhandler og sommelier Henrik Lund er sprunget ud i et fælles whiskyeventyr, og du er inviteret med på hele rejsen
Tekst Kathrine Gade Fotos : PhotoCare
Tonny Nielsen er typen, der nørder helt vildt, når noget først har fanget hans interesse. Han er udpræget whiskyentusiast, og det har i løbet af årene både bragt ham til Skotland og til destillerierne ad flere omgange
”Det, der først og fremmest gør whisky særligt, er historien. Whisky er blevet lavet i Skotland i langt over 400 år,” fortæller han og uddyber, at det netop er derfor, produktet er blevet perfektioneret.
Fascinationen er nu blevet til et forretningseventyr, og Tonny Nielsen har startet Nordic Cask Company sammen med vinhandler og sommelier Henrik Lund.
Det perfekte ægteskab
Hos Nordic Cask Company er de særligt optaget af single malt whisky, hvilket betyder, at spiritussen kommer fra et og samme destilleri. Derudover beskæftiger de sig med single cask whisky, som kommer fra ét enkelt fad.
”Det gør jo, at det bliver voldsomt spændende og eksklusivt,” mener Tonny Nielsen.
Når der er tale om enkeltfadsaftapninger, betyder det samtidig, at der ikke blandes vand i produktet. Naturlig fadstyrke kaldes det.
”Det er superlækkert, og så kan whisky være langt mere nuanceret end mange andre spiritustyper. Det synes jeg er fascinerende. Der er over 130 destillerier i Skotland, og hvis man er rigtig god til at smage, så kan man identificere destilleriets karakter.”
De mange smagsnoter kræver dog en form for ægteskab mellem den sprit, der kommer fra destilleriets produktionsapparat, og så det fad, den bliver hældt på.
”Det perfekte ægteskab ligger mellem 12 og 18 år. Det er der, hvor sprit og fad mødes på en måde, hvor du stadig kan smage begge dele.”

Kuriøst og kompromisløst
Whisky er nok en af de mere kuriøse investeringer, fortæller Tonny Nielsen om en af Nordic Cask Companys fem grundpiller: Rådgivning omkring investeringer i whiskyfade.
”Men det er en af de ting, der helt klart ligger på top-ti-listen over det, der er interessant at investere i. Det giver et godt afkast,” vurderer han.
”Vi kan få fat i de interessante fade. Er det rene investeringer, så finder vi selvfølgelig fade, der passer til det. Er man mere typen, der synes, det er sjovt at følge fadet, kan man komme over og besøge det, smage og være helt med i processen.”
Men man behøver ikke nødvendigvis investere i et helt fad for at blive en del af whiskyeventyret. Det andet ben i forretningen kalder de fadandele.
”Whisky er noget helt unikt, man sidder med. Du får en personlig relation til din investering eller din fadandel.”
Den første andelsflaske tappes
Firmaets første andelsflaske skal snart tappes og er en 13 år gammel Glen Moray bourbon barrel på 59,60 %. En sofawhisky, som Tonny Nielsen kalder den, fordi den er så let at drikke. Nogle af Nordic Cask Companys fade skal også flaskes med egne etiketter på og kommer til salg på webshoppen.
Derudover har de fået agenturet på Single Cask Nation i Danmark, som er en uafhængig aftapper i USA.
”Vi har lige fået den første sending med syv fantastiske whiskyer. Det er igen single cask og fadstyrke whisky. Udvalgt af nogle af de bedste i branchen og superhøj kvalitet.”
”Jeg var imponeret over, hvor godt de her flasker smagte. Og så var det jo til rimelige priser,” fortæller Tonny Nielsen.

Eksklusive oplevelser
Kompromisløs kvalitet er en klar rød tråd, hvis man spørger Tonny Nielsen. Og til foråret tager foretagendet afsted på den første eksklusive tur og besøger destillerier på blandt andet Islay, hvor turen går forbi Ardbeg. Et destilleri, Tonny Nielsen personligt brænder meget for, ligesom han gør for røget whisky.
”Så bor vi også et par dage i Edinburgh for at besøge warehouset og smage fadene. Hvis der er nogen, der er interesserede i investeringer, så kan man også komme til at smage på noget forskelligt der.”
For whiskyconnoisseuren og vinhandleren handler det dog om mere end sjældne aftapninger, kuriøse investeringer og kompromisløse flasker.
”Jeg er nok mere entusiasten i det her, og Henrik er nok mere iværksætteren og forretningsmanden, men han har set det samme i whisky, som jeg også har.”
Og det er?
”Der er en fantastisk kultur omkring whisky. Det er folk, som stille og roligt sætter sig ned og nyder whisky og værdsætter det håndværk, som har ligget i det.”
Læs mere på nordiccaskcompany.dk
